Læsetid: 4 min.

En ny begyndelse

På Det Fynske Kunstakademi satser man på at udvide såvel kunstbegrebet som kunstscenen. Årets afgangsudstilling var et kollektivt Gesamtkunstwerk med politiske budskaber og inter-nationale perspektiver
18. juni 2007
På Det Fynske Kunstakademi satser man på at udvide såvel kunstbegrebet som kunstscenen. Årets afgangsudstilling var et kollektivt Gesamtkunstwerk med politiske budskaber og inter-nationale perspektiver

Det Fynske Kunstakademi holder i det daglige til på Brandts Klædefabrik i Odense. Herfra udklækkes årligt et par håndfulde nye kunstnere i et uddannelsesregi, der formelt svarer til Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, men som reelt adskiller sig markant fra det.

En væsentlig forskel ligger i undervisningsstrukturen. Hvor man på akademiet i København har mediespecifikke professorskoler, har man på akademiet i Odense en horisontal struktur, der i langt højere grad lader formen følge indholdet, forklarer rektor for Det Fynske Kunstakademi, Sanne Kofod Olsen, og tilføjer:

"Den struktur har vi valgt ud fra en forestilling om, at det er den undervisningsform, der passer bedst på kunsten, som den ser ud i dag, hvor vi netop har bevæget os fra et klassisk kunstbegreb til en mere aktivistisk kunst."

Anderledes afgang

Med et revideret kunstbegreb følger også nye udstillingsformer, og for at sikre Det Fynske Kunstakademis synlighed flyttes udstillinger så vidt muligt væk fra institutionen og ud i byrummet. På årets afgangsudstilling var de studerende gået et skridt videre i den retning ved at vise deres værker i den afsidesliggende Odense Lufthavn.

Lufthavnen er et levn fra besættelsestiden, hvor tyske soldater nåede at sende flere Luftwaffe-fly i skjul, før krigen var tabt, og flyene blev destrueret. Efter krigen blev lufthavnen udbygget, men efter indvielsen af Storebæltsforbindelsen opgav man at drive den i statsligt regi. I dag står den som en tidslomme med bedagede reklameskilte og øde gange, stort set uden konventionel flytrafik men med hobbyflyvere, faldskærmsentusiaster og TV 2's nyhedshelikopter som faste indslag. Som lokalhistorisk minde er bevaret en bunker med et par udstillingsmontrer og dertil stabler af papirer og effekter, der opbevares i en udtjent campingvogn. Valget af Odense Lufthavn som udstillingssted er imidlertid mere nærliggende, end det lyder.

"Lufthavnen fungerer både helt bogstaveligt som en transit og samtidig som et billede på en transitsituation. Det virker egentlig meget oplagt at udstille i en lufthavn, når man tager afgang", hedder det i en pressemeddelelse fra de afgangsstuderende.

Fra Bogart til Bagdad

Afgangsudstillingens værker var samlet under overskriften This could be the beginning of a beautiful friendship, som er en omskrivning af slutreplikken fra Hollywood-klassikeren Casablanca. Her udspiller Humphrey Bogart og Ingrid Bergmans legendariske kærlighedsaffære sig som bekendt i nazismens skygge. Krigstematikken indgik således både i titlen på udstillingen og i valget af udstillingssted, hvor Odense Lufthavn i sin status af krigslevn nærmest indgik som en form for ready-made. Endelig var krig et fokuspunkt i værker som Anne Bennikes sort-hvid-tegninger af civile irakere under invasionen af Bagdad. Et værk, der i øvrigt fik tilført en ekstra dimension ved at være udstillet i den nærliggende bunker.

At udstillingen i høj grad var politisk, fremgik også af det manifest, som fire af kunstnerne havde anbragt i en tom gødningbeholder. Og sammen med en udpræget konceptbevidsthed og kollektiv ånd er det netop det politiske aspekt, der har imponeret udstillingens kurator, Solvej Helweg Ovesen:

"Jeg oplevede hos afgangseleverne et mod til at arbejde med politiske spørgsmål, som jeg ikke har set være nærværende i dansk kunst i ret mange år," fortæller hun.

Ét er imidlertid det politiske og samfundskritiske aspekt. Med udstillingens titel antydes også en ny begyndelse. Til efteråret rejser afgangseleverne derfor til virkelighedens Casablanca for at møde den unge kunstscene dér. Efterfølgende er det planen at invitere de marokkanske kunstnere til Danmark for at udstille.

Udvekslingen med kunstnere i Marokko ligger fint i tråd med, at praktikophold i udlandet fra og med dette forår er skrevet ind i Det Fynske Kunstakademis studieordning. Sanne Kofod Olsen ser da også en sammenhæng mellem afgangselevernes ide og akademiets vision: "Det er klart, at i et lille miljø som her, der påvirker vi også hinanden, og ideen med Casablanca er da også et udtryk for nogle tanker, der er på skolen generelt, om at rette fokus mod både det lokale og det internationale."

Den globale landsby

I dagene op til afgangsudstillingens åbning spankulerede en mærkværdig krydsning mellem en husskade og en kvinde rundt i lufthavnen. Også hun kunne konstatere, at her ikke umiddelbart var meget at komme efter, men heldigvis havde hun i sin kuffert medbragt både bounty-ø og sneklædt bjergtop. Tilløb til action var der også i form af en bombe, der pludselig dukkede op i hendes bagage. Så hun fik skam det hele med, selvom hun aldrig nåede udenfor lufthavnen.

Pica Pica and Global Village er titlen på Marie Kolding Lunds happening. Og hendes videodokumenterede fortælling om skaden i den globale landsby, hvor alting altid er indenfor rækkevidde, favner netop den kritik af vestlig forbrugermentalitet, der var et af udstillingens væsentligste karakteristika: Vi så Morten Espersen hælde dyrebar mælk i kloakken i et fattigt asiatisk turistområde. Vi så mediernes indbringende forsøg på at skrue op for mystikken om den kidnappede, men tilbagevendte Natascha Kampusch hos duoen Brian Enevoldsen og Marianne Bitsch. Og vi så en seksårig pigekrop transformeret til en armyklædt Bratz-dukke med tvivlsom signalværdi hos Heidi Hove Pedersen.

Dermed blev et kommende dansk-marokkansk venskab indledt med en række værker, der i eftertrykkelig grad sætter spørgsmålstegn ved nutidsmenneskets værdier og levevilkår.

*

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her