Læsetid: 3 min.

Ny folk på gamle guitarer eller vice versa?

Hvad er præcist nyt ved 'new folk', spørger vor medarbejder, der dog ikke kan skjule sin forkærlighed for trubaduren m/k, som møder verden, kun iført akustisk guitar
16. december 2005

De seneste par år har der været en tendens til at benytte det lille ord new gerne stavet: nu foran diverse genrebetegnelser for ligesom at markere, at her sker noget - nyt. Vi taler f.eks. nu metal, new country eller new/nu soul. Det seneste i rækken er så new folk, på mange måder en lettere uhåndterlig størrelse, på fuldstændig samme måde som folk var det i midttresserne, hvor genren boomede. Allerede dengang var betegnelse nemlig problematisk, og etiketten protestsanger blev en periode benyttet i stedet, da den knyttede an til den sociale indignation, der prægede mange af tidens tekster. Og måske også fordi folkemusik i snæver forstand er en veldefineret niche, hvor diverse personager tager sig kærligt og kompetent af den musik, der på forskellige måder er bevaret eller overleveret eller på anden måde trækker tråde bagud; at grupper som Fairport Convention og Pentangle beviste, at materialet godt kunne tåle et skud strøm, er en anden historie. På samme måde som en vis Bob Dylan gerne og ofte brød ud i sange, hvis oprindelse fortaber sig i historiens hashtåger.

Det ændrer nemlig ikke det faktum, at samme gentleman i august 1964 med lp'en Another Side Of Bob Dylan indvarslede en ny epoke blandt tidens folk-inspirerede performere. Dybt egensindigt tog albummet uden blusel afsæt i sangerens eget private og personlige univers og selv en så stærk udmelding som "Chimes Of Freedom" indhylledes i en poesien sprogdragt, der fjernede sangen markant fra de åbne kommunikationsmidler, der præger den klassiske folkesang. Another Side - indvarslede sanger-sangskriverepoken (en betegnelse, der dog først dukkede op omkring 1970), som var noget af det hotteste shit i perioden 1965-1975, hvor disse sangsmede så det som deres opgave at sætte ord på de tanker og følelser, der opstod parallelt med og i kølvandet på 60'errevolten. Det strakte sig så at sige fra Donovans traditionsbevidste 1965 debut-lp til Joni Mitchells syrede jazzfolk-ekskursioner midt i 70'erne, hvor feltet var blevet så bredt, at degeneration var en selvfølge.

Så fulgte en tid i vildnisset, mens punkkrigene rasede, men op gennem 90'erne rørte genren på sig, når stærke kvinder som Suzanne Vega og Tracy Chapman greb mikrofonen og kom med deres bud på tingenes tilstand; ja, Chapman var noget for perioden så politisk ukorrekt som decideret venstresnoet! Og i de pluralistiske 90'ere sørgede bl.a. Alanis Morissette, Tracy Chapman og Lisa Germano for at holde gryden i kog, uden at blive kaldt new noget som helst!

Med ved de senere års fremkomst af neohippien Devendra Banhart, den ambitiøse Sufjan Stevens, et væltepeter-agtige ensemble The Arcade Fire og m.fl. (inklusive den kvalmende James Blunt, såmænd) er præfikset new så kommet til ære og værdighed igen, på samme måde som begrebet folk er fundet frem af mølposen og vupti: New folk! I disse slidte øren lyder det alt sammen mistænkeligt som en forlængelse (men måske dog en udvidelse) af sanger-sangskriverfeltet, men pyt, hvis det lokker nye kunder i butikken, er det kun fint, for der er nu noget over den der trubadur-figur m/k, der tager livtag med verden, kun iført akustisk guitar og stemmepragt. Det skader nok heller ikke sagen, at genrens nestor Bob Dylan atter er kommet til ære og værdighed i kølvandet på Martin Scorseses aktuelle dokumentarfilm, No Direction Home, som i den grad formår at rette spotlyset mod den brydningstid, hvor Dylan udskiftede sin akustiske spade med et elhegn med stor furore til følge.

Og så er der måske ret behov i vor stressede og mediebombarderede tid for de relativt enklere toner, denne særlige type musik tilbyder. For selv om emnerne i sangene ofte er både tunge og alvorlige, er tonerne gerne lette og vederkvægende med strejf af noget pastoralt. Og så er der vel også noget med den kontakt, en enkeltperson kan etablere til sit publikum i forhold til et band; der er sårbarhed til stede, når et individ på den måde lægger sit hjerte i vores hænder. Så hvad barnet end kaldes, tager vi imod det med glæde, thi der er rigelig plads på tidens scene til en flok vaskeægte originaler med deres meningers og en frisk indfaldsvinkel på den ældste af alle populærmusikkens genrer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu