Læsetid: 6 min.

Et nummer i rækken

Sita Rajani har født tre gange. En gang i København og to gange i den britiske hovedstad London. Den 34-årige færing er ikke i tvivl om forskellen: I det store engelske system foregår tingene professionelt, men uden følelser og empati. Det kører som på samlebånd
13. juli 2006

En af de ting, som gjorde indtryk på Sita Rajani, da hun fødte i den britiske hovedstad London første gang i 2004, var den taske, hun skulle pakke:

"Man skulle have alt med. Håndklæder eksempelvis. Tøj til sig selv og den lille. Sæbe. Og så videre. Hospitalet stillede ikke med noget. Så kan man ikke lade være med at sammenligne med Danmark, hvor man stort set kan tage af sted, som man er, bortset fra en personlig toilettaske. Men selv hvis man glemte den, ville det gå alligevel. Måske kunne man lidt sammenligne standarden i Danmark med et godt hotel. Stemningen er meget imødekommende, næsten serviceorienteret. Sådan er det helt sikkert ikke her. Da jeg fødte sidste år her i London, kom vi af sted meget hurtigt. Det var midt om natten, og jeg havde stærke veer. Vi kom til at glemme mine lægepapirer. Og så var der ingen kære mor. De ville simpelt hen ikke foretage sig noget uden papirerne. Jeg tror, de var bange for, at jeg kunne sagsøge dem eller noget i den retning, hvis fødslen nu gik i gang, og de lavede en fejl, fordi de ikke havde vurderinger, som lægen havde foretaget i løbet af graviditeten. Så min mand, Jan, måtte hjem igen efter papirerne. Jeg fødte to timer senere."

London og Thorshavn

Sita Rajani, 34, er en intens, smuk kvinde med en udstråling lidt ala den berømte islandske multikunstner, Björk. Med en færøsk mor og en indisk far ligner hun en vikingeprinsesse. Den uddannede sygeplejerske har været vidt omkring i sit liv. Opvokset på Færøerne, uddannet i København, hvor hun mødte sin mand Jan, som også er færing. Hun er også tidligere butiksindehaver, hvor hun selv tog til sin fars hjemland Indien og rejste rundt for at finde varerne til sin forretning. Hendes mand har en international karriere i et multinationalt firma, og familien har været frem og tilbage til Færøerne flere gange:

"Jan bliver rastløs af at være på Færøerne permanent. Det er nok lidt for lille et samfund, lidt for lukket om sig selv for ham. Selv længes jeg af og til tilbage. Jeg kunne nok bedre vende hjem og blive. Men der er fordele og ulemper ved alle samfund. Min ældste datter Erla, som er født i København i 1996, har det godt her i London, og det har jeg også. Men hun stortrives, når hun er på Færøerne i de lange ferier sammen med sine fætre og kusiner og sine veninder. Det er et meget trygt miljø. Børnene leger ude til sent om aftenen uden opsyn hele sommeren. Alle kender hinanden, husenes døre står åbne. Det kan man jo ikke lige sige om London."

Den lille bakke med flaget

I det hele taget er kontrasten mellem Færøerne, Danmark og London noget, som optager Sita Rajani, når hun tænker på sine tre fødsler:

"Nu har jeg aldrig selv født på Færøerne, men jeg har lige haft besøg af min søster, som er uddannet sundhedsplejerske, og vi talte om forskellene. På Færøerne er en fødsel en stærk oplevelse, man kan vel godt sige unik. Der er stort set aldrig tale om bedøvelse. Ikke som her i London, hvor alle mine engelske veninder har født under total rygmarvsbedøvelse, altså med epiduralblokade. Det findes næsten ikke på Færøerne. Og jeg har heller ikke selv født med bedøvelse nogen af gangene. Jeg skal bare gøre det naturligt."

"Ligesom i Danmark får man også på Færøerne en lille bakke ind, når man har født. Med lidt at spise og drikke og et flag for at ønske tillykke. Og der er fokus på følelserne - ligesom der i øvrigt er det under selve graviditeten, hvor der bliver spurgt ind til, hvordan du har det. Har du tænkt over det at blive mor - og far ! Her i England oplevede jeg under begge mine fødsler, at systemet er effektivt, professionelt og meget, meget fokuseret på at måle og veje alting. Du ser din GP (praktiserende læge, red.) med jævne mellemrum. Ikke en jordemor, som jeg gjorde i Danmark. Og lægen er optaget af tre ting: din urinprøve, din blodprøve og hjertelyden. That's it. Hvis de tre ting er i orden, kan du stort set gå igen med det samme," forklarer hun om det engelske system, hvor det tydeligt kan mærkes, at mandskabstimerne er skåret helt ind til benet.

"Jeg så jordemoderen to gange op til min sidste fødsel i november 2005, lidt mere da Rosa blev født i 2004. Og i forhold til det der med lykønskninger og bakker og omsorg, så kan man godt glemme alt om den slags. Det er systemet simpelt hen ikke gearet til. Jeg lå i fem timer efter min fødsel uden vådt eller tørt. Da jeg tidligt om morgenen spurgte, om jeg ikke kunne få lidt at drikke, fik jeg at vide, at jeg måtte vente til morgenmaden stod klar uden for. Og jeg måtte også selv op at hente den."

Samlebåndet

"Ikke at den detalje er en enormt vigtig ting i sig selv. Men for mig symboliserer det klart forskellen mellem de to systemer - det nordiske og det britiske. Her er du simpelt hen et nummer. Det hele foregår på samlebånd, meget professionelt og dygtigt. Men så snart selve fødslen er forbi, og målingerne og så videre er overstået, så er det videre i teksten. Videre til den næste fødsel." Sita Rajani tog hjem samme eftermiddag, som hun havde født Matthias om natten. Hun havde ikke lyst til at blive længere. I Danmark lå hun flere dage på Hvidovre Hospital. Det var luksus, men når man føder første gang, har man også brug for opbakning, for at nogen interesserer sig for, om alt går godt. Om amningen fungerer, om babyen trives og så videre. Derfor er hun også glad for, at hun ikke fødte sit første barn i London. Anden, og måske især tredje gang, var hun langt mere tilbagelænet og afslappet.

Praktisk og lidt kedeligt

Sita Rajani understreger gennem interviewet, at hun ikke kan sætte en finger på den tekniske eller professionelle indsats i det britiske system. Hun fortæller også, at hun og baby Mattias efter hjemkomsten med det samme blev besøgt af en jordemor i tre dage i træk, som talte med hende og tog de nødvendige tester af lille Mattias. Og efter en uge fik hun besøg af en sundhedsplejerske, som fortalte, at hun derefter selv måtte tage hen på et mor-barn center til efterfølgende tjek af babyens trivsel. I Storbritannien har man - i lighed med i Frankrig - overladt den regelmæssige sundhedspleje af småbørn til særlige centre, og er stort set gået bort fra hjemmebesøg, om end det fortsat er normen visse steder i provinsen.

- Så du vil ikke sige, at du er skuffet over dine fødsler i London ?

"Nej, skuffet er nok ikke helt dækkende. Jeg synes måske, det hele er lidt mere kedeligt i London. Fødselsforberedelsen er simpelt hen ikke en, man har lyst til at komme til, fordi det hele er meget praktisk og fokuseret på det fysiske og lægelige. Mandens rolle er også en anden. I Danmark var Jan med til næsten det hele, skanninger og mange besøg hos jordemoderen. I London kan faderen godt være med, men det forventes ligesom ikke. Hvis han er der, er det fint nok, men der bliver ikke spurgt efter ham. Man kan vel sige, at systemet her er trygt, fordi det er professionelt. Men varmt eller indfølende er det ikke. Og jeg må indrømme, at jeg aldrig har været oppe og besøge det der sundhedscenter. Matthias har det jo fint."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu