Læsetid: 3 min.

Ny budbringer

23. april 2002

DET HJÆLPER ikke. De dårlige nyheder bliver ikke bedre af, at magtens mænd slår budbringeren ihjel. Den sandhed måtte kong Kreon i Sofokles’ tragedie Antigone sande. Det samme overgik Shakespeares Henrik IV.
I dag er denne gamle sandhed nået vidt omkring. Hvis man søger på dansk på internettet efter ordene ’skyd ikke budbringeren’, bliver man ført til Det Konservative Folkepartis hjemmeside. Hvis man søger på engelsk, dukker der tusindvis af hjemmesider op. Der er henvisninger til masser af politiske og videnskabelige kredse, der alle sammen har været kloge nok til at indse, at man hellere skal gøre noget ved sagen end skyde på den, der bringer sagen frem.
I Chicago er der ligefrem et budfirma, der hedder Don’t Shoot the Messenger. »Vi lover ikke noget, vi ikke kan holde,« reklamerer firmaet.
Det samme kan man ikke sige om den amerikanske præsidentfamilie Bush. Da faderen, George Bush, var præsident, trådte USA ind i kredsen af nationer, der er med i FN’s klimatraktat. Disse nationer lovede hinanden at »forhindre skadelig menneskelig påvirkning af verdens klima«. Til en begyndelse ville de ved årtusindskiftet stabilisere udslip af drivhusgasser på samme niveau som i 1990.

UNDER hans søn, George W. Bush, har USA sagt nej til at være med i det første forpligtende resultat, der er kommet ud af traktaten: Kyoto-protokollen. Selv om den faktisk bare forpligter landene til at nå det mål, de havde sat sig i år 2000 med ti års forsinkelse.
Nu var målet pludselig blevet alt for dyrt, mente sønnen. Trods al sin teknologi kan USA ikke magte at skære ned på sit forbrug af olie, kul og gas uden ubodelig skade på sin økonomi, sagde han. Den samme beskæring, endda lidt mere, kan ellers gennemføres i Europa med samlede omkostninger, som er mindre end en promille af EU-landenes sammenlagte bruttonationalprodukter, siger EU-kommissionen i sin seneste opgørelse.
I fredags fik USA’s holdning følger for den amerikanske professor Bob Watson. Han var formand for FN’s klimapanel. Det er han ikke mere. I en uhellig alliance mellem USA og udviklingslandene blev han sat fra bestillingen til fordel for den indiske professor Dr. Rajendra Pachauri.
Ikke et ondt ord om ham. Tiden må vise, hvordan han griber sin ansvarsfulde opgave an.

MEN HVORFOR skulle Bob Watson væk? Det gav USA’s udsending ingen forklaring på. »Vi var ikke imod Dr. Watson, vi var for Dr. Pachauri. Vi følte, at tiden var inde til at give udviklingslandene en chance,« sagde den amerikanske delegationsleder, Harlan Watson, lammefromt.
Hverken Bob Watson selv eller de internationale og amerikanske miljøorganisationer er i tvivl om den egentlige årsag: Han var for god. Hans budskab var for tydeligt.
For et par uger siden slap den amerikanske miljøorganisation Natural Resources Defense Council en telefax fra olieselskabet ExxonMobils lobbyist Randy Randol til George W. Bushs stab ud til offentligheden. Den viser, at fjernelsen af Bob Watson fra posten havde højeste prioritet for selskabet allerede i februar sidste år. ExxonMobil har siden benægtet, at henvendelsen kom fra dem. Men faxen er ikke desto mindre afsendt fra deres kontor i Washington DC.
Bob Watson tilføjede selv over for BBC i begyndelsen af denne måned, at han var vidende om et møde mellem Bush-administrationen og lobbyister fra olie- og bilindustrien med det formål at få ham fjernet.

TIL SYVENDE og sidst kan Bob Watson og hans tilhængere dog trøste sig med, at sandheden om verdens klima ikke lader sig påvirke af så lidt.
Bob Watson var ganske rigtigt en formand med store talegaver og stor gennemslagskraft. Men han var ikke usaglig. Han fik gehør, fordi han kunne bygge på resultaterne af et stort og seriøst videnskabeligt arbejde. Den centrale konklusion, at den menneskeskabte globale opvarmning med meget stor sandsynlighed er det, vi allerede oplever, bygger på grundig videnskabelig vurdering fra flere tusinde forskere og har vundet anerkendelse i 17 videnskabsakademier, herunder det amerikanske.
Ironisk nok var det – under den første præsident Bush – netop USA, der pressede på for at få en sådan videnskabelig rådgivning som grundlag for regeringernes beslutninger. Selv om hans søn har magt til at afskære sig fra velmente råd, fjerner det ikke den voksende bekymring blandt andre amerikanske politikere og mange amerikanske virksomheder.
De frygter, at regeringens politik vil afskære dem fra virkeligheden. Politisk set fra at gøre en reel indsats mod en reel risiko. Økonomisk set fra et af de mest lovende vækstmarkeder og fra den nødvendige tillid hos de mange investorer, der vil sætte deres penge i bæredygtige virksosmheder.

es

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her