Læsetid: 4 min.

Ny start for Taiwan

20. marts 2000

Vi ønsker at involvere os i en omfattende dialog med Kina
Chen Shui-bian, Taiwans nyvalgte præsident

TAIWAN VALGTE i weekenden ny præsident, og vinder blev oppositionskandidaten Chen Shui-bian, mens Kuomintang/Nationalistpartiet for første gang i mere end 50 år måtte afgive magten og se sig selv i taberens rolle. Partiets kandidat, Lien Chan, tabte endda eftertrykkeligt med kun 23 procent af stemmerne og endte på en tredjeplads efter Chen Shui-
bian med 39 procent af stemmerne og udbryderen fra Nationalistpartiet, James Soong, på andenpladsen med knap 37 procent.
Altså et forholdsvis tæt løb, men uomtvisteligt et nederlag til Nationalistpartiet, som har siddet på magten, siden Chiang Kai-shek i 1949 flygtede til øen efter den tabte borgerkrig mod kommunisterne på fastlandet. En flugt, der i de første årtier blev betragtet som midlertidig, indtil det en dag ville lykkes nationalisterne atter at indtage fastlandet og fravriste kommunisterne magten.
Sådan kom det som bekendt ikke til at gå, og i stedet udviklede Taiwan sig til dagens moderne samfund med egen præsident og politiske system, og ikke mindst imponerende økonomiske resultater. Den gradvise demokratisering siden slutningen af 1980'erne har stået i skarp kontrast til Beijings fortsatte autoritære et-parti-styre. Mens Beijing politisk stod i stampe, førte demokratiseringen til Taiwans første frie præsidentvalg i 1996 med valget af Nationalistpartiets Lee Teng-hui - og nu i år 2000 er processen så fuldbyrdet med valget af Chen Shui-bian, der først og fremmest blev valgt på den voksende folkelige modstand mod Nationalistpartiets korruption og magtmisbrug. Et tiltrængt systemskifte, muliggjort af et demokratisk system, der nu har banet vej for en ny start for Taiwan.

MEN SOM ALTID når man har sagt Taiwan, må man også sige Kina, og valget af Chen Shui-bian hænger i høj grad også sammen med det komplicerede forhold til den store nabo. Med valget af Chen Shui-bian skete det, som Kina på forhånd havde frygtet mest, og som ledelsen i Beijing havde advaret imod i de sædvanlige skarpe og udiplomatiske vendinger. Skal man tro Beijings retorik, gik frygten på, at Chen Shui-bian havde lumske planer om at erklære Taiwan uafhængigt fra Kina, så snart han kom til magten.
Men som i 1996, da Beijing sendte missiler over
Taiwan-strædet for at advare mod valget af Lee Teng-hui, reagerede vælgerne også denne gang ved at trodse advarslerne og indblandingen og sætte krydset ved den kandidat, som flertallet mener vil være bedst i stand til at pleje Taiwans interesser netop i forhold til Kina.
Så der er sket et systemskifte, der også må tolkes som udtryk for, at flertallet af befolkningen føler sig mere og mere fremmed over for det kommunistiske styre på fastlandet og dets konstante trusler og ønsker en mere markant politik over for Beijing. Men det er samtidig værd at huske på, at meningsmålinger og det samlede stemmetal på de tre topkandidater peger på, at flertallet af Taiwans befolkning fortsat mener, at Taiwans interesser plejes bedst ved at opretholde status quo. Altså at bevare den svære balancegang, hvor man ikke direkte erklærer uafhængighed, men samtidig afviser Beijings 'tilbud' om at blive presset ind i forhandlinger, der kun foregår på Kinas betingelser og kun har til formål at indlemme Taiwan under "Et land, to systemer" - formularen eller betingelserne, som de to tidligere kolonier Hong Kong og Macau vendte tilbage til Kina under.
Taiwan er ikke nogen koloni, og vi kan kun indgå i forhandlinger på lige fod med Beijing, har været et fælles standpunkt for de tre topkandidater. Herunder også vinderen Chen Shui-bian, hvis parti ellers tidligere har krævet uafhængighed, men som trak mod midten og de moderate synspunkters holdeplads, da det virkelig gjaldt.

DET BLEV BELØNNET på valgdagen, hvor Chen Shui-bian også var hurtigt ude med ovennævnte forsonende ønske om dialog med Kina og med tilføjelser om, at han vil lette på de hidtidige forbud mod direkte investeringer, handel og transport, som Nationalistpartiet i årevis har opretholdt.
Desuden foreslog Chen, at han skulle foretage en forsoningsrejse til Beijing, ligesom han inviterede
Kinas ministerpræsident Zhu Rongji til Taiwan.
Og mens alle holdt vejret og ventede på de vrede
reaktioner fra Beijing, antydede de første meldinger en fornuftig 'vent og se-holdning': "Taiwans uafhængighed er absolut ikke tilladelig," hed det ganske vist i en officiel regeringserklæring, gengivet af nyhedsbureauet Xinhua. Men fortsættelsen lød: "Vi lytter til, hvad der bliver sagt og følger Taiwans nye leders handlinger, og så venter vi på at se, i hvilken retning han vil føre forbindelserne."
I første omgang tyder udtalelserne altså på, at de kræfter i Kina, som ønsker en rask konfrontation for at få Taiwan ind i folden - her tænkes især på høgene i militæret - holder sig i ro, eller måske rettere: bliver holdt i ro af mere moderate politiske ledere som Zhu Rongji, men vi har absolut ikke hørt det sidste ord i den sag.
Man kan kun håbe, at begge parter med den amerikanske præsident Bill Clintons ord benytter den ny mulighed til at "række ud og løse uoverensstemmelserne på fredelig vis gennem en dialog". En god start vil være, at Kina som mindstemål accepterer Taiwans valg - og måske endda lærer af det. veb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her