Læsetid: 4 min.

Ny alliance med det bedre borgerskab

En ting er sikkert: Det nye parti er ikke et opgør med blokpolitik, men en åbning af en kamp mellem en borgerlig regering med skattelettelser, god tone og omstillingsparathed og en borgerlige regering støttet og styret af Dansk Folkeparti
12. maj 2007

Endelig, endelig, endelig har de pæne borgerlige fundet hjem. De har fået et parti med god tone, fine manerer og globaliseringsparathed. Alle de pæne mennesker, som regner sig for 'anstændige' og har noget så fint som et 'menneskesyn', har nu fået mulighed for at slippe af med den bøvede hørm af UnderDanmark, af dårlige manerer, pinlige branderter i Tivoli, grimt snæversyn og ækle udfald mod minoriteter, som huserer i Dansk Folkeparti. Danskere med overskud kan nu stemme på et parti med overskud uden forbindelse til det underskud og den jamrende forurettelse, som hyler igennem Dansk Folkeparti. Hvis det havde været en digterdebutant, en tillidskvinde fra en pædagogfaglig arbejdsplads eller fredsvagten foran Christiansborg, som sagde fra, havde det været 'himmelråbende naivt' og helt sikkert 'skingert'.

Men nu var det pæne borgerlige mennesker med et rigtigt menneskesyn og krav om skattelettelser, som sagde fra: "Nok er nok," sagde Gitte Seeberg, da hun sammen med de nu forhenværende radikale Naser Khader og Anders Samuelsen mandag eftermiddag præsenterede det nye parti Ny Alliance.

Og der har været mere end nok at sige fra til på det seneste: Mogens Camres overskridelser, Morten Messerschmidts uheldige brandert, Søren Krarups ideologikritiske subtiliteter, Jesper Langballes bramfrihed og en Pia Kjærsgaard, der i et direkte debatprogram på tv pegede på en anden dansker, som både havde statsborgerskab, lang videregående uddannelse og job, og råbte:

"Du er ikke rigtig dansker!" Den forkerte dansker var nemlig muslim.

Med fine, fine ord fra erhvervslivet

"Nok er nok," sagde Gitte Seeberg: Ny Alliance vil arbejde på at marginalisere Dansk Folkeparti. Seeberg sagde også andre rigtige og væsentlige ord om det nye parti: "globalt udsyn" og "hård, men retfærdig udlændingepolitik". Og så sagde hun et andet ord mange gange: "omstillingsparat". Vi skal være "omstillingsparate". Det stod ikke klart, om partiet skulle være omstillingsparat, om partiets værdier skulle være omstillingsparate, eller om partiet ville arbejde på at gøre danskerne omstillingsparate. Det, der til gengæld stod helt klart, var, at Seeberg brugte et fint ord fra erhvervslivet, som sagde meget om, hvor det nye parti stod.

Og fra starten var den store kapital med på projektet: Asger Aamund støttede naturligvis Ny Alliance, og den kreative kapitalismes spejderleder Lars Kolind var selvfølgelig også med 'det nye hold', og en vældigt betydningsfuld herre fra Dansk Erhverv forklarede, at det her parti var det helt rigtige, for nu skal vi have sænket skatten på arbejde. Nu er det jo ikke, fordi de anstændige borgerlige i den Ny Alliance vil gøre de rige rigere eller tilbyde de stakkels topskatbelastede danskere en lille belønning for en eventuel stemme. Nej, det er jo netop gode og fine mennesker med et menneskesyn, som vil sænke skatterne for fællesskabets skyld. Det er for at skabe dynamik, fastholde de kompetente players i Danmark og skabe ordentlige forhold for det innovative erhvervsliv. De vil ikke den onde kapitalisme, der udbytter, forarmer og forurener. De vil den humanistiske kapitalisme, der skaber arbejdspladser, fremtidssikrer velfærdssamfundet og udvikler nye teknologier. Derfor kan vi heller ikke have brand i udlandet som fremmedfjendsk. Det går ikke med Langballe, Krarup og Camre, når vi nu skal være kosmopolitiske kapitalister. De sagde, at de sådan set ikke ville lave om på udlændingeloven: Intet opgør med 24-årsregel eller krav om at tage imod flygtninge fra statsministerens værdikamp i Irak. Det skulle bare ikke siges så forbandet grimt som Dansk Folkeparti. Ny Alliance vil gøre det grimme ved de grimme toner i Dansk Folkepart og det pæne ved de pæne mennesker, der tjener ordentlige penge. Skatten skal helt ned på 40 procent, annoncerede partiet i løbet af ugen. Og så kom Leif Mikkelsen fra Venstre også med på det nye hold.

En helt ny blok

De tre nye politikere sagde, at Ny Alliance skulle bygge bro henover midten og modvirke blokpolitik. Og det var i hvert fald forkert.

For Ny Alliance sætter en helt ny blokpolitisk akse: Ved næste valg kan borgerne vælge mellem den samfundsbærende elites tolerante og humanistiske kapitalisme med Den Ny Alliance og Dansk Folkepartis anti-elitære forurettede nationalkonservative forsvar for alt dansk og almisser som ældrecheck hjem til pressede danskere. Valget står mellem en borgerlig anstændig regering med løfter om skattelettelser og god tone og en borgerlige regering, som er imod alt den snak om 'den gode tone' og ikke vil finde sig i pladderhumanisme og rundkredspædagogik. Anders Fogh Rasmussen er statsminister i begge regeringer. Den ene regering vil justere samfundet efter den ny kapitalismes krav om mobilitet og lavere skat på arbejde. Den anden borgerlige regering med Dansk Folkeparti vil bekæmpe alt det 'globaliseringssnak' og med Kristian Thulesen Dahl i spidsen bekæmpe alle tilbøjeligheder til at skære ned i sociale ydelser og rettigheder som efterlønnen. Med mindre beskæringer primært rammer de fortrinsvis brune. Men da de venlige erhvervsledere og borgerlige økonomer i Velfærdskommissionen anbefalede drastiske sociale nedskæringer som reduktion af dagpengeperioden fra fire til to et halvt år, var Dansk Folkeparti med det samme ude og håne forslagene til jorden. Den afgørende modstand mod den kosmopolitiske elites økonomiske sandheder synes ikke at komme fra den intellektuelle venstrefløj eller Socialdemokraterne, men derimod fra Dansk Folkepartis dyrkelse af danske værdier og de bestående privilegier. Her ligger venstrefløjens så omtalte krise og ikke i tørklædet på hovedet af en 25-årig folketingskandidat fra Vollsmose. Der tegner sig et enten-eller mellem to borgerlige regeringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu