Den ny verden

»Kald det Beirut, kald det Belfast, kald det hvad I vil – Genova er det ikke.«
Irriteret italiensk taxichauffør i det G8-belejrede Genova til Financial Times, onsdag

I GENOVAS LUFTHAVN er der opstillet antiluftskyts-batterier med jord-til-luft-missiler som værn mod mulige raketangreb. Lufthavnen standser civil luftfart i fire dage, og Genovas to store jernbanestationer lukkes. I havnen patruljerer politiets fartøjer med maskinpistolbevæbnet mandskab, og over byen hænger vagtsomme helikoptere. Schengen-aftalen om EU-borgernes fri bevægelighed over de indre grænser er suspenderet, en ’rød zone’ i det centrale Genova er totalt afspærret med fire meter høje jernbarrikader. 15.000 politifolk og soldater i beskyttelsesudstyr og med skarp ammunition, gummikugler, tåregas, pansrede køretøjer, hunde, heste og vandkanoner er på plads.
Ude i havnen vugger et krydstogtskib. I behagelig luksus, på sikker afstand af folket og trygt beskyttet af bombehunde og bodyguards vil denne verdens mægtigste politiske ledere, G8-landenes stats- og regeringschefer, fra i dag og indtil mandag tage bolig. De skal tale sammen om verdens fremtid. Deres flydende bolig hedder European Vision.
Genova er det ikke. Frygten er, at det, statslederne kan øjne inde på det europiske fastland, er den virkeliggjorte vision om den ny globaliserede verdensorden. En verdensorden, hvor – som George Monbiot skrev på Informations forside i går – otte grådige mænd, der repræsenterer bare 13 procent af verdens befolkning, sætter sig sammen i selvbestaltet magtfuldkommenhed og lægger deres planer for kloden. Hvor institutioner som FN, EU, Verdensbanken, IMF og WTO har forskellige grader af demokratisk og formel legitimitet som forhandlingsfora og derfor må have lov at holde deres møder, så er G8-topmødet et forum uden formel legitimitet, alene bestemt af magthaveres vilje til at tiltage sig udenomsparlamentarisk, global magt. Hvorfor de må søge tilflugt bag et politistatsapparat uden sidestykke i efterkrigstidens vestlige verden.

PÅ DEN ANDEN side af det nye jerntæppe i denne ny verden er billedet broget. Uden for den barrikaderede røde zone i Genovas gader samles i øjeblikket op til 150.000 demonstranter for at markere deres vrede over de globale magthaveres manglende evne og vilje til at dele indflydelsen og mulighederne på denne klode med alle klodens beboere. Det store flertal af disse demonstranter vil gennemføre fredelige protestmarcher og -møder, og mange af NGO’erne har underskrevet en fælles ’adfærdskodeks’ om streng ikke-vold under G8-topmødet.
Men der er også folk, som planlæger militant konfrontation med politiet. Fra sortklædte autonome – klar til at bruge sten og sætte gaden i brand – til hvidklædte aktivister i bevægelsen Tute Bianche (’de hvide overalls’), der har opfundet, hvad de kalder konfrontatorisk ikke-vold: Beskyttet af hjelme, motorbriller, skumgummipuder, albuebeskyttere og hvide overalls vil de i dag marchere ind i politikæderne og med deres kroppe forsøge at mase sig igennem den røde zone for at stoppe topmødet. Udsigtsløst, men udtryk for en voldsom frustration og sikkert tilstrækkeligt til at fremprovokere de politi-reaktioner og voldsomme sammenstød, der i værste fald kan gøre Gøteborg-tragedien i sidste måned til ren søndagsskole.

SÅDAN SER det globaliserede samfund ud i juli 2001. Polariseret, uroligt og åbenlyst i fare for, at dialogen mellem regenter og regerede, privilegerede og marginaliserede, degenererer til ordløs konfrontation.
Som Michael Edwards fra den amerikanske tænketank Ford Foundation siger, har NGO’erne gennem det seneste tiår udviklet sig fra at være enkeltstående ’fejlfindere’ til at blive »drivkraften bag en transformation af den globale politik og økonomi.« Dét er det løfterige i den kraft, der – bl.a. via Internettet – er vokset frem i det globale civilsamfund. Det tragiske er, hvis manglende evne hos magthaverne – G8-ledere såvel som globale koncerner – til at imødekomme dette civilsamfunds krav om social lighed, demokrati og bæredygtighed får indignationen til at kamme over i frustration og uformuleret raseri. Så lurer for alvor perspektivløs vold, politistat og globaliseret barbari om hjørnet.