Læsetid: 4 min.

I nutidens spejl

27. november 2002

I kommunismens navn er der begået ufattelige forbrydelser. At det forholder sig sådan, er i dag en fastslået kendsgerning, som end ikke hovedparten af de få tilbageværende tilhængere af denne ideologi vil benægte. Men sådan har det ikke altid været. Under den langvarige konfrontatoriske periode, der gik – og går – under betegnelsen ’Den Kolde Krig’, var der hede debatter om, hvad der egentlig gik for sig i Sovjetunionen, Kina og deres satellitter. Overbeviste kommunister og kyniske partiledere i Vesten ville ikke vide af beretningerne om omfattende undertrykkelse, Gulag-lejre og summariske henrettelser. De vestlige analytikere eller østeuropæiske afhoppere, der bragte sådanne beretninger til offentlighedens kendskab, blev systematisk mistænkeliggjort af kommunistpartierne og deres medier.
Men trods alt var der en gnavende og voksende tvivl. Det afspejlede sig i udviklingen af den såkaldte euro-kommunisme, drevet frem af det store italienske parti og støttet først og fremmest af de spanske kammerater. I Frankrig, hvor partiet også stod stærkt, var loyaliteten over for Moskva til gengæld vanskeligere at få bugt med. Da daværende leder, Georges Marchais, vaklede frem og tilbage mellem euro-kommunismen og partilederne i Sovjetunionen.
Her i Danmark var der til gengæld ingen slinger i valsen. De kritisk indstillede kommunister havde forladt Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) allerede i 1958 i forbindelse med eksklusionen af den mange-årige partiformand, Aksel Larsen. De dannede Socialistisk Folkeparti, der ved valget i 1960 helt og holdent fortrængte DKP fra Folketinget.

Af strategiske grunde forsøgte Socialdemokratiet igennem nogle år at nagle SF fast på den kommunistiske fortid. Men det hindrede ikke, at diskussionen om kommunismens karakter og gerninger, som de kom til udtryk især i Sovjetunionen, fik en ny dimension. Forestillingen om, at proletariatets diktatur var andet og mere end netop et topstyret diktatur, fik sig et grundskud blandt danske venstreorienterede – selvfølgelig med undtagelse af de få, tilbageværende DKP-medlemmer.
Men samtidig indebar opgøret med den idealiserede og absolut forkerte opfattelse af Sovjetunionen, at der i dele af denne venstrefløj udviklede sig en dyrkelse af det maoistiske Kina. Andre, omend ganske få, fandt Albanien eller Nordkorea som målet for deres idealsamfund. Fælles for de disse regimer var, at de intet gav Sovjetunionen efter i form af blodig undertrykkelse af enhver form for opposition.
For beundrerne, medløberne og de naive idealister må det siden hen have stået som et dybt foruroligende spørgsmål, hvordan de dog kunne lade sig rive med. Burde de ikke have gennemskuet den sande karakter af disse regimer? Svaret kan kun være et ’jo’ – det burde de. Men der er forklaringer på, at de lod sig forblænde.

Og disse forklaringer må tages med i ethvert nøgternt forsøg på at analysere den problemstilling, der er central i det store franske værk Kommunismens sorte bog, som nu med fem års forsinkelse er udkommet her i landet. Som det fremgik af Morten Things anmeldelse her i avisen i går, rummer den et respektindgydende forsøg på at afdække de forbrydelser, den terror og den undertrykkelse, der er foregået i kommunismens navn. Forfatterne når frem til den konklusion, at antallet af dødsofre nærmer sig 100 millioner mennesker – med Kina og Sovjetunionen som de helt afgørende ’bidragydere’.
Og hvilket ansvar har apologeterne, advokaterne og tilhængerne af disse regimer her i Vesten så pådraget sig i kraft deres kritikløse støtte? Det spørgsmål rejste en heftig debat i Frankrig, da bogen udkom i 1997. Hovedmanden bag projektet, Stéphane Courtiois, var ikke i tvivl. Han talte og skrev om de spytslikkere, som totalitære diktaturer, kommunistiske eller ej, altid har kunnet finde. Disse medløbere har hans i fortolkning været drevet af begærlighed, karakterløshed, forfængelighed, fascination af magten og volden og af revolutionær lidenskab.

Specielt i en fransk sammenhæng, hvor kommunistpartiet i flere årtier efter Anden Verdenskrig var en bred, folkelig bevægelse, er dette en diagnose, der i bedste fald kan kaldes indskrænket. Måske kan nogle af Courtois’ karakteristika passe så nogenlunde på de kommunistiske ledere her i Vesteuropa, men for de menige medlemmer og vælgerne giver de ingen mening.
Og her er det især medlemmerne, der pådrager sig interesse i den debat om medansvar, som eksempelvis bliver efterlyst i den anmeldelse, Bent Blüdnikow havde i Berlingske Tidende. Hvor var f.eks. de danske forkæmpere for menneskerettighederne, da Fidel Castro i 1995 besøgte København i forbindelse med det sociale topmøde?
Han har ganske ret i, at de burde have været der med en kritisk manifestation. Men 1995 var noget andet end årtierne under Den Kolde Krig. Det kan meget vel være, at de vesteuropæere, der meldte sig ind i de kommunistiske partier, eller som blot stemte på dem, var naive. Men der var intet i deres motivation, der kan berettige en anklage om, at de nærmest var medskyldige i de forbrydelser, der blev begået i Sovjetunionen og Kina.
I dag er intet nemmere end at lægge nutidens målestok ned over datidens gerninger. Men en sådan øvelse er ahistorisk og kan ikke på nogen måde bidrage til en forståelse af, hvad der egentlig var drivkraften for en bevægelse, der i de menige rækker var drevet af en idealistisk forestilling om fællesskab og lighed mellem mennesker, mens den af magthaverne blev udnyttet til at udøve de mest afskyelige grusomheder.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her