Læsetid: 4 min.

Den ny EU-aktivist

17. september 1999

I onsdags randt Jacques Santer-Kommissionens tid omsider ud, en tid der var præget af det uheldssvangre slogan om at gøre mindre, men bedre. Som bekendt endte det med lidt for lidt, og alt for skidt.
Den ny formand for Europa-Kommissionen Romano Prodi, der denne uge blev godkendt af Europa-Parlamentet med et komfortabelt flertal, har en helt anden dagsorden, og tilsvarende større udfordringer at tage fat på. Det drejer sig ikke blot om oprydningen i Kommissionen, der nu skal omformes fra smukke ord til konkrete forbedringer.
Allerede efter Prodis første tale til Parlamentet i juli var det tydeligt, at Prodi står for alt andet end den forsigtighed, der satte ind efter den chokbølge, som det danske Maastricht-nej sendte gennem Europa.
Prodi udfordrer de holdninger et flertal af EU-staterne indtager på en række politisk følsomme punkter. Det gælder EU-udvidelsen, hvor han denne uge opfordrede EU til allerede på Helsinki-topmødet at give de seks kandidatlande en fast dato for deres EU-optagelse. I samme boldgade har Prodi advaret mod at satse på en smal og uambitiøs reform af EU-traktaten - det ville være at forbigå en historisk chance for allerede nu, at gøre EU klar til de efterfølgende udvidelser, der kan bringe EU helt op på 25-30 medlemmer, mener Prodi.

DE SMÅ SKRIDTS strategi - der er statsminister
Poul Nyrup Rasmussens foretrukne - er ikke Prodis. Han frygter en hel serie trættende traktat-revisioner, der "vil kaste EU ud i en tilstand af permanent traktatreform". Valget står for Prodi mellem et svagt og indadskuende EU, eller et stærkt og veludrustet. Det vil kræve udvidet brug af flertalsafgørelser, og indskrænkning af veto-retten. Prodi har allerede sat en gruppe ældre statsmænd til at forbedrede en rapport til Helsinki-topmødet i december.
Ved siden af denne aktivisme, der har kaldt på tilnavnet Supereuropæer, kommer andre overraskende ideer, der kalder på skepsis om Prodis dømmekraft. Det gælder en netop lanceret strategi for de kandidatlande, der ikke kommer ind i første række, om at lade dem binde deres valutaer til euro'en.
Om det er en strøtanke eller ej, så har Prodi allerede klart signaleret, at han ikke har tænkt sig at lade sine ideer samle støv indtil stærke ledere i EU-lande giver ham grønt lys til at rykke på EU's vegne.
Og det har han umiddelbart heller grund til. I dag er EU ikke præget af den tidligere stensikre motor mellem Helmut Kohl og Francois Mitterrand, der gav den sidste store arkitekt i Kommissionen, Jacques Delors, en væsentlig del af sine politiske fremdrift i tiden fra 1985 til 1994, hvor det indre marked kom i stand, og grunden til ØMU'en blev lagt.
I 1999 er billedet mere uklart. Tysklands kansler Gerhard Schröder er ikke visonær, og er netop blevet indenrigspolitisk svækket af en række katastrofale delstatsvalg, der sætter spørgsmålstegn ved hans mulighed for følge trop med Tony Blairs neoliberale socialisme. Og broen til Paris, hvor Jospin tøver langt mere med at slippe en mere klassisk socialisme, og deler magten med den borgerlige præsident Jacques Chirac, tåler heller ikke sammenligning med venskabet mellem Kohl og Mitterrand.
Men krigen i Kosovo har sat voldsomt gang i ambitionerne om at give EU en udenrigspolitisk profil. Sammen med euro'ens start og en generel økonomisk vækst, har det givet en optimisme og vilje til at gøre EU til mere end en økonomisk gigant. Det er stadig uklart, hvor langt statslederne i EU vil gå, men meget tyder på, at netop en aktivist som Prodi, kan sætte præg den europæiske dagsorden, hvis han formår at spille sine kort rigtigt og ride på bølgen.
Til det har han netop skaffet sig en allieret i Parlamentet. For selvom Prodi efter godkendelsen hævdede, at han ikke har gjort indrømmelser til Parlamentet, er det kun en halv sandhed.

UDEN AT GÅ så langt, at det ville have tirret de 15 medlemsstater, har Prodi alligevel afgivet vide løfter om et tættere samarbejde med Parlamentet, der vil binde ham politisk. Det er nedfældet i fem punkter, der nok savner glasklare formuleringer. Men i praksis vil det blive svært for Prodi at ignorere eksempelvis Parlamentets politiske visioner i forbindelse med regereringskonferencen, dets udtrykte mistillid til en enkelt Kommissær, eller dets krav om at Prodi skal tage ny konkrete lovgivningsmæssige initiativer.
Hans-Gert Pöttering, leder af den kristdemokratiske PPE-gruppe, der er Parlamentets største, advarede således Prodi om, at han vil blive holdt fast på sine løfter: "Vi har ikke udstedt en blanko-check", sagde Pöttering.
Skal Romano Prodi komme bort fra Santer-årenes opslidende guerillakrig mellem de to normalt allierede EU-institutioner, bliver Prodi nødt til at respektere ånden i de afgivne løfter. Det vil ikke alene skabe større åbenhed i EU-administrationen, det vil også give Parlamentet en større faktisk indflydelse på EU's udformning, end de over 50 pct. af EU-lovgivningen, som traktaten allerede giver det.cobla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her