Læsetid: 4 min.

Nuklear krudttønde

29. maj 1998

Efter et halvt århundrede med kold krig og fingeren ubehageligt nær den nukleare udløser skulle man tro, at vi borgere i den udviklede verden var vant til at tænke på udsigten til globalt kollektivt selvmord.
Men er vi så hærdede? Fra atomvåbenkapløbets start i 1950'erne over Cuba-krisen i 1962 og videre til afspænding og nedrustning i 1970'erne og 1980'erne syntes et atomar ragnarok altid at være mere end teoretisk end en realistisk mulighed. Hvem ville være så vanvittig at skyde først, når alle vidste, at det uundgåelige resultat var selvødelæggelse af nation og folk?
Efter 1989 forekommer en krig mellem verdens fem erklærede atommagter ligefrem grotesk. Ingen tænker i de baner længere. Den amerikanske atomfysiker og filosof Freeman Dyson sagde fornylig, at den bedste strategi til at afskaffe truslen om en atomkrig og selve våbenarsenalerne er ved "at tie dem ihjel." Stilheden skal ikke alene gælde den offentlige samtale - altså, glem nu alt om atomkrig - men også atombomberne selv. De skal ikke have lov til at blive fornyet og testet. Til sidst, forudsiger Freeman Dyson, vil atomvåbenlagrene ved naturlig afgang svinde ind og konflikter, lande og stammer imellem, blive løst med konventionelle midler.

Desværre må vi nu erkende, at de sidste par ugers skrækkelige begivenheder i Indien og Pakistan kan gå hen og dementere Dysons ellers så attraktive teori. Hvad vi i Europa, Nordamerika og det tidligere Sovjetimperium troede umuligt i går - en regional krig udkæmpet med atomvåben - er rykket ubehageligt nærmere i dag. Indiens og nu Pakistans nykårede status som sjette og syvende nukleare magt adskiller sig helt fundamentalt fra de fem andre landes motiver til udvikle a-bomben i sin tid. Dengang - fra USA's første sprængning i 1944 og frem til Kinas i 1962 - var verden involveret i en konflikt af overvejende ideologisk natur. Ingen rekvirerede den monstrøse bombe, fordi der forelå en overhængende fare for en grænsestrid eller for at forsvare sig mod en fanatisk religiøs fjende.
Men det er netop tilfældet i striden mellem Indien og Pakistan - to arvefjender, der allerede har udkæmpet tre krige i de sidste 45 år. Den ene konflikt angår Kashmir i det nordvestlige hjørne af subkontinentet, hvor to tredjedel af en befolkning på 10 mio. er muslimer. Siden den sidste krig er Kashmir blev delt mellem de to lande og Kina. Hundredetusinder indiske og pakistanske soldater ligger på vagt med geværerne peget mod hinanden i skyttegrave, som kunne minde om situationen under den Første Verdenskrig. Hver dag bliver der skudt. Hver dag forsøger den ene eller anden part at bryde gennem fjendes linier. I årtier har Kashmir været en glemt krudttønde, i dag er regionen blevet en nuklear krudttønde.
Det indisk-styrede Kashmir ligger fysisk ret tæt på Pakistans hovedstad Islamabad, hvorfor den pakistanske regering naturligvis føler sig ekstra udsat og følsom over for Indiens intentioner og den ophedede politiske retorik fra New Delhi. Det kan derfor ikke undre, at Pakistan blev yderst foruroliget, da indenrigsminister Lal Krishna Advani, en hindu-nationalist, sagde i sidste uge, at Indiens atomprøvesprængninger "har tilvejebragt en kvalitativ ny situation" i det indisk-pakistanske forhold og at hans regering havde i sinde at føre en mere aggressiv linie, især i Kashmir. Flere moderate ministre advarede imod ekstremister i kabinettet, som er rede til at gå i krig med Pakistan.
Et andet konfliktpunkt mellem de to nationer er af religiøs art og går tilbage til kolonitiden, hvor hele subkontinentet var under britisk styre. Efter uafhængighedskampen blev kronkolonien opdelt i en muslimsk (Pakistan) og en multietnisk stat (Indien), men da Indien vandt krigen mellem de to lande i 1962, blev den østlige del af Pakistan (Bangladesh) selvstændig - en torn i øjet på Islamabad. Set i dette lys skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at Indiens 120 mio. muslimer og et tilsvarende antal muslimer i Pakistan er særdeles bekymrede over hindu-nationalisterne overtagelse af regeringsmagten i New Delhi, selv om nævnte parti kun vandt 25 procent af stemmerne i marts.
Den store taber af valget, Jawaharlal Nehrus og Indira Gandhis Kongresparti, har derimod tjent som en stabiliserende kraft mellem landets religiøse grupper siden 1948. Selv om den siddende leder, italiensk-fødte Sonia Gandhi, har bakket op om a-sprængningerne, vurderes det, at Kongrespartiet ville følge en mindre aggressiv linie i den nuværende situation.

Set på denne temmelig foruroligende baggrund synes faren for, at et eller andet kan gå galt og udløse en minikrig akut. Man må nemlig huske på, at en nuklear oprustning mellem to fjender, som ikke stoler på hinanden over en dørtærskel og hvis kontrol- og kommandoberedskab samt krigsdoktriner er uudviklede - ja, rent ud sagt primitive i forhold til de fem "erfarne" atommagters - let kan ende med et fatalt træk. I indiske og pakistanske øren kan det måske lyde racistisk, men atomvåben i hænderne på en fattig nation udgør en langt større fare for menneskeheden end rige nationers besiddelse af samme våbentype. Alene den euforiske nationalistiske stemning i begge lande bevidner, hvor urealistisk et forhold både befolkning og ledere har til atomvåben og deres anvendelse.
Nu da Indien og Pakistan er bevæbnede til tænderne, bør de anerkende et fundamentalt princip: At den egentlige magt, som tilflyder fra besiddelsen af masseødelæggelsesvåben, ligger i en erklæret ikke-førstebrug. At true fjenden med en atomkrig eller blot hævde at atomvåben styrker ens krigsmagt, kan let blive en selvopfyldende og selvmorderisk profeti. Når man først besidder disse skrækkelige våben, så bør de tjene som argument for at undgå krig og løse konflikter med fredelige midler.
Man kan håbe på, at indere og pakistanere forstår dette, inden det uigenkaldelige sker. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her