Læsetid: 3 min.

Den nye europolis

23. januar 2002

VOLDSOM opstandelse skabte det, da avisen Financial Times mandag skrev, at den britiske Blair-regering kunne tænke sig at lave et sikkerhedsråd i hjertet af EU, der består af de tre stormagter, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Det var en luftballon, og den fløj hen over det europæiske kontinent, indtil den var skudt ned. Af Blairs embedsmænd, af Kommissionen og det spanske EU-formandskab. Der vil blive sendt flere balloner i vejret i den kommende tid. Ministerrådets udenrigspolitiske ansigt, Javier Solana, overvejer i denne tid om, man skal gøre op med de halvårlige formandskaber, der går på skift mellem landene i Rådet. En af ideerne er at lave treårlige kollektive formandskaber. I teorien kan det styrke kontinuiteten og ledelsen af unionen, men dybest set er det lappeløsninger udtænkt af teknokrater. Fællesskabet står ved en korsvej, som man erklærede på Laeken-topmødet i december. Om få år er der måske 27 medlemslande, og så risikerer unionen at ende i politisk handlingslammelse, hvis ikke institutionerne reformeres.

ALT DET bør ikke handle om en toptuning af den administrative maskine. For »EU skal være mere demokratisk, mere gennemsigtigt og mere effektivt,« som man sagde i Laeken.
Visionen om at gøre EU mere demokratisk er værd at holde fast i. Især nu, hvor det er kommet frem, at formanden for det nye EU-konvent, franskmanden Valery Giscard d’Estaing, kræver et solkongeligt hof og honorar for at lede debatten om fremtidens EU. Godt nok er det sådan i showbizz, at stjerners anseelse siges at være proportional med honoraret, men det er et dårligt udgangspunkt for en demokratisk fornyelse i EU og for at styrke borgernes tillid.
Konvent-ideen er ikke i sig selv dårlig. I stedet for en sluttet kreds af topdiplomater, så er det en bred pluralistisk kreds af parlamentarikere fra øst og vest, der skal stå til offentligt regnskab for deres ideer. Selv om konventets forslag risikerer at blive forkastet af EU-toppens regeringskonference i 2004, så kan det fremme en levende debat om, hvordan EU gøres mere demokratisk. Den er der brug for.
I dag er mindst 60-70 procent af de nationale love et resultat af EU-beslutninger. En kæde af bevidste og ubevidste politiske valg har skabt den magtfordeling. Og det afspejler, at miljø, markeder og sikkerhed er grænseoverskridende spørgsmål, der ikke alene kan løses af nationalstaten. Problemet er bare, at man har ikke udviklet en holdbar demokratimodel for den magt, der rækker hinsides nationalstaterne.
»Overalt hvor der udøves kollektiv magt, må de, som er underkastet magten, også have adgang til at deltage i den,« som demokratiprofessoren Benjamin Barber har sagt. I såvel Europa som globalt mener han, at der skal skabes stærke overnationale institutioner. I sidste instans fordi »det globale marked skal reguleres demokratisk.«
Det er en krævende udfordring. For kan man udvikle en transnational politisk struktur og kultur, der tager ægte demokratiske beslutninger om de fælles anliggender i Europa og på globalt plan? Kræver det ikke en fælles offentlighed?

LIGE PÅ det punkt er der måske grund til at være optimist. Er der ikke ved at opstå en fælles europæisk offentlighed med medier, engagerede globalaktivister og levende debat på internettet? I stedet for at ignorere eller frygte den nye offentlighed, kunne man se den som et politisk potentiale. Hvad med at engagere de nye kræfter direkte i konventets debat?
De nationale magteliter med folk som Blair, Fogh, Chirac, Berlusconi og Aznar har dog ikke interesse i at udvikle nye demokratiske strukturer, som rækker ud over deres egen interessesfære. Og derfor er EU låst fast i en blindgyde med teknokratiske lappeløsninger. I stedet for at skabe et transnationalt demokrati i EU – dette interkulturelle fællesskab af minoriteter - så risikerer man i værste fald at ende op med en grim version af den nationalistiske identitetspolitik. Det er et problem, alle europæiske borgere, der stadig har demokratiet kært, bør forholde sig til.

GRÅNER Europa i et stiv skellet mellem et formelt nationalt demokrati, der på mange områder har mistet reel suverænitet, og en tungere EU-magt, mases de demokratiske idealer. For magten i EU ligger stadig i et indirekte valgt Ministerråd uden direkte folkelig kontrol, og der er kun begrænset medbestemmelse for det direkte valgte Europa-Parlament. Demokratiseres den magtstruktur ikke, risikerer EU at bryde sammen som et gammelt nedslidt menneske, hvis knæ og hofter ikke længere kan klare overvægten.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu