Læsetid: 4 min.

Nye bekendtskaber med det fremmede i nutiden

Hvis vore samfund hverken er konservative, socialistiske, liberalistiske eller socialdemokratiske, hvordan skal man så beskrive dem? En populær tilgang til spørgsmålet om styring i vestlige samfund bliver nu glimrende introduceret på dansk
27. marts 2006

Det er ikke let at identificere vores samfunds idé: Der er alt for meget statslig regulering af borgernes liv til, at vi kan kalde samfundet liberalistisk. Vores institutioner er heller ikke socialistiske. Vi forsøger med kanon, dannelsesidealer og danskhed, men det er symptomer på traditionelle dyders forfald: Vi er heller ikke konservative. Socialdemokratisk er samfundets idé heller ikke: De sociale ydelser og den sociale omsorg er ikke længere universelle, men målrettet efter vurderinger af den enkelte borgers problem og potentiale.

Velfærdsstaten har forandret sig. Enten er der ikke nogen idé i vores samfund, eller også kan vi ikke se den. En udbredt og populær sociologisk tilgang til undersøgelse af statens forhold til borgerne svarer bekræftende på begge spørgsmål: Samfundet er ikke styret af en overordnet idé. Og hvis vi kigger efter den type ideer, kan vi ikke identificere den rationalitet, som er på spil i vores samfund.

Den sociologiske tilgang er inspireret af den franske socialfilosof Michel Foucaults sene analyse af magt og styring, som tager udgangspunkt i en liberal erkendelse af, at man ikke kan styre borgere, som om de var ting. Man kan kun styre borgere ved at påvirke deres selvstyring. Man styrer dem med appel til deres egne motivationer. Denne styring kombinerer sociale normer og målsætninger med et blik på den enkeltes adfærd.

Det populære ideal om chefen som 'coach' er et billede på styring: Coachen fortæller ikke som gammeldags autoritet, hvad medarbejderen skal gøre. Coachen forsøger at udvikle medarbejderens egne talenter i overensstemmelse med firmaets mål. Man leder folks ledelse af sig selv.

Fortolke igen

Et andet billede på styring er de mangfoldige udviklingskontrakter, hvor sociale klienter forpligter sig på selvudfoldelse, så vedkommende bliver parat til arbejdsmarkedets krav. Styring betegner altså i Foucaults værk den kalkulerede ledelse af menneskers ledelse af sig selv.

Styring er en dansk oversættelse af det franske verbum 'gouverner' og henføres hos Dean på engelsk under begrebet governmentality, som betyder noget i retning af 'moderne politiske styringskunst'. Det er efter Foucault blevet et metodisk nøglebegreb for sociologiske studier gennem de seneste 20 år. Den australske sociolog Mitchell Dean har som en af Foucaults mest indflydelsesrige elever skrevet en grundig indføring i governmentality, der nu udkommer på dansk.

For Karl Marx havde filosofferne alt for længe kun fortolket verden, nu gjaldt det om at forandre den. Governmentality-analytikken kan siges at vende den om igen: De filosoffer, der ville forandre verden, overser magt, autoritet og styring som praksisregimer.

Dean fraskriver sig ambitionen om at appellere til politiske ideer, som kan gribe ind og forandre den sociale virkelighed:

"Det er muligt, at intellektuelle ikke længere kan stå på barrikaderne og lede masserne. Det er muligt, at de ikke længere i god tro kan fortælle andre, hvordan de skal handle og leve, eller hvad de skal forandre eller fastholde. Men de kan skabe en lille bevægelse i tankernes verden. Hvis denne bog har nogen værdi, så består den i at bidrage med sine egne bestræbelser til et kollektivt projekt, som skal udvirke et lille og knap mærkbart brud i vores tænkning."

Ideer styrer ikke den sociale virkelighed. Studiet af governmentality er studier af praksis, som ikke kan reduceres til institutioner eller teorier.

Styring identificeres på fire niveauer: Der gives en genstand for styringen, som kan være den lediges motivation eller forbryderens 'sjæl'. For det andet analyseres styringen som teknikker til regulering, disciplinering og normalisering af genstanden for styring. Dernæst viser analysen, hvem vi er, når vi styrer. Og endelig afdækker den målsætningen for styringen, som kan vise sig som ideer eller værdigrundlag. De fire niveauer er indlejret i kulturer, forståelser, ekspertiser og styringsteknikker, hvor viden, magt og etik spiller sammen.

Ingen regulering ovenfra

Det afvises, at dette kompleks kan reguleres ovenfra gennem rationel planlægning. Det gælder i stedet om at afdække styringspraksisser, som viser, at det, der forekommer naturligt og nødvendigt, står til forhandling. Korrektioner finder ikke sted gennem offentlige argumenter, men som kulturkamp.

Denne erkendelse som politisk praksis kalder Dean politisk liberalisme. Den opererer ikke imod social styring, men som kritik af for meget eller for lidt styring. Den gamle liberalismes illusion var, at man kunne reducere politik til at skabe betingelser for det økonomiske kredsløb.

Neoliberalismens problem er, at den udvider markedstænkningen til felter, som ikke er økonomiske. Men pointen i analysen er, at liberalismen er selvkorrigerende. Den kombinerer en demokratisk opfattelse af suverænitet med 'biopolitik' rettet mod befolkningens sundhed, velstand og lykke.

Deans teori er en kritik af to moderne læsninger af historien: Den ene ser historien som serier af fornuftige fremskridt mod et højere mål, den anden ser moderne udviklingsprocesser som fortløbende forfald.

I forlængelse af Foucault abonnerer Dean på den genealogiske læsning: "Genealogien er således et forsøg på at forny vores bekendtskab med nutidens fremmedhed modsat alle forsøgene på at udviske den under historiens nødvendige dialektiske fornuft eller fremhæve den som indgangen til at nyt årtusinde, som en endelig afklaring eller som et uigenkaldeligt tab."

Dean proklamerer en 'velovervejet' og 'mådeholden' etos, men teoriens modstandere bliver fremstillet som tegneserieforestillinger om evigt fremskridt eller evindeligt forfald, hvilket svækker analytikkens kvalitet som kritisk tænkning. Den kritiserer kun sine egne fremstillinger af modstandernes dumhed.

På den anden side er analysen brillant som konkrete afdækninger af den styring i vores samfund, der påberåber sig frihed, men ligner formynderi. Det er som analytisk tilgang til dette paradoks i vores kultur og institutioner, at governmentalityanalytikken på trods af overordnede teoretiske begrænsninger overbeviser om sin legitimitet og relevans.

Deans bog er en fortrinlig og generøs introduktion til dem, der leder efter ideer og fornuft i vores ikke længere kun moderne samfund.

Mitchell Dean: 'Governmentality - Magt og styring i det moderne samfund'. Forord ved Kaspar Villadsen. Fint oversat af Kaspar Villadsen og Iben Treebak. 344 s., 328 kr. Forlaget Sociologi ISBN 8787811839

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her