Læsetid: 6 min.

En ny, socialdemokratisk verdensorden

Når man rejser rundt i Mellemøsten eller Latinamerika og fortæller, at man kommer fra Danmark og er socialdemokrat, får folk julelys i øjnene. Det gælder alle lige fra den fattige skopudser til den rige oliesheik. Derfor dette åbne brev
De nordiske socialdemokratier har med eksempelvis Palme-rapporten om sikkerhed og nedrustning tidligere skabt debat og politiske initiativer, der førte verdensudviklingen i en positiv retning. Dagens kronikører argumenterer for, at de nordiske socialdemokratier på ny bliver dagsordensættende på den golbale scene.

De nordiske socialdemokratier har med eksempelvis Palme-rapporten om sikkerhed og nedrustning tidligere skabt debat og politiske initiativer, der førte verdensudviklingen i en positiv retning. Dagens kronikører argumenterer for, at de nordiske socialdemokratier på ny bliver dagsordensættende på den golbale scene.

5. juli 2007

Dette åbne brev til Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, og lederen af europæiske Socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, har til formål at igangsætte en debat, der fører til visioner og internationale initiativer, der vil markere den socialdemokratiske velfærdsmodel både nationalt og internationalt.

Socialistisk Internationale tog initiativ til, at der blev udarbejdet Brandt-rapporten, som fokuserede på udviklingslandenes behov og situation, Brundtland-rapporten, som fokuserede på verdens miljøproblemer, og Palme-rapporten om sikkerhed og nedrustning. Alle rapporter skabte debat og politiske initiativer, der førte verdensudviklingen i en positiv retning.

Efter Murens fald startede USA debatten om en ny verdensorden, men den blev glemt undervejs. 11. september 2001 blev udløsningen for en aggressiv amerikansk magtpolitik i verdenssamfundet. De tiltrængte reformer af FN blev lagt til side, og USA og koalitionsstaterne invaderede Irak på et falsk grundlag uden en vedtagelse af FN's Sikkerhedsråd. Jagten på terroristerne og slyngelstaterne har forstærket et konfliktfyldt verdenssamfund, hvor den politiske og økonomiske ulighed vokser dagligt.

I dagens globaliserede udvikling har vi behov for tilsvarende debatter, som dem Brandt-, Brundtland- og Palme-rapporten skabte. Verden har brug for politiske initiativer, der kan bidrage og skabe mere fred - og mere samarbejde.

International offensiv

Den politiske udvikling i verden er i dag styret af to væsentlige kræfter. Begge kræfter er destruktive og bidrager ikke til en fredelig udvikling. Denne tingenes tilstand er ikke til gavn for menneskeheden og slet ikke for den mindre bemidlede del.

Den ene dominerende kraft er USA støttet af vestlige lande med samme ideologi. Disse lande fører en aggressiv international politik, der med magt vil gennemtrumfe egne ideologier, politik og økonomisk styring. Denne dominans ses tydeligst i Afghanistan og Irak, men også generelt i mellemøsten. Det gælder også indflydelsen på Syd- og Mellemamerika.

Den anden dominerende kraft er den religiøse og nationalistiske fanatisme. Fanatiske grupper især i Mellemøsten er af den overbevisning, at verdens uorden og uretfærdigheder skyldes USA's og dens vestlige allieredes store internationale indflydelse for egen vindings skyld. Helt konkret drejer det sig om israelernes undertrykkelse af palæstinenserne, men også krigene mod muslimske lande som Afghanistan og Irak. Derudover beskylder man de vestlige lande for at have skylden for fattigdom og elendighed i Den Tredje Verden.

Disse fanatiske grupper har ikke mulighed for at gøre sig gældende inden for det politiske system i deres egne lande. Dér er der ikke tradition for at bruge almindelige demokratiske spilleregler med ytringsfrihed og en offentlig debat og med repræsentativt demokrati. I disse lande udgør religiøse sekter et politisk frirum, hvor man har mulighed for at lufte politiske synspunkter og finde frem til ligesindede. Bl.a. derfor er religion blandet ind i angrebene på Vesten.

Andre aktører

Andre aktører på den internationale scene har for lidt gennemslagskraft eller er for utroværdige. Det gælder FN, der ofte forekommer handlingslammet eller bliver betragtet som Vestens redskab. Det gælder EU, der ikke er særlig synlig i verdens brændpunkter. Selvom disse organisationer spiller en stor rolle i den internationale udvikling, så kan de ikke måle sig med de to førstnævnte dominerende kræfter.

Men der er en hel tredje mulighed! Når man rejser rundt i Mellemøsten eller Latinamerika eller for den sags skyld i andre dele af Den Tredje Verden og fortæller, at man kommer fra Danmark, og at man er socialdemokrat, får folk julelys i øjnene. Det gælder alle, lige fra den fattige skopudser til den rige oliesheik.

Det, de ser op til, er de nordiske velfærdssamfund med ordnede forhold og social sikkerhedsnet, med demokrati og uden undertrykkelse og korruption. Og disse goder tilskrives den socialdemokratiske bevægelse, der har opfundet og gennemført velfærdsmodellen. Denne goodwill giver de nordiske socialdemokratier en utrolig mulighed for at gøre deres indflydelse gældende i internationale konflikter og i samfundenes politiske og økonomiske udvikling. Man har set gode eksempler på de norske og svenske socialdemokratiers vellykkede initiativer i forhold til konflikterne i Mellemøsten. Det er godt - men småt - og det kan blive meget større og meget bedre.

Verden har brug for en tredje offensiv kraft, der kan blande sig i internationale konflikter, og som kan være politisk rådgiver for udviklingen i enkelte lande og regioner. En kraft uden skjulte dagsordner, og hvis mål er et velfærdssystem, der gavner bredt.

De nordiske socialdemokratier kan i fællesskab blive til denne kraft. Det vil kunne ske med den nødvendige planlægning og med tilstrækkelige ressourcer.

Den socialdemokratiske bevægelse er organiseret i mangfoldige internationale sammenslutninger: SI, PES, SAMAK og hvad de hedder alle sammen. Dertil kommer de faglige sammenslutninger med socialdemokratisk indflydelse. Ingen tvivl om at der foregår et væld af væsentlige aktiviteter i disse sammenslutninger. Men når man står på sidelinjen og betragter disse aktiviteter, forekommer de meget traditionsbundne og uden den store gennemslagskraft. Der er for få synlige resultater i forhold til de mange ressourcer, der bliver brugt. Det må kunne gøres anderledes og bedre.

Nogle eksempler:

I Latinamerika sker der store omvæltninger, hvor højreorienterede regimer bliver udskiftet med socialistiske 'regimer' ved demokratiske valg. Det gælder Brasilien, Argentina, Ecuador, Bolivia, Chile, Nicaragua og der sker vel også snart noget i Cuba? De nye socialistiske regimer ville godt udvikle en nordisk velfærdsmodel, men de ved ikke hvordan. Det samme gælder kurderne i Nordirak og mange af Mellemøstens sociale bevægelser.

Vi mangler et internationalt socialdemokratisk udrykningshold, der kan rejse ud til verdens brændpunkter og områder i politisk og social udvikling og tilbyde gode råd og vejledning i, hvordan man udvikler et fredeligt velfærdssamfund.

Hvad med Palæstina? I modsætning til USA's enegang i egne interesser har vi brug for europæiske initiativer i forhold til Mellemøsten og specielt Israel/Palæstina-konflikten. Løsningen af Israel/Palæstina-konflikten er nøglen til en bred Mellemøstlig udvikling.

Kvartetten EU, FN, Rusland og USA kan ikke alvorligt mene, at Gaza nu skal isoleres, og der kun skal gives økonomiske midler til palæstinenserne på Vestbredden, og dermed tro, at denne konflikt løser sig selv. Hvis det sker, er det endnu et eksempel på Vestens utidige indblanding og den sikre vej til yderligere eskalering af konflikten, men også et kraftigt bidrag til udbredelsen af fundamentalisme i Mellemøsten.

Vi som europæere og socialdemokrater kræver en varig fred i Mellemøsten, og EU har et stort medansvar for denne udvikling. Mægling og samarbejde om udviklingsplaner skal afløse bidrag til våben og krigsmateriale.

Hvad med Irak?

Tilsvarende mangler vi en samlet fredsplan for Irak. Danske soldater bliver trukket fra landet 1. september, og hvad er den danske fredsplan? Ville en socialdemokratisk ledet regering ikke bruge mindst lige så mange økonomiske midler i opbygningen af Irak, som Danmark har brugt til militær?

USA og koalitionsstyrkerne har det afgørende ansvar for den øjeblikkelige borgerkrig. Med over fire millioner mennesker på flugt må det betegnes som en borgerkrig. Irak kan ikke vindes eller blive demokratisk med krudt og kugler, kun ved dialog, forsoning og samarbejde.

Det er meget, at Vesten ikke er blevet klogere.

Hvad med Latinamerika?

Den socialdemokratiske bevægelse i Europa og Latinamerika er nogle af de vigtigste modspillere til USA's og Bushs magtpolitik i verdenssamfundet. USA's uforsonlige politik i Latinamerika skal ikke spænde ben for de nye, socialistiske regimer og deres muligheder for at udvikle sociale og demokratiske velfærdssamfund.

Vort ærinde er, at den Socialdemokratiske bevægelse og velfærdsmodel - nationalt og internationalt - bliver synlig, visionær og skelsættende i verdensudviklingen. Velfærdspolitik er ikke kun et nationalt anliggende. Det er et globalt krav fra verdensbefolkningen og uafhængig af, hvilke politiske kræfter der styrer.

Kære Helle Thorning-Schmidt og Poul Nyrup Rasmussen. Vis jeres visioner og vilje på hvert af jeres ansvarsområde. Lad os så få en debat og initiativer, hvor Socialdemokraterne bliver dagsordensættende og den socialdemokratiske velfærdsmodel bliver skelsættende for verdens udvikling.

Hardy Hansen er tidligere MF (S), Villo Sigurdsson er tidligere borgmester og Kjeld Aakjær er international konsulent.

Kronikken i morgen: Lille fredag drikker de hjernen ud

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her