Læsetid: 2 min.

Ny regering på plads i Tyskland

Fredag aften blev CDU-CSU og SPD enige om et regeringsgrundlaget, som den kommende kansler Merkel kalder 'mulighedernes koalition'. Tyskland fastholder stop for atomkraft
12. november 2005

BERLIN - Efter næsten en måneds forhandlinger er Tysklands konservative (CDU-CSU) og socialdemokrater (SPD) blevet enige om et regeringsgrundlag.

De tre chefforhandlere - Angela Merkel (CDU), Franz Müntefering (SPD) og Edmund Stoiber (CSU) - medgav fredag aften, at de langt fra havde fået deres ønsker opfyldt, men det afgørende var helheden og landets vel.

"Jeg tror, dette kan blive de nye muligheders koalition," sagde den kommende kansler Angela Merkel (CDU) på et pressemøde i Berlin.

Indholdet af aftalen bliver først fremlagt lørdag, og allerede på mandag skal de tre partier på landsmøder tilslutte sig aftalen. Den 22. november kan regeringen tiltræde.

"Hvis koalitionsaftalen bliver vedtaget, vil vi begynde med en ærlig analyse. Vi vil ikke få noget forærende, men vi tror, vi kan få succes, hvis vi går til opgaverne med ærlighed og redelighed," forklarede Angela Merkel, der står foran at blive den første kvindelige kansler i Forbundsrepublikkens historie.

Tre nye venner

Alle tre forhandlere glædede sig over det store skridt, det var, at arbejde sammen med folk, som man i årevis har opfattet som modstandere.

"Ingen af os var forberedt på en samlingsregering," sagde den afgående SPD-formand og kommende arbejdsminister Franz Müntefering.

"Først skulle samtaleevnen findes. Hvis man har været modstandere under valgkampen, er det ikke helt let at tale med hinanden med én meters afstand og acceptere, at modparten har en anden mening. Vi har lært at indgå kompromiser," sagde han og fik tilslutning af CSU-formand Edmund Stoiber:

"Jeg tror, at der er kommet en smule mere pragmatik til landet. Problemerne tillader ikke kunstige modsætninger," sagde han.

Edmund Stoiber var egentlig udset til at være økonomiminister i Merkels regering, men han foretrak midt under forhandlingerne at blive i delstaten Bayern som ministerpræsident.

Moms og besparelser

Selvom den endelige koalitionsaftale først præsenteres lørdag, er nogle enkeltheder sluppet ud.

Det er lykkedes SPD at fastholde den udfasning af atomkraften, som partiet sammen med De Grønne indledte i år 2000. Til gengæld mister landets lønmodtagere en god del tryghed i ansættelsen, fordi prøvetiden udvides til to år.

Momsen sættes op til 19 procent -- undtaget bl.a. fødevarer (syv pct.), og store indkomster pålægges en ekstraskat. Befordringsfradraget og den statslige belønning for privatopsparing beskæres.

Parterne har også aftalt et investeringsprogram på 25 milliarder euro, der skal gå til bl.a. forskning og infrastruktur.

Den flittige brug af skatte- og afgiftsstigninger mødte allerede under forhandlingerne svær modstand fra arbejdsgivere, lønmodtagere og detailhandel. Alle frygter, at et lavere privatforbrug sætter landet i stå.

Bilindustrien, der beskæftiger hver syvende lønmodtager i Tyskland, står forenet i sin kritik af regeringsforhandlingerne:

"At lede landet betyder ikke, at man skal lægge de to partiers dårlige forslag sammen," sagde VW-koncernens leder Bernd Pischetsrieder torsdag.

Den vedholdende kritik afviste Edmund Stoiber fredag: "Mange af dem, der kritiserer, gør sig måske for få tanker om, i hvilken tilstand vort land er i."

Efter pressemødet forsvandt de tre forhandlere sammen med den fungerende kansler Gerhard Schröder og den kommende SPD-formand Matthias Platzeck ind på Angela Merkels kontor for at fejre koalitionen med et glas sekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu