Læsetid: 3 min.

Mod en ny kontrakt

17. september 2005

Det danske samfund er baseret på en illusion: Det er baseret på, at der er arbejde til alle. Nu har der i 20 år været omkring 800.000 borgere i den arbejdsdygtige alder, som har levet af overførselsindkomster, men det har ikke betydet et opgør med idealet om fuld beskæftigelse. Det har heller ikke ført til offentlige diskussioner om, hvordan man retfærdiggør, at flere hundredetusinder mennesker uden pligter stadig har rettigheder. Det har heller ikke betydet, at de totredjedele af den danske arbejdsstyrke, som betaler for den sidste tredjedel, har krævet socialstaten afviklet.

Ved hvert eneste valg prøver Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti at overbevise om, at de fører det sande forsvar for velfærdsstaten. Politiske forandringer kan i Danmark ikke gennemføres som opgør med velfærdsstaten. De kan kun gennemføres som forsvar for velfærdsstaten. Danskerne er stolte af den danske model. På ferie i udlandet eller med gæster fra mindre priviligerede samfund fortæller danskere glade, at her i landet har vi ingen fattige, og man skal ikke betale for at komme på sygehus. Hvis man er på overførselsindkomst, bliver man ikke frataget sine børns institutionsplads. Man får den betalt. Det er gratis at gå på universitetet, og alle politiske partier er enige om at betragte den 'negative sociale arv' som en politisk udfordring. Befolknin-gen og politikerne forsvarer den danske model.

Tirsdag i denne uge kom det frem, at der nu er 900.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som lever af overførselsindkomster. Dertil kommer 680.000 folkepensionister. SU-modtagere, fleksjobbere eller borgere på skånejob er ikke regnet blandt de forsørgede. Det begyndte på forsiden af dagbladet Information, fortsatte som tophistorie i TV-Avisen, i TV2-nyhederne og på Deadline på DR2. Det førte til de sædvanlige svar fra politikerne: Villy Søvndal demonstrerede onsdag i Information, at SF ikke har noget bud på, hvad der skal gøres. Han henviste til 90'erne, som om det var en guldalder for beskæftigelsen. Selv om han må vide, at faldet i den officielle statistik over fuldtidsforsikrede ledige blev ledsaget af stigninger i andre grupper af offentligt forsørgede.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sagde tirsdag, at regeringen med sit loft over kontanthjælpen havde forsøgt at gøre noget ved det. Selv om Socialforskningsinstituttet har dokumenteret, at loftet er en fiasko:

Kontanthjælpsmodtagere kommer ikke i beskæftigelse, bare de bliver fattigere. Ministeren nævnte også den nye integrationsaftale, som selv Socialdemokraterne er meget tilfredse med. Selv om integrationsaftalen er lavet på samme præmis om, at hvis bare folk på overførselsindkomster forarmes, skal de nok finde arbejde. Det samme gælder diskussion om 'negativ social arv' og den ideologi, der siger, at 'det skal betale sig at arbejde': Det forudsætter, at alle, der vil have job, kan få job. Arbejdsløshed bliver til et individuelt problem. Når manglen på arbejdspladser bliver forvandlet til mangel på vilje blandt de arbejdsløse, er der åbnet for en socialt ødelæggende proces: Man svækker de lediges rettigheder, man begrænser deres økonomiske spillerum, og man skaber en offentlig kultur, hvor de ledige bliver foragtet som dovne og egoisti-ske.

Illusionen om fuld beskæftigelse kan ikke kun forklares som manipulation. Den dækker over et forklaringsproblem: Hvis man ikke længere legitimerer sociale ydelser som opretholdelse af en stående arbejdsreserve, skal man forsvare det sociale sy-stem på ny. Hvis man ikke længere ser de offentligt forsørgede som potentiel arbejdskraft, skal man finde på nye visioner for velfærdssamfundet. Det er forståeligt, at både venstrefløjen og højrefløjen bliver ved med at forklare arbejdsløshed som udtryk for midlertidige kriser og individuelle motivationsproblemer. Det er forståeligt, men det er socialt og politisk uansvarligt. Det er i gang med at korrumpere velfærdsstatens etiske fundament: De svageste bliver forarmet, de bliver set ned på, og samfundet fragmenteres. Inden den gamle velfærdskontrakt bliver slidt op, er den vigtigste politiske opgave at formulere en ny kontrakt på nye præmisser. Det viser sig i undersøgelser, at den største opbakning til velfærdsstaten kommer fra de ressourcestærke, som ellers ikke har økonomisk fordel af den omfattende omfordeling.

Man kunne forestille sig en opvurdering af engagement i civilsamfundet, man kunne forestille sig støtte til en omfattende etablering af servicejob. Man kunne forestille sig et opgør med lønarbejde som det eneste kriterium for bidrag til fællesskabet. Men man kan ikke forestille sig noget, så længe den politiske elite baserer samfundet på illusioner.

Det er demokratiets problem, at folkevalgte politikere undgår de problemer, som de ikke har løsninger på. Men det er et demokratisk privilegium, at alle i offentligheden kan udstille de altid midlertidige lederes svaghed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu