Læsetid: 4 min.

Ny visdom

19. juni 1998

" Forholdet mellem naturen og økonomien skal styrkes i den økonomiske debat."
Økonomiminister Marianne Jelved ved udpegelsen af Jørgen Birk Mortensen til ny såkaldt økonomisk vismand.

NU SKAL det jo ikke blive en vane at rose regeringen. I går hævede vi den til skyerne for dens røde pinsefest med venstrefløjen, så i dag burde vi være kommet ned på jorden, hvor jammerdalene strækker sig dybere og dybere mellem bjerge af skidt og møg og kommende katastrofer.
Tag bare sådan noget som den papirdynge, der går under betegnelsen Berlingske Tidende:
"Forbrugsfest skaber store affaldsbjerge", skreg den ud for alle vinde fra sin forside i onsdags. "Lossepladserne kan slet ikke følge med danskernes storforbrug, og bjerge af affald hober sig op på sjællandske lossepladser, selv om loven kræver det brændt. Miljøteknikere kalder situationen uacceptabel."
Verden går ikke under i et (atom)brag. Den går ej heller til grunde i en klynken. Menneskeheden kvæles i sit eget lort.
I materiel som i mental forstand. Nøjagtig to cm fra nævnte overskrift skråt op til venstre på samme forside sammenfattede Berlingske Tidende onsdagens ledende betragtning i disse ord: "Meningsløse brokøer. Hvis ventetider over ti minutter over Storebæltsbroen gav bilisterne ret til gratis passage, så varede det næppe længe, før betalingsanlægget fungerede perfekt. Prøv det."
Så vi kan få endnu flere biler over og endnu flere CO2-bjerge til at stige pinse-ekstatisk til vejrs.
Berlingerens affalds- og CO2-bjerge er hver på deres måde den rene jammer. Og Berlingerens afgudsdyrkelse af den rene markedsmekanisme jammerlig.
Alligevel bliver vi i den dårlige vane med at være i godt humør og rose regeringen.

ØKONOMISK nyvismand Jørgen Birk Mortensen fra Københavns Universitet er nemlig alene ved sin udpegelse et glædeligt modtræk til al den berlingske og megen anden jammerlighed (også i regeringen og dens politik). Citat: "Miljøproblemer er kendetegnet ved en række forhold, som medfører at markedsmekanismen ikke fungerer på en ønskværdig måde. Markedsmekanismen kan oplagt kun fungere, hvis de nødvendige markeder rent faktisk eksisterer, herunder markeder for affaldsstoffer og markeder for fremtidige leverancer, der kan afstemme planer med langsigtede konsekvenser. Dette er kun yderst sjældent tilfældet. Endvidere er miljøområdet præget af hvad økonomerne kalder kollektive goder og eksterne effekter - begge fænomener giver problemer for markedssystemets funktionsmåde."
Den vakse læser har naturligvis forlængst regnet ud, at citatet er af den nye økonomiske vismand. I dette tilfælde hentet fra bogen Pengene og livet, andelsselskabet EVA's årsrapport 1990.

JAMEN, er det ikke et glædeligt tegn, at en mand som Jørgen Birk Mortensen i strid modsætning til tidsånden bliver udpeget af regeringens økonomiminister med udtrykkeligt ovenanførte begrundelse? Det er han blevet på indstilling fra de øvrige i Det økonomiske Råds formandskab, som 'vismandsinstitutionen' rettelig hedder: 'Overvismand' professor Niels Kærgård fra Landbohøjskolen og professor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet har ønsket lektor Jørgen Birk Mortensen fra samme sted. (Der er kun to fortilfælde for, at lektorer får tildelt det ærefulde hverv).

STRID har Niels Kærgaard såmænd også selv været til tider, når han til landbrugets raseri advarede regering og Folketinget mod at forlade sig på den foregivne gode vilje fra samme landbrugs side ved overholdelsen af miljøaftaler og lignende.
Strid har Peter Birch Sørensen været i kritikken af den førte økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitik, når det drejede sig om at få de mere eller mindre udstødte 20 pct. af befolkningen op af overførselsgraven.
Strid er Jørgen Birk Mortensen, når han i den anførte EVA-publikation fortsætter sin kritik af tidens endimensionale afgudsdyrkelse af markeds-individualismen ved påpegning af det kollektive og de såkaldte eksterne effekter: "En smuk natur er et kollektivt gode, hvor et individs forbrug ikke reducerer andre individers mulighed for forbrug af af samme gode, når man ser bort fra trængsel og nedslidning. En producents udledninger af affaldsstoffer påvirker andre individers muligheder uden at denne afhængighed opfanges af markedssystemt (derfor betegnelsen eksterne effekter). Dette har som konsekvens, at priserne i det økonomiske system ikke afspejler de reelle samfundsmæssige omkostninger og derfor ikke giver korrekt information for beslutningerne."

OMVENDT er Jørgen Birk Mortensen i både den pågældende og efterfølgende EVA-publikation Det rene svineri særdeles opmærksom på den ulidelighed af kontrolforanstaltninger og -instanser, den ensidige satsning på alene direktiver, forbud og påbud vil medføre.
Energisk har han derfor arbejdet på at opbygge rammer, "der sikrer, at selv når den enkelte person handler ud fra en snæver egeninteresse, opnår man, at samfundets ønsker (f.eks. om miljøkvalitet) tilgodeses."
Men sådanne rammer forudsætter en præcisering af det grundlæggende begreb "bæredygtig udvikling". Der efter den nye vismands opfattelse stadig lader meget tilbage at ønske.
MED ANDRE ORD: Vismændene er ved at blive farlige. Det er derfor en løfterig sensation, at de i deres næste vismandsrapport til november-december vil hellige et helt afsnit spørgsmålet: Hvad er bæredygtighed?
Og så påstår vismand Mortensen i Det rene svineri, at en økonomi såmænd kan fungere helt så godt som den nuværende selv om den er uden vækst...
Man blir sgu glad.el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu