Læsetid: 1 min.

Ny japansk-russisk strid om fire øer

En japansk fisker er død af skud fra et russisk skib. Hændelsen tænder nye gnister i tvisten om fire øer, som begge lande gør krav på
17. august 2006

En japansk fisker blev dræbt i går, da en russisk patruljebåd skød mod en japansk fiskerbåd tæt ved fire små øer, som begge lande gør krav på, oplyste den japanske kystvagt.

Hændelsen fandt sted øst for den japanske hovedø Hokkaido ikke langt fra fire øer, som Japan kalder De Nordlige Territorier, men som Rusland kalder De Sydlige Kuriler.

Den russiske kystvagt sagde, at den japanske båd fiskede i russisk farvand, og at båden var opbragt, inden skudvekslingen fandt sted. Den japanske fisker blev ramt af en række skud fra den russiske kystvagt. Skuddene skulle advare båden, som ifølge russiske myndigheder "manøvrede farligt" og forsøgte at sejle ind i det russiske skib i et forsøg på at flygte.

Efter beskydningen trak den russiske kystvagt den 4,9 ton tunge fiskerbåd med besætningen om bord til Kunashiri, en anden af de fire øer.

Kræver fiskere udleveret

De nærmere omstændigheder omkring hændelsen er ikke kendt og vil blive undersøgt, sagde en talsmand for den japanske myndigheder.

En talsmand for regeringen i Tokyo sagde, at det er sandsynligt, at Japan vil protestere til den russiske regering over den "overdrevne brug af vold". Japans udenrigsminister Taro Aso kræver tre tilbageholdte fiskere og liget af den identificerede 35-årige fisker, Mitsuhiro Morita, udleveret.

Japan og Rusland har i år-tier diskuteret Kurilernes tilhørsforhold. Begge lande gør krav på øerne, som Rusland besatte ved slutningen af Anden Verdenskrig. Ruslands præsident Putin har foreslået at tilbagegive to af de fire øer, men Japan kræver tilbage-givelse af alle fire. Øerne er i dag forarmede på grund af et jordskælv og modtager medicin og fødevarer fra udlandet.

Sagen har forhindret, at de to lande har underskrevet en formel fredsaftale efter Anden Verdenskrig.

Hændelsen kom kun én dag efter, at Japan markerede årsdagen for kejser Hirohitos overgivelse efter Anden Verdenskrig i 1945. En dag, som er følelsesmæssigt ladet i Østasien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her