Læsetid: 5 min.

Nuet som scene og det universelle fragment

Inspirationen fra filosoffen Walter Benjamin blandt dagens kunstnere og filosoffer kommer gerne til udtryk derved, at enkeltdele anses for mere betydningsfulde end helheden. Detaljen åbenbarer mere end det vide perspektiv og bevarer gåden - forråder ikke hemmeligheden. Ulf Peter Hallberg rapporterer om forfatteren og filminstruktøren Alexander Kluges forhold til Benjamins tænkning i anden del af sit essay om den tysk-jødiske filosof
1. december 2006

Jeg ved ikke, hvornår det begyndte, men det er sikkert 15 år siden. Pludselig var han der bare, Alexander Kluge, i den værste sendetid i tysk tv. Hans hviskende røst stillede uhørt præcise spørgsmål til videnskabsmænd og historikere, og hele tiden hørtes hans "Ja, ja!" som en diskret piskesnert fra manegen i samtidens cirkuskuppel, hvor man selv sad midt om natten som et dresseret dyr - rådvild.

"Vi må videre!," var signalet i hans helt selvstændige tv-produktioner.

En ofte optrædende samtalepartner var dramatikeren Heiner Müller, veludrustet med cigarer, whisky og svar, som kunne ristes direkte på runestene. Disse samtaler byggede på forhåbningen om, at samtiden kunne skabe alternativer, som fjerner os fra de forudsætninger, som Auschwitz - lejrtilværelsen - var funderet på.

Ofte citeredes fra antikkens filosofi, omkonstrueret for et samtidigt all round-menneske, beredt på at påtage sig et ansvar for menneskelighedens ofring. Dette er Sofokles' holdning: De døde er ligestillede med os, har samme rettigheder.

Kosmisk biograf

Alexander Kluges vældige værk Chronik der Gefühle (2000) består af en mængde historier, som ud fra konkrete historiske hændelser og detaljer - frem for alt fra Anden Verdenskrig - problematiserer og uddyber den officielle historieskrivning. De to bind indeholder også konkrete historier om de kritiske tænkere Horkheimer, Adorno og Benjamin - en sammenskrivning af den kritiske tænkefront og den apokalyptiske øst- og vestfront.

Kluge er manisk optaget af den konkrete historiske detalje. Han skildrer ofte paradoksale gestalter i ekstreme situationer, f.eks. den tyske general, som under besættelsen af Paris fik ordre til at sprænge Eiffeltårnet i luften og svarede:

"En sådan aktion udfører jeg kun på skriftlige ordrer!" Hvem ville og skulle skrive under?

Udsat for 'slutgyldig' pression sprængte generalen, for at få ordren ud af verden, et lige så højt tårn i udkanten af Paris - og reddede dermed Eiffels værk for os.

I en tid af opgivelse - og flugt fra komplikationerne i tankeverdenen til det letfattelige og indkomstbringende marked - markerede Kluge i sine historier og natlige samtaler intelligensens og kritikkens betydning som energikilde og naturkraft.

Hans uudryddelige spørgsmål rakte stadig længere ud i universet, som han forvandlede til kosmisk biograf og skueplads for menneskelige alternativer. Det kunne handle om 'den sorte energi' - alt det, vi ikke ved noget om, de sorte huller i universet og vor sjæl - som fristende udfordringer. Hans nye bog, Tür an Tür mit einem anderen Leben (2006) føles som en inspireret forlængelse af en film-samtale. Ofte optræder der spørgsmål og svar uden angivelse af, hvem der taler - som en vedvarende dialog om liv og død, frihed og forfalskning, utvivlsomt i en vis udstrækning indsamlet fra filmarbejdet.

Kluges forfatterskab er inspireret af filmen og Benjamins tanker om montagen; det er en samling, hvor detaljerne giver de sammenbragte billeder "en helt egen og anden orden". Det er kort sagt mere Eisenstein end Proust.

Som en sensorisk hyperbegavet skabning fra en fjern planet udforsker Kluge samtidens 'destruktive karakter', et moderne rovdyr, som fralægger sig sin menneskelighed som et umoderne klædevedhæng. Kluges skræmmende forskning viser, at "det effektive menneskes" fremmeste egenskab som chef-person - og dette også set ud fra de globale storforetagenders synsvinkel - er den uovervindelige kombination af middelmådighed og iver, dumhed og energi.

Kluges inderste drivkraft er at beskytte vore børn imod en fremtid, i hvilken sådanne 'lysgestalter' præmieres for deres formåen til uden eftertanke at udføre umulige opgaver, 'opbygge aggressioner' og forvandle negativitet til kreativ 'alles krig mod alle'. I en sådan fremtid er mennesket blevet ren krop i kraft af at have undflyet sjælens fængsel. Det personlige jeg er et spektakulært eventyr med stedse nye chancer, og opgaven er at reagere på disse udfordringer, være dygtig overalt og på hvert et tidspunkt. Det er en automatiseret sorgløs ungdom, hvor tegn på aldring tilintetgøres efterhånden, og den eneste ulykke, som eksisterer, findes hos den, som kommer til at gå i vejen for disse 'personer' og deres nye perspektiver. Ulykkelige og usikre mennesker bliver til slagger på samfundets bund, som bestandig udvides.

Flagermus

Kluge mobiliserer al sin klogskab og alle sine historiske gestalter for at modvirke, at samtiden bliver til en træningslejr for denne 'destruktive karakter'.

Han lader Walter Benjamin diskutere Madame Butterfly med sin egen far på pissoiret i Halberstadt, hvor han er født, for om muligt at få det forgangne til at røre på sig - som en uberegnelig samtalepartner.

Udbyttet af Kluges beretning er, at menneskets respekt for livet og gåderne viser sig at have at gøre med en medfødt og uforfalsket medviden om muligheden for kærlighed og lykke - uanset forudsætninger og samfundskatastrofer. Præcis som barnets blik kan denne indsigt - et universelt fragment af kundskab - besejre såvel skepsis og kontrol som undertrykkelse og forladthed.

Alexander Kluge afsluttede sit indlæg på Benjamin-konferencen i Berlin om 'Nuet som scene' med at karakterisere sig selv og os som 'flagermus'. Vi orienterer os efter ekkoer og udsender signaler ved nattetide. Vi leder efter 'det andet liv' - det virkelige.

Kluge skærper sin opfattelsesevne ved at lade sig inspirere af det personlige og kollektive minde, ikke af myter eller tilrettelagte sammenfatninger. Og han springer konstant i kronologien: Hans flakkende fortællerstemme, som har flere spørgsmål end svar, orienterer sig frit imellem livets forskellige tildragelser og tidsaldre.

Hans aktualisering er hele tiden i sig selv at lytte til den seksårige, han engang var. Han lever i den tid, som om det er nu, fordi han holder "den der anden tid" kær:

"Skulle jeg kunne mindes den, hvis jeg ikke holdt den kær?"

Denne 'seksårige i ham', under stjernehimmelen, tager Benjamins scene alvorligt: "Kun den historieskriver besidder den gave at kunne tænde håbets gnist i det forgangne, som er gennemsyret af indsigten i, at end ikke de døde kommer til at gå sikre for fjenden, om han sejrer. Og denne fjende har ikke ophørt med at sejre."

Ulf Peter Hallberg er svensk forfatter, bosiddende i Berlin. Han skriver med jævne mellemrum her i avisen om andre sider af den aktuelle kultur og om upåagtede tanker, der lever deres eget besynderlige liv

Oversat af Niels Ivar Larsen

* Alexander Kluge, Tür an Tür mit einem anderen Leben, Suhrkamp 2006

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her