Det har sine vanskeligheder at tale om det, man ikke kan tale præcist om: Oplevelsen af poesi.
Man kan kun tale udenom. I en anden betydning af det, talemåden normalt står for. Altså: Man kan tale udenom og nærme sig noget. Nærmere kan man ikke komme det.
Der blev talt meget udenom i Literaturhaus den aften, men blev der talt nok udenom? Eller godt nok udenom?
Altså: Vi befinder os i en gammel kirke på Nørrebro. Kirkeejeren står i baren. Han hedder Paul Opstrup, og han købte den på tvangsauktion for 3,6 millioner kroner. I et halvt års tid har den fungeret som kulturhus efter tysk forbillede. Derfor hedder den Literaturhaus, "og om tre år, når alle cafeerne skal hedde noget russisk, så hedder vi stadig Literaturhaus," siger han. "I modsætning til de angelsaksiske kulturhuse, er de tyske ikke markedsorienterede," forklarer han.
Lars Frost fra tidsskriftet Den blå port, som er arrangør, konstaterer et meget bedre fremmøde end sidst, hvor der var fodbold i fjernsynet. Der er fuldt hus, cirka 100 unge tilhørere, heraf flere digterkolleger. Christina Hesselholdt, Thomas Boberg, Janus Kodahl, Susanne Jorn. Plus Deres Udsendte og min sidekvinde, Inger, som i moden alder går på litteraturstudiet. Engang var hun trafikassistent i lufthavnen. Samt et mindre kontingent af ældre kvinder - vistnok fra Dansk Blindesamfund, får jeg at vide. Hvis de havde ventet noget i retning af Tove Ditlevsen, er de gået forkert.
Lars Frost siger, at vi skal høre oplæsning af digtere fra det, man har kaldt 00-generationen.
En rækken ud
Tidens varmeste navn i lyrikken Ursula Andkjær Olsen læser op fra sin bog Ægteskabet mellem vejen og udvejen. Med den storpuldede kasket kækt på sned. "Med lykke og lyse nætter skal land bygges," lyder det - og "honning over landet, er det det, vi vil?"
På blokken noterer jeg også i farten dette udtryk: "Kejserens nye. I fåreklæder." Det er da originalt!
Efter oplæsningen skal et panel diskutere digtene. Den ene er universitetslitteraten Frank Kjørup, som i det omfang jeg overhovedet kan forstå, hvad han mener, helst vil diskutere sprog herunder noget, han kalder interpunktionssystem (hørte man rigtigt?) og segmenteringsform af syntaksen. Og i al fald anmoder ordstyrer Frost efter en rum tid om, at man ikke mere bruger ordet syntaks. Der skal trods alt være noget til tilhørerne også.
Ursula Andkjærs måde at sætte punktummer får nu en hovedrolle i panelets snak.
Kritikeren Lilian Munk Rösing vil gerne have opmærksomheden drejet hen på, at der faktisk også står noget i linjerne (tror jeg). Hun taler om teksten som en rækken ud, der afføder en ny rækken ud, og den rummer en begærets og blikkets logik over for en taktil logik. Det er øjnene og hænderne, det handler om. Mellem grænser og grænseløshed.
To ender
Den tredie i panelet, Forfatterskolens rektor Hans Otto Jørgensen (med gult Lance Armstrong-armbånd), er kritisk (tror jeg), da han siger, at teksten fungerer i den forstand, at den bliver ved og ved og først standser ved læsernes eller forfatterens udmattelse, Spørgsmålet er, om det er nok? spørger han retorisk.
Kritisk er han, da han anholder en bestemt formulering:
"To ender af samme silketørklæde, som vi binder for øjnene for bedre at kunne undgå at se. To ender af samme reb, som vi binder om halsen for bedre at kunne stramme til." Sådan kan man ikke binde et tørklæde. Eller et reb. "Det kan jeg simpelthen ikke se," udtaler han.
Det er noget sludder, mener han, hvilket får Ursula Andkjær Olsen - nu fra salen - til at protestere. Det kan sagtens lade sig gøre at binde to ender sådan.
I mellemtiden har Kjørup rent faktisk fundet frem til nogle noget mere fattelige formuleringer om den associationsrige tekst, som han sammenligner med et kompositorisk musikpartitur.
"Helt klart er der tale om konstruktion af en 'maskine', et program, der kører."
Formen er en stil, aspirerende til noget, man kunne kalde et varemærke, et brand. Ligesom Citroën inden for biler. Salen har forskellige spørgsmål. Og er det ikke forfatteren Arne Herløv Petersen, der fra halvmørket bagest i lokalet roser oplæsningens københavnske dialekt? Han har oplevet den som en sort-hvid film med Liva Weel.
Ren og fuld
Så kommer turen til aftenens anden digter fra 00-generationen Lars Skinnebach. En af hans sætninger giver også anledning til diskussion:
"Hun er faktisk ren og fuld som 21. århundredes ærinde," lyder den. Den vil rektor Jørgensen også meget gerne have en forklaring på. Skinnebach forklarer, at det kan betyde, at "der er en renhed i den ekstatiske oplevelse ved at være fuld".
Her er der (vistnok) konsensus om, at det er udmærket, at teksterne har det, Lilian Rösing kalder "en desperat indfletning af provo-udråb," men også, som det fremhæves af en tilhører, "en vekslen mellem ren skønhed og aggressivitet."
På slaget 10 rejser blindesamfundet sig og forlader kirken. Gud ved hvad den egentlig har fået ud af den lyrikaften? Som mod slutningen handler om disse Skinnebachs linjer:
"Se Amerika græde, de græder deres olietårer og knalder retfærdighedens lillesøster/i hendes arabiske røvhul/Sådan gør de det og jeg er helt på deres side/mens jeg kysser dig/eller skriver et kærlighedsdigt igen".
Frank Kjørup mener, digtet burde slutte efter røvhul. Så ville det stå stærkere. Det er det, han husker bedst fra digtet, derfor! Meningerne er atter delte, og et røvhul er ikke nødvendigvis grimt. Det er egentlig slet ikke værdiladet. Ikke nødvendigvis.
Aftenen er slut. Panelet klappes ud. Publikum - eller menigheden, vi er jo i en kirke - har fået et godt show og en god aften med - ikke den gode, den onde og den grusomme, men med den ironiske, den forstående og den virkelig kritiske. Foruden digterne naturligvis.
