Vi når det jo, selv om vi hinker et år bagefter med Lars Saabye Christensen, der allerede er klar med en ny stor roman, Modellen, mens hans novellesamling fra sidste år nu forligger på dansk i Ida Jessens sikre oversættelse. Oscar Wildes elevator hedder den efter en af novellerne, et lidt overraskende titelvalg, da det måske nok er den mest handlingseffektive fortælling med knaldpointe og det hele og derfor er let at huske, men også tilsvarende banal af emne: Den midaldrende mands velovervejede og dygtigt tilrettelagte utroskabelige affære på et hotel i Paris, hvor Oscar Wilde har boet.
Det giver anledning til nogle eksistentielle kynismer og moralistiske kvababbelser hos fortællerstemmen, der næsten også alt for dygtigt og perfektionistisk kommenterer historien og helt fra begyndelsen véd, at manden resten af sit liv kommer til at befinde sig under lavmål. Han vil ikke længere kunne stole på sin egen stemme endsige sine egne ord.
Fortællerens dilemma
Men trods alt har vi her også en langt mere diskret pointe end den upålidelige elevators effektfulde op-og-ned-tur: Det mere eller mindre tydeligt genkommende kunstnermotiv i dilemmaet fiktion kontra virkelighed og dermed spørgsmålet om ordenes eksistensberettigelse. Sporet er lagt tydeligt ud i novellen 'Hvilestedet', som læsere af antologien Kunstnernoveller fra samme danske forlag vil kende med indledningen: "Da forfatteren af denne historie havde modtaget en større litteraturpris for en roman han for længst havde lagt bag sig-"
Her leges der med fortællerens identitet, da han véd, at vi jo véd, at Lars Saabye Christensen fik Nordisk Råds Pris for den digre roman Halvbroderen. Novellen beretter om virkningen af en sådan lammende hæder og reaktionen på forlagets gave: En lænestol efter eget valg. Han følger symbolikken op ved at udsøge sig en lumpen Ikea-stol, der viser sig at mangle en skrue. Da han får det ordnet, falder han i en dyb søvn "i denne den kedeligste og ikke mindst usandsynligste af alle genrer: perfektionismen." Nu er det en mere flerstrenget historie end som så, omfattende en forfejlet mindetale på kirkegården, som resulterer i stumhed. Et skæbnesammenfald af stridige stemmer i forfatterskabet.
Den norske udgave af novellesamlingen har på omslaget en tegning af den famøse stol, antændt af et flammende bål, mens den danske viser hotelværelsets dør med skilt på håndtaget. Så kan man vælge. Please disturb! har man lyst at sige. For bogen har en rigdom af valgmuligheder. Dusinet fuldt.
Ovenstående betragtninger peger da hen mod novellen 'Gaven', der atter stiller skriverens problem: Levet virkelighed versus digt, i en frygtelig velberegnet komposition, svarende til den 13-årige drengs ekspertise i at skrive ønskesedler som nu ved hans fødselsdag, hvor han af forældrene først får netop de gaver, som var afledemanøvrer. Han reagerer med et fingeret uheld for at hindre skolekammeraterne i at se skandalen, men berøver sig dermed muligheden for at gøre det om, da han ved hjemkomsten får netop den særlige gave, han ønskede sig. En kuffert. Manipulatoren straffes. Atter en moralsk historie, henlagt til forfatteriets region, gennemvævet ligesom tanternes gave af praktisk symbolik: tre par lange strømper.
Drengenes scene
Drengeverdenen er scene for et antal historier, bl.a. 'Djævlens interval', den voksnes erindring om klavertimerne hos den ungarske spillelærer, der især spiller fallit over for to tvillingepiger, som firehændigt hader hinanden. Læreren konfronterer ham til slut med akkorden c-fis, toner, der 'trygler om en fortsættelse'. En opfordring både til ham, der skal være forfatter, og til læseren. Hvilken løsning på novellens grumme konflikt forestiller man sig? Det djævelske interval skulle drive fortælleren til 34 år senere at nedskrive det stædige dilemma - vidste han allerede dengang.
Bogens optakt lader et par drenge spille bold op ad radiohuset med lydforstyrrelser til følge, til undren for både teknikere og lyttere. Gåden løses, men problemet fortsætter! Der er 'ulyd' i tapetsprækkerne i de tusind hjem. En begivenhed, der kunne forekomme i en novelle af Anders Bodelsen eller Peter Seeberg, den uforklarlige hændelse, der røber tilværelsens lunefuldhed, det absurdes tilstedeværelse, den lurende ængstelse og uimodståelige fristelse.
Det er den slags, som konstituerer novellegenren, om pointen så er et smæld eller en tavshed, udtalt eller uudsagt. Pointen kan ligge i overskriften, hvis rækkevidde man først til slut forstår. Således i den efterfølgende historie om to drenges tavse venskab, der nok indeslutter eksistensen af en morder, men det er jeg'ets forældre, der i konventionel uforstand spolerer forholdet. De er 'Morderne'.
Lars Saabye Christensens mennesker lever i en tegnverden, nogle tyder tegnene, andre er ofre for dem. Læserne får dem tilbudt som i tilfældet datteren, der skal møde sin far og må gennemleve en dramatisk flyvetur i stormvejr, der truer med katastrofe. Den ydre handling er et spejl af hendes tyste indre drama med den lykkelige landing som et udtryk for et ændret syn på det forestående møde i 'Gensynet'.
Handlingen kan rykke ind i den indre drømme- og mareridtsverden som i 'Gæsten', der indleder med ordene "Børn der bor på hotel, drømmer som voksne," som egentlig er tvetydige. Drømmer de ligesom voksne, eller når de er voksne? Nok begge dele. I hvert fald er det symbolske skrækscenarier, drengen oplever, slemme forudanelser om forældresvigt, fremmed overtagelse og jegtab. En navneseddel oplyser, at han hedder Alexander. En blodig ironi, hvor herskeren i den grad beherskes.
Novellen
Dermed er den hele tvivl om identiteten understreget. Temaet finder sit udtryk i de varierende fortælleformer, der her er indlagt i novellens traditionsbestemte rammer, en kortprosa, der kan hente lange perspektiver ud af enkeltscener, som kan ophøje tegn til skæbne, tage masker af og på - en 14-årig dreng samler faktisk på masker - og gøre bipersoner til hovedpersoner.
Man kan spekulere på, hvorfor novellegenren i dag har vundet ny aktualitet og fremgang hos både forfattere og læsere. Det kan være vores behov for korthed i en massiv dagligdag, udtryk for hurtig vejrtrækning i en fragmenteret livsform, der søger hurtig tilfredsstillelse og alligevel stiller krav om sammenhæng, mening, en pointe med det hele. Ja, ligefrem en morale.
Er det her ligefrem en forfatter, der som nordmand kan være moralist uden at tabe ansigt? I hvert fald har han gode gaver i kufferten, en genstand, der jo optræder her og i øvrigt andre steder i forfatterskabet. Et magisk instrument.
