Læsetid: 4 min.

Ny rørledning sikrer oliekorridor til Vesten

Med indvielsen af olierørledningen fra Baku via Tbilisi til den tyrkiske middelhavskyst har Vesten mindsket sin afhængighed af oliereserverne i den arabiske verdens krudttønder
26. maj 2005

De første dråber råolie er nu undervejs gennem en netop indviet rørledning, der gennemskærer et af de mest ustabile og krigshærgede områder i verden. Det er denne oliestrøm, der skal forestille at redde Vesten. I går blev hanerne åbnet for første gang.

Ledningen Baku-Tblisi-Ceyhan er kun en meter i diameter, men den forventes at forandre det globale olieverdensmarked for altid.

Den over 1.500 km lange rørledning har allerede vendt op og ned på de geopolitiske magtforhold i Kaukasus, og dens gennemslagskraft begynder nu også at gøre sig gældende i Centralasiens vælde.

Dagsproduktionen skal løbe op i en million tønder olie eller mere end en procent af verdens totale produktion - og det fra undergrundsreserver, som ifølge de mest optimistiske skøn kan rumme op til 220 milliarder tønder sort guld.

Bygherrer og investorer hævder, at den nye rørledning er et afgørende skridt i sikringen af energiforsyningen til Europa og USA i det næste 50 år. Men ikke blot har udsigterne til, at vi kan fremture i vores benzinfrådsende livsstil, forbedret sig - Vesten har også mindsket sin stærke afhængighed af de enorme oliereserver, som står under kongehuset Sauds kontrol.

Dyreste projekt

Rørledningen, der snor sig fra Det Kaspiske Havs bred i Aserbajdsjan gennem Georgien til Tyrkiets middelhavskyst, er så åbenlyst motiveret af ønsket om at gøre Vesten mindre bundet af de olieeksporterende lande i organisationen OPEC og skaffe billigere benzin til en tankstation nær dig. Rørledningen baner sig vej igennem regionen i en tilsyneladende ret beskeden privat korridor af 50 meters bredde.

Skovområder og arbejdsmiljølove, truede dyrearter og demonstrerende aktivister - alle har måttet vige for denne dyreste og mest betydningsfulde pipeline, der er opført til dato.

Projektet, der kendes som BTC, har drevet en kile ind mellem USA og Rusland og kølnet deres gensidige forhold. Og det har udløst politisk uro i alle de lande, ledningen går igennem og vakt bekymringer over miljøskader, der kan følge med.

Siden terrorangrebene den 11. september 2001 er bekymringerne over Vestens store afhængighed af olie fra Den Persiske Golf vokset. For Washington er åbningen af den nye oliekanal derfor en uhyre glædelig begivenhed.

Betyder alt for USA

"Vi betragter indvielsen af denne pipeline som et betydningsfuldt skridt i retning af at sikre energiforsyningen fra denne region," siger USA's energiminister, Samul Bodman, som deltog i åbningsceremonien i Baku sammen med statsoverhoveder fra de tre lande, projektet berører.

Deriblandt var præsident Ilham Aliev fra den lille ekssovjetrepublik Aserbajdsjan. BTC har gjort det muligt for Aliev at betrygge sit venskab med Vesten, som nu er rede til at se bort fra, at hans regering fordømmes for talrige menneskerettighedsovergreb, og at han står i spidsen for et land, der er verdens syvende mest korrupte nation.

Olierørledningspolitik har også fået konsekvenser for Georgien, hvor kampen med Rusland om at få kontrollen bl. a. betød, at amerikanerne ydede betydelig støtte til den såkaldte Rose-revolution. Folkelige protester i Georgien bragte for to år siden Mikhail Saakashvili til magten, og Washingtons nye nære bånd til Tbilisi blev understreget med al ønskelig tydelighed, da Bush tidligere på måneden blev første amerikanske præsident til at aflægge besøg i dette land.

Olierørledningen munder ud ved middelhavsbyen Ceyhan i Tyrkiet - USA's trofaste allierede gennem mange år - og undgår således tankskibs-trafikpropperne i Bosporus. Det er ikke noget tilfælde, at udskibningsterminalen ligger lige i omegnen af det amerikanske luftvåbens base ved Incirlik.

Ved at sørge for at olien kan fragtes denne vej, har Vesten sikret sig et lykkeligt alternativ til den ustabile Persiske Golf og samtidig befriet sig fra det jerngreb, som Rusland opretholdt i kraft af sit monopol på de tidligere eksportruter.

USA betragter sin nyvundne kontrol over de kaspiske oliefelter som et sandt trofæ. Tyske hære sloges uden held om dette område i to verdenskrige, velvidende at denne olie kunne holde deres mekaniserede tropper kørende meget længe.

Tre projekter, et for USA

Regionens olierigdomme og nøgleposition på et historisk grænseskel mellem Vest og Øst betød, at disse lande snart rykkede i position som lige så mange brikker på et skakbræt. Tre rivaliserende slagsplaner blev lagt: en nordgående linjeføring gennem Rusland, et sydligt alternativ gennem Iran og endelig den centrale passage gennem Kaukasus til Middelhavet.

Det var sådan set oplagt, hvem der løb af med sejren set i lyset af, at kun den nuværende passage kunne sikre Washington og dets støtter i de store olieselskaber kontrol med den ny oliekorridor.

USA's vicepræsident Dick Cheney, der var direktør og bestyrelsesformand i olieudstyrsselskabet Halliburton, var da også blandt de første til at lade sig begejstre.

"Jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår vi før har set fremvæksten af en region af så stor strategisk betydning som Det Kaspiske Hav," sagde han allerede i 1998.

Nu efter over 10 års anlægsarbejder til over fire mia. dollar er rørledningen så omsider i drift. Trods den amerikanske entusiasme i 1990'erne kan den olie, hvoraf de første dråber begyndte deres rejse i går, vise sig mindre righoldig end håbet: Flere analytikere mener nu, at de oliefelter, den nye rørledning forbinder, blot rummer 32 milliarder tønder olie, hvilket er på niveau med oliereserverne i en mindre Golf-nation som Qatar. Næste omgang i det store spil kommer til at stå om den transkaspiske rørledning via Turkmenistans vidtstrakte stepper og Usbekistans politiske heksekeddel mod Afghanistan og videre sydover.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her