Læsetid: 10 min.

Ny mystik om hærchefs vej til Danmark

Nye dokumenter, som Information er i besiddelse af, viser, at den berygtede irakiske hærchef både var i Storbritannien og Spanien, før han endte i Danmark. Udlændingestyrelsen overså begge dele
9. februar 2007

De kalkede gavle, som markerer indgangen til Sandholmlejren, lyser gult og venligt i det varme sommersolskin. Temperaturen er behagelig. Et par og tyve grader i skyggen, som en tidlig forårsdag i Irak. Nordsjælland viser sig fra sin grønneste side, da den 62-årige Nizar al-Khazraji, hans 49-årige kone Latifa og deres yngste søn Muhammed går hen til Livgardens gamle kaserne. Det er lørdag den 3. juli 1999, og alt ånder sommeridyl. Danmark ligner et behageligt sted at vente på bedre tider i Irak.

Flugten fra Saddam Hussein har ført den tidligere irakiske hærchef og hans familie langt omkring. Først til Jordans hovedstad, Amman, så videre til Tyrkiet og til sidst 2.887 kilometer i en kassevogn fra Istanbul op gennem Europa til Danmark. Vel fremme ved Københavns Hovedbanegård bliver familien angiveligt sat af med besked om at tage S-toget til Hillerød, stå af på Allerød Station og gå det sidste stykke hen til Sandholmlejren for at søge asyl. En agent har organiseret hele turen for 7.000 dollar per person, i alt 21.000 dollar.

Det er i hvert fald, hvad Nizar Abdel-Karim Faisal al-Khazraji denne lørdag fortæller Den Centrale Politi-afdeling i Sandholm.

At Khazraji og hans kone kort forinden har boet flere måneder i Spanien, har en gyldig spansk opholdstilladelse og desuden mindst to gange siden flugten fra Irak har besøgt Storbritannien, siger den garvede militærmand ikke et ord om. Han er tilsyneladende helt bevidst om, at resultatet vil blive en enkeltbillet til enten London eller Madrid.

Fortielser og løgne

Det fremgår af en række personlige papirer, som hærchefen efterlader i en gammel Aldi-pose i sit kælderrum, da han fire år senere, kort før Irak-krigen, flygter fra det danske politis krigsforbry-deranklager.

Blandt dokumenterne, som Information har fået adgang til, ligger en kopi af en visumansøgning til Storbritannien, som Khazraji og hans kone indgav, mens de boede i Amman, Jordan. Her fremgår det, at hærchefen rejste til Storbritannien den 14. februar 1997 og blev der en uge. Det fremgår også, at han året efter, den 18. marts 1998, igen søger visum til Storbritannien. Denne gang med ønske om en hel måneds ophold.

Nizar al-Khazrajis manglende oplysninger om sine besøg i andre EU-lande er kun en af en række udeladelser og løgne, som hærchefen binder de danske myndigheder på ærmet i forbindelse med sin ansøgning om asyl.

F.eks. fortæller hærchefen det danske politi, at han ikke havde noget pas med, da han tre år tidligere flygtede fra Irak. Ifølge papirerne i Aldi-posen er det en lodret løgn.

På den britiske visum-ansøgning opgiver Khazraji sit pasnummer som M08449997 og skriver, at passet er udstedt af de irakiske myndigheder i den nord-irakiske by Mosul den 12. marts 1996. Det er ganske få dage før, hærchefen og hans familie flygter.

Senere bilder Khazraji myndighederne ind, at han ikke har nogen gyldig rejse-legitimation, fordi hans gamle pas er udløbet. Det stemmer heller ikke. Tværtimod fremgår det af papirerne i Aldi-posen, at hans irakiske pas først udløber den 11. marts 2000 - otte måneder efter ankomsten til Sandholm.

En interessant gæst

De mange visa og rejsestempler i passet ville have afsløret familiens ophold i Spanien og Storbritannien, så i stedet for passet viser Khazraji politifolkene i Sandholm-lejren en række andre papirer, der kan bekræfte hans identitet.

Med sig har han f.eks. et ID-kort udstedt af det irakiske militær, nogle fotos og en række avisartikler, der omtaler ham. Han fortæller des-uden, at han er tidligere chef for den irakiske hær og siden Golfkrigen har været militær rådgiver for Saddam Hussein. Khazraji beder om politisk asyl, og da det indledende politiforhør er ovre, bliver familien som alle andre asyl-ansøgere indkvarteret i lejrens mindre charmerende barakdel.

Straks mandag morgen ringer en betjent fra Sandholm til Politiets Efterretningstjeneste PET og fortæller, at en højtstående irakisk general har søgt asyl. PET svarer, at kollegerne i Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, formentlig vil være interesseret i at tale med hær-chefen og ringer selv videre til FE's hovedkvarter på Kastellet for at informere om den interessante gæsts ankomst til Sandholm. Samtidig bliver FE bedt om bekræfte Khazrajis identitet.

10 dage senere nikker FE ja. Nizar Abdul-Karim Faisal Al-Khazraji er den, han giver sig ud for at være. At generalen i Sandholm-lejren er en mulig krigsforbryder, siger FE til gengæld ikke noget om.

Dublin-mystik

Mens den tidligere irakiske topofficer forsøger at tilpasse sig det trivielle liv i den spartanske nordsjællandske flygtningelejr, går den danske Udlændingestyrelse i gang med at undersøge, om hærchefen og hans familie er kendt i andre europæiske lande. Det kræver den såkaldte Dublin-konvention, som Danmark og EU's andre 14 medlemslande har underskrevet. Den bestemmer, at asylsager skal behandles i det første EU-land, man kommer til.

Af grunde, som aldrig er blevet opklaret, vælger Udlændingestyrelsen udelukkende at spørge Holland, Tyskland og de nordiske lande, om hærchefen og hans familie er kendt der. Hverken Storbritannien, Spanien eller de lande, som Khazraji må formodes at være kørt igennem på sin biltur fra Istanbul, bliver kontaktet.

Seks måneder senere er svaret klart. Ingen af de adspurgte lande kender det mindste til hærchefen, ergo skal hans asylsag behandles i Danmark, konkluderer Udlændingestyrelsen og går i gang med selve sagsbehandlingen. Latifa og Muhammed får asyl uden de store dikkedarer, og få dage før jul, den 19. december 2000, kan familien endelig flytte fra Sandholm. Latifa får tildelt en treværelses lejlighed i den midtsjællandske by Sorø, som skal blive familiens hjem de næste to år og tre måneder.

Det er en god, lille lejlighed på Frederiksbergvej 40, 1. sal tv. 80 kvadratmeter til 4.111 kroner om måneden plus 600 kroner i a conto varme. Med boligsikringen fra kommunen løber det fint rundt. Fra stuevinduet og den lille altan kan man se ud over en parkeringsplads og en stor fælles græsplæne. Ikke fordi boligforeningen er præget af fælles aktiviteter, snarere tværtimod. Beboerne i den nydelige, lave blokbebyggelse passer sig selv og sætter pris på, at Khazraji-familien gør det samme.

Næsten hver dag kan naboerne se hærchefen gå tur til den nærliggende Sønderskov. Forrest går Khazraji i sin lange mørke vinterfrakke, alene eller sammen med sønnen Muhammed. Andre gange er det den lille trinde pelsklædte Latifa, der følger med - altid fire behørige skridt bag sin statelige mand.

"Hello Chairman!," hilser hærchefen med et smil, når han møder boligforeningens formand, Lars Krogh. Men det er de færreste, der kommer tættere på end et 'hej' i forbifarten. En enkelt nabo, som helst vil være anonym, falder dog i snak med sønnen og får hjælp til at bære nogle møb-ler op. Naboen har arbejdet i Mellemøsten, og de to snakker om alt muligt, men aldrig om politik eller om, hvem Khazraji er.

Tålt ophold

Mens Khazraji-familien finder sig til rette i Sorø, slås de danske asylmyndigheder med at få hold på hærchefens fortid. Behandlingen af hans asylsag trækker ud. Det er især den tidligere hærchefs gøren og laden under den såkaldte Anfal-kampagne mod Iraks kurdere i 1988-89, som bekymrer Udlændinge-styrelsen. Her blev der bl.a. anvendt kemiske våben mod byen Halabja, og over 100.000 kurdere blev dræbt.

Khazraji forklarer udlændingemyndighederne, at han har deltaget i angreb på kurdiske mål i sin egenskab af hærchef, men nægter at tage ansvaret for brugen af kemiske våben. Det var Saddam Husseins fætter, Hassan al-Majid, der beordrede brugen af den slags våben, siger han.

I slutningen af februar 2001 beslutter Udlændingestyrelsen sig. Khazraji skal ikke have asyl, og Flygtningenævnet lader sig heller ikke overbevise. Den 2. juli 2001 når nævnet frem til, at Nizar al-Khazraji er mistænkt for forbrydelser mod menneskeheden, international lovgivnings næststærkeste anklage, kun overgået af folkemord.

"Uanset at dette er sket efter ordre, finder Flygtningenævnet, at der foreligger (...) alvorlige grunde til at antage, at ansøgeren hermed har medvirket til en forbrydelse mod menneskeheden. Det bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han, også efter at han var blevet bekendt med bombningen med kemiske våben af Halabja, er fortsat med at stille hærenheder til rådighed for kampagnen," skriver nævnet i afgørelsen.

Nævnet noterer sig også, at Khazraji "på intet tidspunkt har taget afstand fra operationerne", samt at han som hærchef "må antages at have haft et sådant kendskab til operationen, at han har haft et ansvar for overgrebene mod den kurdiske civilbefolkning".

Flygtningenævnet konkluderer, at hærchefen ikke kan få asyl, men på den anden side kan han heller ikke deporteres til Irak på grund af sin afhopning - ergo får han lov at blive på såkaldt "tålt ophold".

En uge senere orienterer Ringsted Politi Khazraji om afgørelsen og forhører ham om udrejsemuligheder, men der er tilsyneladende ingen. Khazraji får carte blanche til at fortsætte sit nye liv i Sorø, men med de begrænsninger, som tålt ophold tilsiger. Han får ikke noget CPR-nummer, ikke noget sygesikringskort og må ikke arbejde. Hver måned får han 2.318 kroner til kost og lommepenge. Punktum.

Genkendt

Familien Khazrajis anonymitet i Danmark varer to år.

En augustdag i 2001 opdager nogle af de studerende på sprogskolen i Slagelse, at hærchefen også går på skolen.

"En irakisk studerende kom hen til mig og spurgte, om jeg vidste, hvem han var," fortæller den kurdiske flygtning Jamal, som gik på skolen.

"Han udpegede Khazraji for mig i pausen, han gik i en klasse på etagen ovenover. 'Det er hærchefen!,' erklærede han. Jeg kunne ikke tro mine egne øje. Hvordan kunne en mand som ham være her blandt os?," spørger den kurdiske flygtning senere i et interview med den franske avis Libération.

Nogle dage efter kommer en anden irakisk flygtning hen til Jamal, en tidligere officer i den irakiske hær. Han vil vide, om det er rigtigt, at Khazraji også er der. Jamal og et par andre går op ovenpå for at undersøge sagen. Da de kommer ned igen, er officeren helt sikker i sin sag.

"Jeg var lige ved at stå ret og gøre honnør, da jeg så ham," siger den rystede officer til Jamal.

Hærchefen er i Danmark, i Slagelse, og går til dansk på det samme sprogcenter som de kurdere og irakere, han har været med til at undertrykke og forfølge.

Jamal og de andre Irak-flygtninge diskuterer, hvad de skal stille op, men finder ikke nogen løsning. En dag kommer en politibetjent for at undervise i de rettigheder og pligter, man har som borger i Danmark.

Jamal spørger betjenten: "Hvorfor giver I os asyl?"

"Fordi I kommer fra et land, hvor der er diktatur," svarer betjenten roligt.

"Men I giver også asyl til folk, der har undertrykt os," siger Jamal.

Politibetjenten forstår ikke helt, hvor han vil hen, men Jamal insisterer:

"Den mand, der har undertrykt os, den tidligere chef for den irakiske hær, er lige her, på denne skole!"

En ældre reserveret og tilsløret kvinde, som sidder ved siden af Jamal, rejser sig pludselig op og udbryder med slet skjult vrede:

"Du er jo irakisk agent!"

Det er hærchefens kone, Latifa, der pludselig træder i karakter. Hun er rasende, og herefter sætter hverken hun eller resten af familien deres ben på skolen.

Bagdad på fisketur

Frygten for irakiske agenter er i øvrigt ikke helt ubegrundet. Ifølge hærchefens forklaringer til politiet i Sandholm har familien valgt at søge tilflugt i Danmark, fordi de følte sig truet i Amman. I Danmark ville der ikke være så mange personer fra Irak og Kurdistan, som kunne genkende den tidligere hærchef og informere Bagdad.

Trods hærchefens hidtidige anonymitet har styret i Bagdad tilsyneladende hørt et rygte om, at den afhoppede hærchef gemmer sig i Danmark.

I et brev til den danske ambassadør i Cairo, Christian Oldenburg, beder Irak om at få udleveret "den irakiske statsborger Nezar Abd el Karim Faysal el-Khargy", som oversætter N.A. skriver i den engelske version. Bagdads officielle begrundelse for at kræve generalen udleveret er, at en undersøgelsesret i Mosul angiveligt har udstedt arrestordre mod Khazraji.

Den danske ambassade læser de irakiske papirer om "el-Khargys" påståede forbrydelse grundigt igennem og konkluderer, at Irak beder om udlevering af en irakisk statsborger ved navn Nazar Abdul Karim Faisal Al-Khazragi, født 1936, der er anklaget for biltyveri i forbindelse med de irakiske styrkers tilbagetrækning fra Kuwait i 1991.

Ambassaden understreger, at Bagdad er på fisketur, men at man hverken har af- eller bekræftet Khazrajis tilstedeværelse i Danmark over for irakerne.

"Det er ambassadens opfattelse, at de irakiske myndigheder alene har en formodning om, at den pågældende opholder sig i Danmark," hedder det i et brev til Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads, hvor ambassaden beder om anvisning på, hvordan den irakiske henvendelse skal besvares.

"Ambassaden har over for den irakiske ambassade alene anerkendt modtagelsen af noten og dokumenterne og meddelt, at en kopi... vil blive videresendt til de danske myndigheder."

Svaret til irakerne finder Justitsministeriets internationale kontor, der den 3. august 2001 melder tilbage, at sagen er forældet efter dansk straffelov, og at "anmodningen om udlevering allerede af denne grund ikke kan imødekommes".

Saddam Husseins tidligere hærchef får nok engang lov til at være i fred. Ingen af de to danske ministerier, der behandler sagen, undersøger, om der overhovedet findes en person med det navn i Danmark. Det er unødvendigt, for sagen er jo alligevel forældet.

Otte uger senere bliver Saddam Husseins tidligere hærchef imidlertid indhentet af sin fortid.

Jacob Topsøe er journalist på DR Sjælland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu