HVEM HUSKER ikke dagene før den 17. januar 1991? Den samme intense venten: Hvornår udløses truslen om et massivt NATO-ledet flyangreb mod Iraks diktator, Saddam Hussein? De samme sidste-øjebliksinitiativer, der skulle sikre den despotiske leder en vej ned fra sin umulige position. De samme stjernebesatte uniformer, der på tv med pegepind i hånd holdt kasseopgørelse over parternes tanks, fly og raketbatterier. Hos nogle: Den samme frygt for, hvor det hele skulle ende.
Og så: udløsningen. Dødens lysspor over Bagdads nattehimmel. Vestens militærteknologiske overmagt i form af fuel air explosives og dybdebomber, anvendt uden skånsel (og uden live pictures) mod tvangsudkommanderede unge mænd, fanget i skyttegrave i ørkensandet. Det forfærdende syn af de slagne irakiske styrkers tilbagetog fra Kuwait, de nærmest smeltede lig på Dødens Landevej. Den fysiske udradering af en modstander, så let som at trykke på en knap.
Beograd, marts 1999, har mange af de samme ingredienser. Også her skal militærteknologisk overmagt knække en lokal herskers trussel mod regionens stabilitet. Også i dette tilfælde har en kæde af beslutninger og handlinger, nølen og undladelsessynder, trængt parterne op i en blindgyde. Også her ville vestlig sidste øjebliks-retræte blive opfattet som svaghed og omgående udnyttet - med langvarige konsekvenser for Europas sikkerhed til følge.
Her hører ligheden op. Vi hører ikke denne gang en prominent københavnsk chefredaktør tale om en 'velsignelsesrig krig'. Ikke kun fordi chefredaktøren er blevet klogere: En krig kan naturligvis aldrig være 'velsignelsesrig', højst 'uundgåelig' eller 'nødvendig'.
Men nok så meget, fordi den 'ny verdensorden', som den daværende amerikanske præsident, George Bush, i 1991 lancerede som feltråb for sin Operation Ørkenstorm, aldrig blev andet end en brugbar kliché.
Og fordi den globale alliance af lande, der i 1991 - efter grundig debat og godkendelse i FN' sikkerhedsråd - iværksatte den væbnede aktion mod Saddam Hussein, nu er afløst af et enerådende NATO uden andet mandat end det, hensynet til humanitære principper kan give.
INTET BESKRIVER sammenbruddet for 'ny verdensorden'-konceptet tydeligere end FN's udvikling op igennem 1990'erne.
Måske i eufori over, at koldkrigens handlingslammede Sikkerhedsråd, fastlåst af skiftende amerikanske og russiske vetoer, nu var afløst af et reelt debatterende og besluttende organ, blev FN i årtiets første halvdel tildelt en afgørende rolle på den internationale politiske scene - demonstreret ved hyppige interventioner i bl.a. Somalia, Cambodja, Guatemala, Angola og Bosnien.
Men på Balkan knækkede FN's formkurve. Allerede under Bosnien-krigen begyndte fortidens mønstre at tegne sig på ny, og Moskva hindrede længe - på grund af et nyopdaget 'broderskab' med serbiske folke- og kulturfæller - en beslutsom FN-indsats over for den serbiske aggression.
Det endegyldige knæk skete vel i Srebrenica, juli 1995, da hollandske FN-soldater ydmygt måtte se til, ja, endog blev tvunget til at skåle med brovtende serber-generaler, mens tusindvis af de mandlige muslimske indbyggere i den FN-garanterede 'sikre zone' blev sendt bort til likvidering. Den utilgivelige FN-optræden i Srebrenica førte til den erkendelse, at FN hellere måtte 'udlicitere' de krævende, fredsskabende opgaver til mere 'robuste' og ialtfald tungere bevæbnede NATO-styrker. Dog stadig under betingelse af forudgående godkendelse fra FN's Sikkerhedsråd.
Senere er også klausulen om Sikkerhedsrådets accept som betingelse for væbnet intervention eroderet. Man kan diskutere, hvor skylden ligger.
Der hersker ingen tvivl om, at Washington ser et magtfuldt FN - og i det hele taget ethvert forsøg på at skabe internationale normer og regler - som en udfordring til USA's nuværende rolle som den eneste globale supermagt. Det er demonstreret talrige gange - bl.a. ved USA's modstand mod etablering af en permanent international straffedomstol og ved USA's manglende lyst til at betale, hvad man skylder FN's tomme kasse.
Omvendt er det åbenlyst, at Sikkerhedsrådets struktur - med absolut vetoret til alle Anden Verdenskrigs sejrherrer - forlængst har overlevet sig selv. Og at det stærkt ligner misbrug af vetoretten, når Kina - en af verdens største syndere, hvad angår overtrædelser af FN's menneskeretserklæring - sammen med Rusland hindrer enig international aktion mod Milosevic' voldelige etniske udrensninger i Kosovo med henvisning til, at det er 'en suveræn stats indre anliggende'.
HER STÅR vi så, akkompagneret af hylende sirener og bombedrøn over Jugoslavien.
Modstandere af NATO's væbnede intervention i Kosovo-konflikten kan med fuld ret - som det sker inde i bladet - henvise til FN-pagtens forbud mod voldsanvendelse mod suveræne stater.
Tilhængere kan - med lige så klar ret - hævde, at det også er et brud mod FN-erklæringer, når et lands regering gennemfører en systematisk kampagne af drab og etnisk udrensning mod et etnisk mindretal - og at en sådan aggression retfærdiggør, ja, bør fremtvinge en intervention.
Sandheden er vel den enkle, men i grunden forfærdende, at vi ikke har nogen entydig international lov, ingen fungerende global udøvende magt og kun spæde ansatser til en dømmende. Alle gode kræfter kan i de kommende årtier arbejde på, at et sådant internationalt regime oprettes.
I mellemtiden er vi henvist til, at regionale sikkerhedsorganisationer, som f.eks. NATO, opretholder en vis orden. Og tvunget til - fra sag til sag - at afgøre, om en væbnet intervention med alle dens omkostninger kan retfærdiggøres, og om den anvendte magt står i proportion til den konflikt, der skal løses. Verden anno 1999 er ikke udstyret med facitlister. on
