Læsetid: 4 min.

Ny fransk Afrika-profil

26. juni 1998

En fransk præsident har altid blikket rettet mod fjerne horisonter og særlig mod Afrika. Men Afrikas rolle i den franske politik har gennem tiderne undergået interessante forandringer - fra oprettelsen af det vidstrakte franske kolonirige i forrige århundrede - i en bitter kappestrid med briterne, der stadig sætter sig spor i dag - til den strategiske rolle, som Afrika spillede i general de Gaulles "lange march" mod befrielsen af Frankrig i 1944, og efterkrigsårenes lange periode med vedvarende fransk klient- og interventionspolitik efter afkoloniseringen.
Jacques Chirac har netop indledt en ugelang rejse til Namibia, Sydfrika, Angola og Mozambique, og denne rejse symboliserer i al stilfærdighed begyndelsen til et nyt kapitel. Rejsen er uden fortilfælde, fordi den er helliget en hel region, der ligger uden for det tidligere franske kolonirige eller det fransksprogede Afrika.
Det nye ved denne orientering er, at det drejer sig om udenrigspolitik i "normal" forstand, med det stærke indslag af eksportinteresser og økonomi, der hører til moderne udenrigspolitik (præsidenten ledsages af omkring 40 ledere fra det franske erhvervsliv).

Hidtil har Frankrigs politik over for de afrikanske lande kun på det rent formelle plan været relationer mellem ligeberettigede og selvstændige stater. Det fremgår af, at Afrika-politikken ikke blev dirigeret af udenrigsministeriet, men i præsidentpalæets kældre af et særligt afrikapolitisk kontor i lukket samarbejde med Samarbejdsministeriet. Siden de Gaulles tid vogtede præsidenterne skinsygt over Afrika, ikke bare som et fransk interessseområde, men som præsidentens særlige aktionsfelt. Det var i kraft af sin forfatningsmæssige overhøjhed over udenrigspolitikken, at præsidenten kunne tiltage sig denne rolle - paradoksalt, for så vidt som den franske Afrika-politik aldrig havde karakter af egentlig udenrigspolitik
Afrika-politikken var et lukket land, kendetegnet af uigennemskuelige transaktioner og hemmeligt diplomati. Men det var en meget aktiv politik - med militær rådgivning, lejlighedsvise militære interventioner (i henhold til hemmelige aftaler), våbenhjælp, opretholdelse af franske baser, økonomisk bistand, kreditter, valutaunion (det afrikanske franc-system) og politisk støtte til pro-franske regimer, for det mest diktatoriske og næsten altid korrupte. Det var vævet sammen med varetagelse af franske økonomiske interesser og finansielle operationer til fordel for partipolitiske eller private interesser.
Siden i fjor er der taget to vigtige skridt til at ændre Frankrigs rolle i Afrika - under indflydelse af regeringen Jospin, men selvsagt ikke imod Chiracs vilje. Man har besluttet at nedskære systemet af franske militære baser tværs over det afrikanske kontinent og dermed givet signalet til, at Frankrig omsider siger farvel til rollen som "Afrikas gendarm". Og Afrika- politikken flyttes fra Samarbejdsministeriet til Udenrigsministeriet, så der gøres en ende på den autoritære og neo-kolonialistiske tradition.

Hermed er der lagt op til en ny æra, hvor Frankrigs forbindelser med landene i det fransksprogede Afrika og andre lande på kontinentet til en vis grad nivelleres og normaliseres. Chiracs nuværende rejse går til lande, hvis historiske forbindelser med Europa er britiske, hollandske, portugisiske og tyske. Chirac, der gerne taler engelsk, er måske ikke den dårligst egnede person til en sådan charmeoffensiv.
Valget af disse fire lande antyder den franske interesse for at udvikle forbindelserne med de politisk og økonomisk vigtige lande uden for det eks- franske Afrika. Namibia spiller måske en beskeden rolle, men både Sydafrika og Angola har vist ambitioner om at optræde som betydelige regionale magter. Angola spillede således i 1997 en aktiv rolle i Zaire og bidrog militært til diktatoren Mobutus fald og tilsvarende til regimets fald i Congo-Brazzaville. At Frankrig støttede Mobutu til det sidste, betyder, at der er porcelæn at klinke mellem Frankrig og Angola, men Frankrig er i det hele taget upopulær over det meste af Afrika for sin støtte til Mobutu og har et dårligt ry for sin paternalistiske og neokolonialistiske politik. Det belaster også Frankrigs image i Sydafrika.
I Angola kan Frankrig uden tvivl skaffe sig venner ved at tilbyde økonomisk og teknisk hjælp til genopbygning efter de omfattende ødelæggelser, 20 års borgerkrig har påført den tidligere portugisiske koloni. En tilsvarende rolle kan Frankrig spille i Mozambique. Men Angola er også et land med rige økonomiske muligheder, og Frankrig er gennem selskaberne Elf og Total stærkt interesseret i udvindingen af landets store olierigdomme.

Interessen for Sydafrika er en selvfølge på grund af dette lands enorme vægt på kontinentet - økonomisk, politisk og diplomatisk. I Sydafrika må Frankrig uden tvivl strenge sig an for at opnå tilgivelse for mange års støtte til apartheid-regimet - med atomudstyr, våbenhjælp og omgåelse af embargoerne - og for den Afrika-politik, der først nu ændrer sig langsomt.
Men Frankrig har tidligt erklæret Nelson Mandela sin kærlighed. Præsident Mitterrand, Chiracs forgænger, var i 1994 den første vestlige statschef, der besøgte Sydafrika efter Mandelas historiske valg. I 1996 besøgte præsident Mandela Frankrig, og året efter kom hans designerede efterfølger, vicepræsident Thabo Mbeki. Forbindelserne mellem de to lande er blevet mærkbart styrket, og Frankrig har tilsagt Sydafrika sin støtte i bestræbelserne for favorable handelsforbindelser med EU.
I Pretoria møder Chirac på ny Mandela, en afrikansk leder med en enestående international status, i en sammenhæng, der ligger lysår borte fra traditonel fransk Afrika-politik. Som amerikanerne ville sige, et helt andet boldspil. Bonne chance! B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu