Læsetid: 2 min.

Ny direktør og nyt navn til Udlændingestyrelsen

Den skandaleramte Udlændingestyrelse skal saneres samtidig med, at ny sønderlemmende kritik hagler ned over styrelsen. Vi starter på en frisk, siger minister
23. marts 2006

Den udskældte og skandaleramte Udlændingestyrelse, der i går kom ud i nyt stormvejr, skal have et bedre ry. Derfor afgår direktøren, Grethe Løgstrup, frivilligt, og navnet udskiftes, så styrelsen fremover kommer til at gå under den mere brugervenlige betegnelse 'Udlændingeservice'.

Styrelsen skal samtidig have en ny effektiv organisation, spildtiden skal begrænses, og telefontiden skal udvides, så man ikke længere ringer forgæves efter klokken 12, oplyste integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) i går på et pressemøde.

"Vi starter på en frisk," erklærede ministeren, og fremover vil styrelsens telefoner være åbne helt til klokken 15.

Initiativerne kommer i lyset af ny sønderlemmende kritik fra Rigsrevisionen og statsrevisorerne for rod i administrationen. Sagsbehandlingstiden er for lang og uregelmæssig, og der er for mangelfuld kontrol af medarbejderne, hvoraf flere er rodet ind i sager om formodet bestikkelse.

Rikke Hvilshøj lover hurtigere sagsbehandling ved at opdele styrelsen i to centre. Det ene skal tage sig af alt, hvad der har med arbejde og studier at gøre, mens det andet skal behandle asylsager og familiesammenføring.

Den hårde dom fra Rigsrevisionen kommer i en beretning, som integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) selv bestilte, da skeletterne begyndte at vælte ud af styrelsens skabe. Forløbet bedømmes af Folketingets statsrevisorer som så alvorligt, at de tildeler ministeren en røffel i den alvorlige ende af skalaen.

De påtaler, at kontrollen har været for dårlig, sagsbehandlingen har været utilstrækkelig, og at sagsbehandlingstiderne er steget væsentligt. Desuden finder de det kritisabelt, at Rikke Hvilshøj ikke har sikret en effektiv elektronisk sagsbehandling i Udlændingestyrelsen.

Den foregår stadig hovedsagelig på papir, og der verserer over 100.000 sager i systemet.

Politiet er i færd med at behandle en stribe sager om mulig bestikkelse og fusk med opholdstilladelser. Desuden har det vist sig, at visse store virksomheder med behov for udenlandsk arbejdskraft blev behandlet særlig venligt.

Der skal hverken slækkes eller strammes i selve kravene til udlændinge, som vil til Danmark, betonede ministeren.

"Vi vil gerne tiltrække gode studerende til Danmark, og jeg håber, at flere kommer til Danmark for at arbejde," sagde Rikke Hvilshøj.

Dele af den ny praksis kræver lovændringer, men handlingsplanen er på forhånd afhandlet med regeringspartierne V og K og støttepartiet Dansk Folkeparti. Kontrollen med udenlandske studerende strammes ved, at studiesteder får pligt til at indberette deres studerende til styrelsen.

Professor i retorik Christian Kock kalder det "orwellsk retorik", når regeringen omdøber Udlændingestyrelsen til Udlændingeservice - en henvisning til den britiske forfatter George Orwells berømte værk 1984 om totalitarismens væsen. Navneskiftet er et eksempel på meget bevidst politisk kommunikation, siger Christian Kock.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu