Læsetid: 3 min.

Ny weekend med Information

Vi ønsker, at vore læsere skal opleve flere muligheder og mere variation, når Informations to weekendudgaver lander på dørmåtten, og vi håber, de nye sektioner, hvor vi nu samler en stor del af det stof, der typisk forbindes med weekendens avislæsning, vil blive taget vel imod.
2. februar 2007

Det går godt for Dagbladet Information. De sidste par år er oplaget stille og roligt vokset måned for måned, og det sidste halve års tid har Information været det betalingsdagblad, der har klaret sig bedst i den nye, skærpede konkurrencesituation.

Særligt glædeligt har det været at notere, at det ikke kun skyldes tilgang af nye læsere, men også at det går fremad med at holde fast i de eksisterende abonnenter. På et dagbladsmarked, hvor tilbagegangen har været konstant i mange år, er det mere end almindeligt fornøjeligt.

Vi er imidlertid af den opfattelse, at det skal gå endnu bedre, hvis det også på langt sigt skal sikres, at danske avislæsere har alternativer til et ellers temmelig ensformigt mediemarked. Nok er der lanceret nye gratisdagblade, halv- og hel kommercielle radiostationer, 24-timers nyhedskanaler og meget andet i de store mediekoncerners bud på virkeligheden, men ægte uafhængig udgivervirksomhed er der ikke for meget af. Fortsat selvstændighed kræver vækst og stærk økonomi, så også derfor benytter vi fremgangen til at investere i nye redaktionelle tiltag.

Vi har derfor brugt tiden i den første del af gratisaviskrigens rasen på udvikling af to helt nye weekendtillæg, Paradoks og Refleks, der søsættes i denne weekend. Vi ønsker, at vore læsere - og også gerne endnu flere nye læsere - skal opleve flere muligheder og mere variation, når Informations to weekendudgaver lander på dørmåtten, og vi håber, de nye sektioner, hvor vi nu samler en stor del af det stof, der typisk forbindes med weekendens avislæsning, vil blive taget vel imod.

Paradoks

Paradoks om fredagen vil, som de tre små ord på tillæggets forside indikerer, have fokus på liv, tendens og film. Fredagens filmsider er udvidet med to ekstra sider og placeres i sektionen. Her introduceres samtidig en række nye klummer, den norske standup-komiker Shabana Rehman får sin egen klumme, der er sprogklumme, etik-klumme, sågar en homo-klumme og en lang række anbefalinger til weekendens og ugens begivenheder. De to madskribenter Claus Christensen og Søren Wedderkopp vender tilbage til avisen og skriver på skift med Katrine Klinken, og ikke mindst vil Paradoks journalistisk fokusere på at levere interview, reportager og baggrunde om det moderne liv og de mange paradokser, det består af, skrevet tæt på mennesker og deres erfaringer.

Refleks

Lørdagens Refleks-sektion har fokus på samfund, bøger og debat. Det er her, man finder features og opsamlende baggrundsartikler på politik og samfundsforhold, interview med samfundstænkere, forfattere og filosoffer, opsamlinger på væsentlige debatter fra ind- og udland og politiske klummer. Information er en kulturavis, og især litteraturen fylder meget. Det afspejles også i Refleks, der indeholder seks sider om bøger, forfattere, bogdebatter og børnekultur.

De to tillæg er bl.a. udviklet i dialog med udvalgte læsere, der ad den vej har givet værdifulde indspark til processen. Fra læsernes idékatalog, der også stammer fra de mange I-panel undersøgelser, vi hvert år laver, har vi i særlig grad valgt at tage hensyn til fordeling af stof- og artikeltyper i de to weekendudgaver. Mange finder fredagen egnet til opsamling, anbefalinger og alt det, der ligger tættest på læsernes eget liv, mens der om lørdagen er mere energi og kraft til de store og komplekse sammenhænge. Ganske mange klummer og andre faste elementer er flyttet rundt eller fornyet. Vi håber, læserne hurtigt finder vej rundt i avisen og også glæder sig over, at det nu er blevet nemmere at dele Information med den, der sidder på den anden side af morgenbordet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu