BERLIN - Hvad er en scene? Et fysisk afgrænset rum, hvor noget træder frem - som udsigten fra et bjerg i mørkningen eller en sindssygeanstalt ud for Berlin, hvor nazisterne udryddede småbørn - et sted i teksten, hvor hemmeligheder åbenbares eller bare et billede, som glimtvis lyner op i bevidstheden og røber uanede ladninger fra det forgangne?
Og hvad er nuet uden koblinger til det hensvundnes mindst bemærkede aspekter? Hvordan kan tætbeskrevne papirlapper nedfældet med snørklet skrift af en jødisk filosof eller de sammes systematiske uddrag fra 1800-tallets for længst glemte værker k0nkurrere med computerens kapacitet og Googles planer om at gøre de store bibliotekers skatte tilgængelige på internettet?
Hvad er det i Walter Benjamins tænkning, som gør ham så uovertruffent aktuel? På en stor og nys afviklede Benjamin-festival i Berlin, blev der givet mange forskellige svar fra forskere fra hele verden - men der blev stillet endnu flere spørgsmål.
Benjamins skrifter udfordrer nuet som fuldt mættet med tekniske innovationer og energisk fremtidsånd, idet den vender blikket imod det forgangne. Ikke i nostalgisk hengivelse, men snarere for at frigøre glemte kræfter og fremkalde nye indsigter.
I hans tænkning bliver det forgangne til en opgave og udfordring. Hændelser, skæbner og foreteelser ligger flået fra hinanden på historiens ruinhob.
Benjamins uafsluttede livsværk, Paris, det 19. århundredes hovedstad, var netop et forsøg på at aktualisere Paris' historie for at forstå og forvalte humanistiske værdier i konfrontation med den fremvoksende fascisme, som han anså for at være knyttet til fremskridtet.
Den evige Ahasverus
Hans værk står i absolut modsætning til fremskridtstænkningens umenneskelige glemsel og den taktiske historieløsheds lykkefilosofi ved så klart at hævde de besejredes og underkuedes - "ligets" - rettigheder.
I hans fortættede teksters "dialektiske billeder" findes der ingen befriende forsoning eller nostalgisk indlevelse - de er snarere åbenbaringer af et kritisk potentiale eller en overset mulighed, som skal eksplodere i nuet.
Det er dette, som lokker forskere og kunstnere over hele verden til at beskæftige sig med Benjamin. Der skrives om Benjamins tolkning af byen, kroppen, sjælen, religionen, volden...
Benjamins værk udløser en nyorientering. Nuet bliver en undtagelsestilstand, og det forgangne er sprængladningen. Her søger samtiden svar på spørgsmål, som berører biopolitik og magtinteresser, retten til at kræve sit liv, sin seksualitet, sine behov, hinsides undertrykkelse og fremmedhed - i stadig kamp imod en suveræn overmagt, som forsøger at indskrænke den enkeltes muligheder og interesse i samfundsmæssige situationer, som udvikler sig stadig mere diffust.
Arkivet er nuets kraftkilde. Den altid lige ludfattige Benjamin overlod skrifter og optegnelser til venner "for sikker forvaring", mens han selv - som en slags evigt forsinket Ahasverus-gestalt - blev tvunget til af flygte fra Berlin eller Paris på grund af nazisternes ensretning af historien.
Stenbrud og guldgrube
Nu, mere end et halvt århundrede senere, aftegner dette værk sig som både stenbrud og guldgrube for kritisk tænkende i en tid, der er kendetegnet af udmattelse og udnivellering. Benjamins livsværk viser sig at have en produktiv aktualitet, beskriver fænomener i samfund og menneske, som fortsat kan være af dialogkarakter og med en klartone, der synger - ikke fastlåste i hierarkiske strukturer, pompøs privatiseringsmoral eller opgiven selvforagt.
Den forandrede blikretning, som jeg i tilslutning til denne jødiske tænkning foreslår, er inspireret af en påstand, som Benjamin tilskrev Kafka - men som vi, de efterlevende, nok indser er et selvstændigt fabrikat fra samlerens store arkiv, dvs. både et blik ind i spejlet og et plirrende blik ud imod os.
"Han havde løst gåden ved at gøre sig selv til dens løsning."
Det er, som om arkivet brænder, som om ingenting er direkte aflæsbart længere, hændelsernes kæde er bristet, kausalitet og logik er ophørt med at fungere - det forgangne bliver ved med at tilintetgøres, fordi nuet og nydelsen ophøjes til eneste instans, på humanitetens bekostning. Da, midt i forvirringen, tilbyder pludselig Benjamins tænkning en anden scene - nye perspektiver.
Den amerikanske litteraturprofessor Samuel Weber analyserede på konferencen Benjamins mange '-barheder', dvs. hans evne til at konstruere begreber og teorier ud fra verber: reproducerbarhed, kritisérbarhed, oversætbarhed, læsbarhed osv.
Mange skildrede storbyernes 'topografier' i Benjamins ånd, dvs. pladser som udgangspunkter for forandrede synsmåder, nye opdagelser og nye livsformer.
Måske er det storladne Benjamin-arkivs største fortjeneste netop dets karakter af labyrint for et bortsprungent og forvirret menneskebarn i den store bys og samtids skræmmende forladthed.
Paradokset er, at Benjamins vildveje åbenbarer 'levbarhed': at gå vild bliver til en kreativ akt. Den selvstændige tænkning udstråler og genererer livsenergi, som har at gøre med udfordringer og nysgerrighed, paradokser og gåder.
De døde ideologers jammerligt kedsommelige svar føles ikke som noget problem længere. Og den sidste overgribende solskinsideologi - den om det store, glade marked, det fordækte barbari - føles måske som den allermest kedsommelige og forudsigelige.
Som Benjamin skriver: Vi savner alle tid til at opleve de virkelige dramaer i vores eksistens. Dette får os til at ældes.
"Rynkerne og folderne i ansigtet, de er signaturer af de store lidelser, laster og indsigter, som kom for at besøge os - men vi, herskabet, var ikke hjemme."
Pludselig handler kunst og liv ikke længere om den overspillede, kategoriske kritik af de andre, og den herskende ulyst i det falske, men om forsøget på at handle og tænke i alternative kategorier, trods den markedsorienterede ensretning af det forskelligartede og mangetydige - som livet jo altid er - til strømlinjeformede strukturer og hurtigt konsumérbar underholdning.
I Benjamins tænkning er helheden en pompøs ruin, mens detaljen lyser med en særlig glød og åbenbarer uanede sammenhænge.
Jeg tror ikke, at det var han, som sagde, at det er svært at skyde skylden på nogen andre, når først man har indset, at man selv er både problemet og løsningen. Men jeg siger som Bob Dylan: I said that.
Mere om dette, nødvendigvis.
Ulf Peter Hallberg er svensk forfatter, bosiddende i Berlin. Han skriver med jævne mellemrum her i avisen om andre sider af den aktuelle kultur og om upåagtede tanker, der lever deres eget besynderlige liv
Oversat af Niels Ivar Larsen
