Læsetid: 4 min.

Ny gamle-rekord

12. februar 2004

SÅ ER DER sat ny rekord i Danmark i disciplinen: Danskere over 100 år. En opgørelse viser, at der ved årsskiftet var 594 personer, der havde nået denne alder, hvilket har medført en hektisk aktivitet på Amalienborg. Dronningen har haft travlt med at skrive de lykønskningstelegrammer til hin enkelte, der er tradition for. Heldigvis er hun stadig kun i den tredje alder og ikke i den syvende. I gamle dage fik de 100-årige et pund kaffe i gave fra kongehuset på dagen, og det kunne jo nok anspore dem til at tage ti år ekstra, men de tider er forbi. Der skal spares.
Alligevel er det sandsynligt, at tendensen fortsætter, skønt fødevareindustrien med gift i maden har gjort sit bedste for at sætte en stopper for løjerne. Den har ikke kunnet hamle op med lægevidenskabens modsatrettede indsats. Over de seneste ti år har stigningen i antallet af 100-årige været på næsten 50 procent.
Aner De perspektivet?
Ellers gør alle husholdnings-herrnhuttere på Christiansborg: 50 x 50 x 50 x 50...bliv selv ved. Vi bevæger os mod et samfund med en overflod af 100-årige, og så er det, udtrykket ligger lige på læben: Ældrebyrden. Thi de unge i alderen 15-29 år har oplevet et fald på 15,9 procent de sidste ti år. Flere plejehjem, hospitaler, lægekonsultationer, medicintilskud, osv. Det svimler, og det kan næppe undgås, at skattetrykket i fremtiden bliver over 100 procent.

BAG VORES evne til at blive 100 år ligger drømmen om det evige liv. Vores ulyst til at dø vil ingen ende tage, selv om det rent filosofisk er ligegyldigt, om man dør det ene år eller det andet. Den plus lægevidenskaben plus vores hellige respekt for alt liv har betydet, at forne tiders menneskealder på ca. 30 år er distanceret med flere længder, skønt vi slet ikke er beregnet til at blive så gamle. Måske er det derfor, vi opfører os så tosset, når vi bliver ældre. Tankerne siver ud i de særeste retninger. Men dem om det. Tankerne altså.
Den amerikanske forfatter E.L. Doctorow tematiserede emnet i romanen Vandværket, hvor en ung mand i New York i 1871 ser sin afdøde far i en hvid hestetrukken omnibus sammen med nogle andre gamle herrer. Han har løjet sig død og har sammen med andre velhavere involveret sig i et obskurt projekt med en eksperimenterende videnskabsmand for at få livet forlænget.
Nuvel, der skal nok være flere læsere, der vil rynke på næsen ad alt dette under devisen hellere vil dø end ’rådne op’ på et plejehjem. Som regel dog med underteksten: Det skal ikke lige være i morgen...

VI FORUDSÆTTER altså, at vi alle har en interesse i at blive 100 år og derover, skønt det vil sætte økonomi- og finanspolitikerne grå hår i hovedet. De 15-29-årige, som lige nu ikke kan se ideen i, at de skal forsørge nogle gamlinge, skal såmænd nok blive klogere med tiden og rette ind til høj(e)re.
Hvordan skal vi så gribe det an, altså som samfund, hvis der pludselig render en masse 100-årige rundt?
Ens første tanke er jo, at man må se at få dem i arbejde, så de ikke hænger på gadehjørnerne eller kommer ud i snavs og kriminalitet. (Man husker endnu til skræk og advarsel Leif Panduros berygtede støvsugerbande.) Men det kræver, at der er arbejde nok, og det er der jo ikke. Det med »det grå guld« er aldrig for alvor slået an på arbejdsmarkedet.
Altså må de yngre generationer bære læsset. Det skulle heller ikke være noget problem, hvis der allerede nu så småt tegner sig et flertal af 100-årige. De kan jo bare majorisere i denne win-win-situation.
Et andet problem er overbefolkningen og den deraf forværrede fødevaresituation. Her må kvoteres med fast hånd, hvis det hele ikke skal ende med algesuppe til alle. Det vil dog være en smal sag at opnå enighed om, at de nulevende bør prioriteres. Så må de endnu ikke fødte trække piben ind.

DEN NYE demografiske situation kræver en holdningsændring. For det første bør man afskaffe udtrykket ældrebyrden, der signalerer noget negativt. Den bør simpelthen forbydes. Der bør fokuseres på de 100-åriges ressourcer, der kommer ind som noget ekstra.
Hvordan udnytter man disse? Der vil blive flere oldeforældre til at læse op for de små børn af Mis med de blå øjne og Asterix. Udmærket. Men der må være mere. Kun fantasien sætter grænser, så hvad med at udskrive en idekonkurrence?
Vi er kun ved begyndelsen af den nye æra. Faktisk var der i Frankrig indtil for nogle år siden en kvinde, der blev 120, eller var det 140 år? I hvert fald havde hun kendt van Gogh. På Balkan har man også opnået høje aldre på grund af den megen youghurt, og en dag får vi vel i Danmark en, der har kendt Gorm den Gamle personligt. Man kunne ligefrem indføre konkurrencemomentet: Hvilket land præsterer først en 150-årig?
Det er og bliver utåleligt, at man skal betragtes som en byrde, hvis man ikke lige er gift med en antikvitetshandler, der kan sætte højere pris på en, jo ældre man bliver.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu