Læsetid: 4 min.

Ny istid i Nordirland

3. juli 2001

Nordirland var ellers blevet et eksempel verden over på, at stridende folkeslag faktisk kan komme overens med hinanden og skabe grøde i en ellers temmelig gold atmosfære.
Langfredagsaftalen fra 1998 skulle være rammen om et fællesstyre mellem protestanterne, der vil beholde tilhørsforholdet til Storbritannien, og katolikkerne, som vil løsrives og slås sammen med Republikken Irland.
Protestanterne, der er i flertal, måtte erkende, at de ikke længere kunne skalte og valte med provinsen og dens katolske mindretal, som var der tale om deres personlige undersåtter. De måtte også bide i sig at sidde i lokalregering med politiske repræsentanter for den undergrundshær, IRA, som i årevis havde ført en særdeles voldelig kampagne mod dem.
IRA og bevægelsens politiske arm Sinn Fein måtte til gengæld erkende, at deres mål om et forenet Irland ikke blevet opfyldt, og at de måtte nedlægge våbnene.
Men IRA’s våben har fortsat med at være en snublesten for fredsprocessen. IRA anser overgivelse eller ødelæggelse af våbnene som et tegn på overgivelse og nederlag. Mens ikke bare protestanterne, men også mange af de mere moderate katolikker anser det for helt normalt, at en politisk bevægelse, der vil spille det demokratiske spil, ikke sådan kan have en illegal, privat hær stående rundt om hjørnet.
Det spørgsmål har nordirerne aldrig kunnet enes om, og det har i dag bragt selvstyret ud på et overdrev, hvor det vil kræve snilde at få det tilbage fra. Førsteministeren fra det største protestantiske parti UUP, David Trimble, er trådt tilbage og har taget sin næstkommanderende
Seamus Mallon fra det moderate katolske SDLP med sig.
Lokalstyret har nu seks uger til at finde nye ledere i – eller genindsætte de gamle for den sags skyld. Lykkes det ikke, kan der udskrives nyvalg, men det seneste valg til det britiske Underhus tyder på, at den nordirske befolkning er blevet radikaliseret. Et nyvalg risikerer altså at give større magt til politikerne på yderfløjene på bekostning af de kompromisvillige. Endnu en mulighed består i, at lokalstyret kan suspenderes. Det er sket en gang før og kan blive aktuelt igen.
Eller Sinn Fein kan smides ud af selvstyret med henvisning til IRA’s manglende afvæbning. Det vil dog nok være den farligste løsning, for det vil give våbenfolket det indtryk, at politik ikke betaler sig og kan i realiteten få bevægelsen til at gå tilbage til den væbnede kamp.

DET politiske klima er i dag iskoldt, og skal det lykkes nordirerne at få forhindret en ren permafrost må det ske i samarbejde med briterne, irerne og såmænd også amerikanerne. Skal en ny istid afværges, må der kompromiser til. IRA/Sinn Fein bliver næsten nødt til at gøre en gestus med hensyn til våbnene.
Bevægelsen har tidligere antydet, at den kunne bringes til i det mindste at begynde en afvæbning, hvis den britiske hærs tilstedeværelse reduceres, og den lokale protestantisk-dominerede politistyrke reformeres.
Et kompromis kan måske findes her. Men især politistyrken har nærmest mytisk betydning for protestanterne. Blandt andet har de protestantiske partier klaget over planer om at fjerne det ’kongelige’ element af styrkens navn RUC, som betyder ’Royal Ulster Constabulary’. Petitesser af ren symbolsk betydning? Måske. Men små symboler kan af og til antage stor betydning. Ikke desto mindre virker det nærmest uforståeligt, om protestantisk forkærlighed for symboler skal hindre et kompromis.

MEN der er ingen tvivl om, at IRA/Sinn Fein er under pres. Det kommer f.eks. fra den irske regering, som står helhjertet bag det nordirske selvstyre. Det spiller også ind, at der formentlig bliver valg i Irland næste år. Her stiller Sinn Fein op, og det er muligt, at bevægelsen vil gøre sin våbengestus for simpelt hen at gøre sig selv mere spiselig ikke bare for de irske vælgere men også for eventuelle regeringspartnere. Det vil være utænkeligt for de andre irske partier at sidde i regering sammen med Sinn Fein, så længe partiet er front for en undergrundshær. Og amerikanerne presser på ved at have gjort det sværere for IRA-sympatisører at rejse penge i USA.
Og måske har Sinn Feins politikere ligefrem fået smag for demokratisk politik. Den tidligere IRA-kommandør Martin McGuinness er trods alt blevet Nordirlands undervisningsminister. Fra den post har han immervæk mere konstruktiv indflydelse over provinsen og dens fremtid end han nogensinde havde, da han sammen med sine våbenbrødre førte krig mod briterne.
Men en IRA-gestus på våbenfronten er på ingen måde givet på trods af alle argumenterne og presset fra stort set alle sider. For IRA/Sinn Fein har på en vis måde tiden for sig. Et sammenbrud for lokalstyret er måske i deres øjne ingen katastrofe.
For hvad er alternativet? At styringen af Nordirland i teorien går tilbage til London, men i praksis med en høj grad af irsk indblanding. Altså en form for delt suverænitet.
IRA/Sinn Fein kan meget vel mene, at det er et udkomme, som er bedre end at skulle sidde og mundhugges med de gamle fjender, de nordirske protestanter, oppe i Belfast.

beb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu