Læsetid: 3 min.

Nye englevinger af læder

Tilbage i læderkorsettet Synthpop-veteranerne i Depeche Mode er holdt op med at jage ungdommen og har i stedet genvundet deres mørke majestæt og fornyet kampen mellem sæbe og synd. Og dermed udgivet deres bedste album i 12, måske 15 år
17. oktober 2005

Der gemmer sig tit hensigtserklæringer og varedeklarationer i pladers anslag, og det gør der i dén grad på Depeche Modes to seneste album.

I 2001 blev Exciter løbet i gang af Dave Gahans stemme i et hviskende blødt leje efterfulgt af en smagfuld anretning af tidens mikrorytmer, nogle lækre bassvup og en sprød akustisk guitar.

I dag åbnes Playing The Angel med en sværindustrielt grovkornet brægen, der er præcis så udskridende og overstyret, at den ikke bare kradser lystent henover, men flænser trommehinderne.

Og de to anslag tegner faktisk præcist konturerne af hver deres vidt forskellige album. Det ene vil behage, det andet vil brænde. Konsum versus kunst, groft sagt.

'Pain and suffering in various tempos', står der på som en slags undertitel på Playing The Angels' bagside, og det vil glæde gamle fans af sangskriver Martin L. Gores både seksuelt og psykisk smertefulde univers.

Ganske vist spøger det stort set altid i teksterne, men på Exciter blev det modarbejdet af en fad sangskrivning og en musikalsk iscenesættelse, der lød som en ung, bleg kopi af gamle mestre. Eller som gamle mænd, der halsede efter nye generationers opfindsomhed.

Det er Gahan, Gore og Andy Fletcher holdt op med. På Playing The Angel har den britiske trio i stedet genvundet deres mørke majestæt og i processen alligevel taget farve fra krævende nyere landvindinger i undergrunden.

Forskellen er, at de nymodens ideer nu er absorberet, ikke applikeret. Og især elektronisk støj og glitches (elektroniske fejl), formentlig med inspirationer fra Japan og Tyskland, får lov at bløde igennem, men ligger samtidig i smuk forlængelse af den industrielle arkitektur, der blev uropført på 80'er-album som Construction Time Again og Some Great Reward.

Mellem sæbe og synd

Gahan den ældre vakler fortsat imellem afholdenhed og hedonisme, når han inkarnerer ni af Gores og - for første gang i Depeche-sammenhæng - tre af sine egne sange. Og det er med en stadig tydeligere desperation:

If I could just hide/The sinner inside/And keephim denied/How sweetlife would be

lyder det i en sang, hvor der nærmest bakkes ind i kærlighedserklæringen til et evigt tilgivende og omfavnende du.

Det lyder selvfølgelig som banal erkendelse (spørg bare Jørgen Leth i pressehetzens krat), men Depeche Modes syntetisk psykoseksuelle univers gør altså den sungne tvekamp mellem sæbe og synd til en meget påtrængende affære.

Hør selv, hvordan Gores og Gahans blues over deres tredjegradsforbrændte sjæle kæmper i ormegårde, hvor ondt lokkende væsener af 220 volt vrider og snor sig omkring dem - synth som synd. Hør hvordan de træder ind i klagende klangkatedraler, der hverken lover syndsforladelse eller straf, men anger. Og hvordan de forlader vers-omkvædets skriftestol og træder ud i en betændt outro med en elguitar dansende djævelsk liderlig fandango. Alle musikere skriver de samme sange igen og igen, og man kan høre klare konturer og detaljer fra flere af Martin L. Gores tidligere sange (fra "People Are People" til "Barrel of a Gun") - ikke altid til de nytilkomnes fordel. Men selv de tydeligste parafraser er til gengæld svangre med melodisk nerve, harmonisk sturm und drang, detaljeret overflod og klanglig sofistikering, nyfigenhed og af og til provokation, som får helheden til at boble af overskud og prægnans.

Sakrale øjeblikke

Igen kan vi nyde evnen til at designe pophits skruet ned i udfordrende læderkorsetter, og det skyldes i høj grad gruppens ærværdige modning, som tillader dem både at være blidere og grovere end længe. Der er en sarthed og et lys i deres mest sakrale øjeblikke, men der er også masser af konsekvente ryk ud i uforsonligt mørke, ned i myldrende kompleksitet og ind i skærebrændende stålindustri.

Og så har Gores smag for blues og gospel i øvrigt aldrig fungeret bedre eller fået så klart og besjælet svar af Gahans sangstemme.

Jeg forventede mig ikke noget videre af Depeches udfoldelser her i deres tredje årti og på deres 11. studiealbum, men de har undfanget deres kompositorisk bedste album siden Violator fra 1990 og deres klangligt mest udfordrende siden Songs of Faith and Devotion fra 1993.

De har syet et nyt sæt englevinger, og iført dem oplever de åbenbart en tiltagende ærefrygt over for livets mageløse banalitet og over for uskyld:

Precious and fragile things/need special handling

Men den mørke seksualitet flyver fortsat under deres våbenskjold, og, se, vingerne, de har iført sig, er af blanksort læder.

Jeg skal være den første til at fejre, at det stadig klæder de aldrende herrer.

Depeche Mode: Playing The Angel (Mute/EMI-Capitol). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu