Læsetid: 3 min.

Fra Nürnberg til Santiago

27. november 1998

"Et individ, som har begået en handling, der ifølge folkeretten er en forbrydelse, er ikke fritaget for ansvar, blot fordi han tjente som statsoverhoved eller regeringsrepræsentant"
Udtalelse fra amerikansk militærdomstol i Nürnberg 1945

Hverken straffrihed i Chile eller et diplomatisk pas kunne redde eks-diktator Augusto Pinochet fra tre britiske højesteretsdommeres logiske og moralsk retfærdige ræsonnement.
"Tortur og kidnapning af ens egne statsborgere eller udlændinge anses ikke for at være et statsoverhovedes opgave under folkeretten," sagde Lord Nicolls onsdag.
Derfor kan Pinochets status som tidligere statsoverhoved ikke beskytte ham mod arrest i Storbritannien eller udlevering til en anden suveræn stat - i dette tilfælde Spanien.
Hvad de tre klartsynede britiske dommere her bekræfter, er et princip, som det internationale retssamfund knæsatte i Nürnberg, hvor ansvarlige for Nazi-tidens forbrydelser mod menneskeheden blev retsforfulgt.
Først nu bekræfter en domstol i et demokratisk land, at dette princip gælder andet end blot krigsforbrydelser og folkemord - at håndhævelse af internationale konventioner ikke kun skal varetages af krigsforbrydertribunaler som for Tyskland, Bosnien og Rwanda eller af en kommende international domstol i Rom.
Nej, takket være spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzón og tre britiske højesteretsdommere står det i dag klart, at én suveræn stat rent faktisk kan - i henhold til folkeretten - pågribe og retsforfølge en anden stats overhoved eller regeringschef for forbrydelser, som er blevet begået uden for denne suveræne stats jurisdiktion.

Det er et epokegørende skridt, som umiddelbart giver anledning til fryd - endelig kan vi få ram på Pinochet og endelig kan diktatorer med blod hænderne ikke længere føle sig sikre uden for deres eget land.
Men efter nærmere eftertanke afløses denne velplacerede glæde af bekymring. For i internationale forhold gælder dén regel, at en sejr hurtig kan vendes til skuffelse og måske nederlag.
En illustration: Når ikke-folkevalgte anklagere og dommere løber foran folkevalgte politikere i et demokrati, er der grund til at være på vagt. Hvad om disse myndighedspersoner ikke har et humanistisk og demokratisk livssyn? Så er det måske ikke hensigtsmæssigt at lade deres kendelser præge forholdet mellem to stater ...
I tilfældet Chile-Storbritannien gælder det, at både Thatcher og Blair har opført sig skamfuldt. Den ene har haft intim omgang med den latinamerikanske
diktator, den anden gav ham fri indrejsetilladelse for at indgå våbenkøbsaftaler.
Labour-styret ønskede ikke at håndhæve traktater mod tortur og kidnapning, som Storbritannien har underskrevet, og pågribe Pinochet. Det ville nemlig forstyrre forholdet mellem de to lande. Nu er det sket på foranledning af dommer Garzóns udleveringsbegæring, og Chiles demokratisk valgte regering raser forståeligt nok mod London, for ingen stat accepterer uden videre at få sin suverænitet krænket.
Men formildende omstændigheder foreligger.
Der er tale om to demokratiske lande. Et flertal af chilenerne ønsker Pinochet straffet. Hvis han udleveres til Spanien og stilles for en domstol, regner ingen med afsoning af en fængselsstraf. Eks-diktatoren vil derimod blive ydmyget i de næste par år, hvilket er det mindste, han fortjener.

Denne historie ender altså formentligt fredeligt. Det samme vil man næppe kunne sige, hvis Gorbatjov eller Reagan blev anholdt i et ikke-vestligt land for forbrydelser mod menneskeheden begået i Afghanistan og Mellemamerika.
Eller hvad med Kissinger og Vietnam?
Nogle vil mene, at ingen er hævet over loven - et attråværdigt ideal - men sådan har internationalt diplomati aldrig fungeret. En alt for ivrig tolkning af folkeretten kunne føre til kaos på den internationale scene med risiko for øget spænding og nye krige.
Derfor er der grund til at fare frem med lempe.
Man må f.eks. råbe vagt i gevær, hvis geskæftige dommere bøjer folkeretten efter eget ønske.
Al ære til Garzón, men hvorfor sigte Pinochet for folkemord? Drabene på mindst 3.000 personer i Chile var vel ikke etnisk, men politisk motiveret. Spanierens begrundelse er, at lande - som har underskrevet Konventionen mod Folkemord - skal udlevere mistænkte.
Sådan kan han lettest få Pinochet udleveret, men det er en overskridelse af hans mandat, som kan bringe udviklingen i retning af en mere retfærdig håndhævelse af folkeretten i miskredit.burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu