Læsetid: 4 min.

Det nye danske forbehold

16. juni 2005

Noget må alle kunne blive enige om. I går sluttede sæsonen i Folketinget, og i dag indledes det europæiske topmøde. Gennem de nationale parlamenter og de europæiske eliter må man kunne blive enige om én ting. Som den politiske filosof Pierre Rosanvallon skrev i Le Monde efter nej i Frankrig og nej i Holland:

"Alle kan helt sikkert blive enige om at konstatere en ubønhørlig social og økonomisk uro."

Det er hele det venstreorienterede projekt, som nu er på spil. Afvisningen af den europæiske forfatning er ikke bare en afvisning af 'nyliberalisme'. Det er ifølge Rosanvallon venstrefløjens sidste træk-ning, den åndløse skabnings sidste suk. Dette nej er så larmende, at man ikke kan se, at den 'socialistiske konge ikke har noget tøj på'.

Og som den franske sociolog Alain Touraine skriver i dagens Information:

"Vi, som håbede på et ja, må anstrenge os for at forstå rækkevidden af dette markante nej. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi principielt tilslutter os det generelle kritikpunkt: At Europa udvikler sig i mere liberal end social retning. Det afgørende er, at vi forstår, at det, som et stort flertal af den franske vælgerbefolkning fremfor alt reagerede imod, var den dybe afmagt hos Europas socialdemokratiske partier, ikke mindst i det franske socialistparti."

Det er ikke for sjov, og det er heller ikke kun taktik, når den britiske premierminister Tony Blair siger, at det franske nej artikulerer et fælles europæisk vilkår. Det franske nej afslører en fælles europæisk utryghed.

Det er heller ikke for sjov, at Franz Müntefering som ny formand for de tyske socialdemokrater indledte en kampagne mod kapitalismen. Han satte de nye trusler sammen til et fjendebillede: løndumping, udflytning af arbejdspladser og politisk modløshed var funktioner af en for voldsom kapitalisme.

Det massive nej i Frankrig kan med god vilje ses som en sejr for kapitalismekritikken, mens det store nederlag for de tyske socialdemokrater ved delstats-valget i Nordrhein-Westfalen betegner en fiasko for Münteferings nye projekt. De gamle marxistiske floskler taber, det tavse nej vinder.

Men Blair, Müntefering og de franske socialister er enige med Rosanvallon: Det vestlige Europa domineres af økonomisk og social uro.

Men de danske socialdemokrater er ikke enige. De hører ikke, hvad de andre snakker om. Partiets nye leder, Helle Thorning-Schmidt, har lovet, at det skulle være slut med gammeldags støv & beton. Men det betyder ikke, at hun abonnerer på den udbredte analyse af socialdemokratismens fallit. Det betyder, at hun ignorerer krisen og overlader indignationen til Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Under Folketingets afslutningsdebat i går talte partiets politiske ordfører, Lotte Bundsgaard, ikke om den europæiske uro. Som var det en festsang, talte hun i stedet over et refræn:"Når det nu går så godt..", sagde Lotte Bundsgaard og pegede på undtagelserne: integrationen under den borgerlige regering, de der lever under fattigdomsgrænsen og de ældre, der ikke en gang får bad to gange om ugen. Kritisable forhold, men for Bundsgaard ikke symptomer på en kritisabel tilstand. For det går fantastisk:

"Vi danskere er et af verdens lykkeligste folk. Vi sætter pris på tilværelsen, vi sætter pris på familien, vi sætter pris på vores arbejde, og vi sætter pris på vores gode venner. Det er jo forståeligt nok. Vi lever i et af verdens mest lige, frie og trygge lande."

Ja, det er sandelig et storartet samfund, hvor man godt kan lide sine venner og sin familie. Men det er sandelig også et falleret socialdemokrati, der markerer en manifest europæisk krise med en hyldest til den danske lykke.

Som Alain Touraine siger: De europæiske socialdemokratier havde to projekter: De ville skabe so-cial tryghed, og de ville bekæmpe ulighed. Det er lykkedes at skabe rimelig social tryghed, men uligheden stiger tilsyneladende ustoppeligt. Radikale forandringer i produktionsforholdene betyder, at færre mennesker i dag kan producere større velstand. De fleste bliver rigere og rigere, mens stadig flere får færre og færre muligheder. Og Socialdemokraterne lader stadig, som om produktionsforholdene ikke har forandret sig. Det må være de lediges skyld, at de ikke har arbejde. De skal have pisken, de skal tvinges på kurser, deres rettigheder skal begrænses, og deres overførselsindtægter skal begrænses. Man skal ikke være videnskabsmand for at se, at uligheden vil underminere den sociale tryghed. At den ene fiasko vil ødelægge den anden succes. Og at sammenhængskraft som problem ikke handler om 'værdier', men om retfærdighed. Det kræver en ide om en omfordeling; ikke af penge, men af muligheder for udfoldelse og anerkendelse. Men det ignorerer de danske socialdemokrater. Vi kan nu tilføje et særligt dansk forbehold til den eu-ropæiske enighed om økonomisk og politisk uro: Total politisk afmagt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her