Læsetid: 2 min.

Ny Fajance - et politisk eventyr

27. juni 2007

"Venstre - så ved du, det bli'r til noget", sagde den lille habitklædte parasitlarve og nikkede stolt af sit eget slogan

En træt sommerfugl, der engang havde været stærk og smuk spurgte mekanisk: "Ja, men hvad er det lige, det bli'r til?" Sommerfuglen havde været til møde i Socialteknokraternes grupperum. Nu blafrede den med sine glansløse vinger og sin flotte designer-taske gennem redigeringsbygningens gamle gange.

Mediernes glubske linser ventede, og endnu engang skulle der sættes trumf på: "Jeg kan slå Anders Klog Trælsmusen", mimrede det lille væsen og prøvede at se ud som om, den troede på det.

Ind fra siden kom en bænkebider spænende. Den ville også være med: "En stemme på Dansk Dolkeparti er en stemme på dolken!", triumferede den saligt.

Nu blev der en del moro, og kameralinserne begyndte at flakke utålmodigt. Det Trafikale Venstre stødte til og skabte ravage. "Vi har skiftet vores dronning ud," jublede de små hvepse, mens de prøvede at undgå at flyve ind i hinanden.

Så kom Socialistisk Folke-apati og forsøgte at blande sig. "Traktaten skal til afstemning", mumlede deres leder, et klogt gammelt firben, som ingen rigtig lagde mærke til.

Opløsningstendenserne i flokken var udtalte, og myrerne med de store kameralinser begyndte så småt at pakke deres udstyr sammen. Men så skete der noget: Oppe fra hvælvingen under Tolketingssalens gamle tag strålede pludseligt et sælsomt lys. Al snak forstummede, og alle kiggede op. Til lyden af basunhorn og klapsalver kom en hel lille armada af fine guldsmede i smukke gevandter svævende ned mod selskabet.

"Hej alle sammen," sang de. "Vi hedder Ny Fajance! Vi er et bæredygtigt alternativ til både Redigeringen og Inkvisitionen! Vi taler danskernes sag! Vi vil sænke skatterne, stoppe enhver form for indvandring, give alle nogle flere penge og nogle firehjulstrækkere, og så er vi er socialliberalistisk parti på en helt ny måde!"

Kameraerne begyndte atter at snurre.

Danmark havde fået et nyt parti! Det var tiltrængt. Nu skulle der tænkes fremad og bæredygtigt og ansvarligt og globalt, og der skulle tænkes nyt! I love NY!

Snart var der blitzlys overalt. Guldsmedene skød brystet frem og smilede, så det var en sand fryd. Hvepsene trak sig bort for at holde tiltrængt rådsmøde.

Parasitlarven hyggede sig fint med det hele. Den sad trygt på sin trone og skuede ud over den kaotiske insektflok.

Det hele skulle nok blive til noget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her