Læsetid: 4 min.

Ny skæbnestund for Darfur

Våbenhvilen i Darfur overholdes ikke, fredsforhandlingerne er gået i stå, og AU's fredsmission har hverken styrke eller mandat til at beskytte lokalbefolkningen effektivt. Hvis ikke sikkerhedsrådet snarest beslutter at sætte FN-tropper ind, kan det gå helt galt, advarer FN's generalsekretær
26. januar 2006

Da jeg besøgte Darfur i maj sidste år, var jeg forhåbningsfuld. I dag er jeg pessimistisk, hvis ikke der inden for de kommende uger iværksættes en stor international indsats.

Jeg besøgte en landsby, hvis indbyggere var vendt tilbage efter at være flygtet fra vold og nu kunne leve i relativ sikkerhed takket være tilstedeværelsen af tropper fra Den Afrikanske Union (AU). Sandt nok var dette blot en begyndelse. Store dele den vidtstrakte region var bytte for sporadisk vold, og over en million mennesker boede i lejre. Men takket være en massiv hjælpeoperation anført af De Forenede Nationer, var antallet af dem, der døde af sult og sygdomme, dramatisk for nedadgående.

En våbenhvile, som ganske vist ikke blev overholdt perfekt, var på plads. Fredsaftaler mellem Sudans regering og oprørsbevægelsen, som dygtigt blev mæglet i stand af AU's repræsentanter, skred frem i Abuja i Nigeria, og der var håb om, at en aftale kunne nås ved udgangen af 2005.

Der var andre positive tegn. FN's sikkerhedsråd havde henvist sagen til Den Internationale Straffedomstol og havde, i princippet, besluttet at indføre målrettede sanktioner imod enkeltpersoner, som kunne identificeres som ansvarlige for de sidste to års grusomhed.

Fortsat drab og voldtægt

Jeg ville ønske, at jeg kunne rapportere, at alle disse bestræbelser havde båret frugt, således at der nu var fred og fremgang Darfur. Hvor sørgeligt at skulle konstatere, at det modsatte er tilfældet.

Indbyggere i flere områder af Darfur bliver fortsat dræbt, voldtaget og fordrevet fra deres hjem i tusindvis. Antallet af fordrevne har nået to millioner, mens tre millioner (halvdelen af Darfurs samlede befolkning) er afhængige af at kunne få mad og andre basale fornødenheder fra den internationale nødhjælp. Fredsforhandlingerne er meget langt fra at nå nogen afgørelse, og kamphandlingerne breder sig nu til nabolandet Tchad, som har anklaget Sudan for at bevæbne oprørere på dets territorium.

Trods en kronisk finansieringskrise, udretter AU-styrken et bravt stykke arbejde. Lokalbefolkningen føler sig mere sikker, når dens tropper er til stede. Men der er stadig for få af dem - AU's beskyttelsesstyrke, der kun tæller 5.000 mand foruden 2.000 politifolk og militærobservatører, skal til sammen dække et område på størrelse med Texas. De har hverken udstyr eller det tilstrækkeligt brede mandat, de behøver for at kunne beskytte folkegrupper, der trues, eller for at håndhæve den våbenhvile, som rutinemæssigt brydes såvel af oprørere som af Janjaweed-militsen og de sudanesiske regeringsstyrker.

Den 12. januar besluttede Den Afrikanske Union at forny sin missions mandat til 31. marts. Den udtrykte samtidig principiel tilslutning til, at operationen overdrages til FN senere i år. Tidsfastsættelsen af denne overdragelse drøftes stadig, pt. ved denne uges AU-topmøde i Khartoum.

Det betyder, at bolden nu ligger på sikkerhedsrådets banehalvdel. FN's charter giver sikkerhedsrådet det primære ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed. Og i september vedtog FN's medlemmer i en historisk afgørelse for første gang at påtage sig ansvaret for at beskytte folkegrupper imod folkemord, etnisk udrensning, krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden og at forpligte sig til at appellere til Sikkerhedsrådet om at handle i de tilfælde, hvor nationale myndigheder ikke slår til.

Overdragelsen af fredsoperationen i Darfur fra AU til FN er nu uundgåelig. En resolut beslutning af Sikkerhedsrådet er påkrævet og det haster, hvis en effektiv overdragelse skal gennemføres.

Lad ingen tro, at denne krise kan løses ved blot at give den eksisterende AU-mission en "FN-kasket" på. Enhver ny mission vil behøve et stærkt og klart mandat, der sætter den i stand til at beskytte truede folkegrupper, og må tillige være større, mere mobil og langt bedre udstyret end den aktuelle AU-mission. De lande, som har den fornødne militære kapacitet, må også være rede til at sætte den ind.

At indsætte en sådan styrke vil kunne tage måneder for FN. I mellemtiden må AU-missionen opretholdes og styrkes. Vi kan ikke tillade os nogen udhuling eller svækkelse af den styrke, der er på stedet.

Øget pres på alle parter

I maj sidste år blev Den Afrikanske Union og De Forenede Nationer enige om at organisere en donorkonference i Addis Abeba i Etiopien for at skaffe penge og logistisk støtte til AU-styrken. En opfølgende konference skal finde sted den 20. februar. Samtidig må den massive hjælpeoperation fortsætte med fuld finansiel dækning, således at Darfurs folk fortsat kan modtage rent vand, mad og andre vitale forsyninger.

Endelig og fremfor alt må der lægges et stærkt forøget pres på alle parter - oprørere såvel som regering - om at overholde våbenhvilen og deltage med større forpligtethed og målrettethed i fredsforhandlingerne i Abuja. Den aktuelle forhaling er utilgivelig; hver dag koster den nye menneskeliv. Forhandlerne må påmindes om det store personlige ansvar, der hviler på dem.

En ting står klart. Uanset hvilken ekstern styrke, der sendes til Darfur, kan den i bedste fald kun tilvejebringe midlertidig sikkerhed for områdets indbyggere. Kun en politisk aftale, der indgås af de lokale ledere, kan sikre deres fremtid og garantere, at de to millioner fordrevne darfurianere kan vende tilbage til deres hjem.

Kofi Annan er generalsekretær for De Forenede Nationer

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her