Læsetid: 6 min.

De Nye Filosoffer i kamp mod anti-racismen

10. marts 2006

Det er med blandede følelser, at Frankrigs mest omdiskuterede filosofiske strømning nu fejrer 30 års fødselsdag. 1976 var nemlig året, "hvor den franske intelligentsia taber, hvor medierne tilraner sig retten til at udnævne, hvem der er intellektuel, og hvem der ikke er det," erindrer en anonym forlægger i den anledning.

Markedsført som 'De Nye Filosoffer' indtager de tv-showenes plateauer for at gå imod strømmen. Foran et fransk millionpublikum gør de op med efterkrigstidens og 68-oprørets marxistiske tænkning. Er opgøret oplagt, er det også forceret. Hvad nogle intellektuelle umiddelbart hilser velkommen som et frisk pust, bliver snart ildeset som påtrængende dårlig ånde.

De Nye Filosoffers afvæbnende kampråb er 'anti-totalitarisme.' Det er vagt, men svært at modstå og bredt og brugbart. I løbet af de sidste 30 år har begrebet indbefattet alt fra anti-kommunisme, anti-stalinisme, anti-fascisme, anti-semitisme og anti-islamisme over anti-anti-amerikanisme og anti-anti-racisme til vores dages opgør med - 'fascislamismen'.

I dag - efter 11. september, urolighederne i de franske forstæder og senest polemikken omkring de danske karikaturer - cirkulerer deres idéer med fornyet hast. Men hvilke? Kan man komme nærmere?

Som en af mediestormens aktører, Jean-Paul Dollé, der siden er gået bagom dansen, i dag indrømmer, trådte nogle nye filosoffer ind i den franske offentlighed i slutningen af 70'erne, men uden nogen 'ny filosofi'.

En af deres mest nådesløse kritikere, den nu afdøde filosof Gilles Deleuze, mente dog de var "en virkelig nyhed".

"De har introduceret litterær og filosofisk marketing i Frankrig i stedet for at danne skole," skrev Deleuze i et af sine frontalangreb på tænkerne, der siden har triumferet verden over.

"De 'nye filosoffer' er i egenskab af repræsentanter for jeres nationale intellektuelle liv en af hovedgrundene til fransk tænknings svækkede indflydelse i verden," udtaler den slovenske filosof Slavoj Zizek til det franske magasin Nouvel Observateur i anledning af fødselsdagen.

De anti-totalitære tænkeres succes i tv, presse og radio kan ikke overdøve den larmende stilhed, der omgærer dem i den internationale universitetsverden.

De to mest fremtrædende nye filosoffer uden ny filosofi har lige fra starten været Bernard-Henri Lévy og André Glucksmann. Men har deres massive tilstedeværelse i medierne sjældent svigtet, har deres militante hyperaktivisme til gengæld aldrig været let at lokalisere i det politiske spektrum. Sådan har det været, siden de to bannerførere i 1977 blev inviteret i studiet hos tv-værten Bernard Pivot under titlen Ligger de Nye Filosoffer til højre eller venstre?

Svaret blæser til dags dato i vinden - hvis de da ikke blot er oprørte venstrefolk ligesom de amerikanske neokonservative tænkere sammen med hvem, de under Bushs fane med tænkeren Marcel Gauchets ord "udemokratisk" kæmper for "at gennemtvinge demokratiet med vold".

Som Deleuze har bemærket, er deres begreber ikke blot store "som huller i tænderne". Kollektivet af Nye Filosoffer har også forstået at sælge den samme vare i flere forskellige politiske versioner.

Til gengæld har adskillige af Frankrigs og verdens prominente filosoffer med sympatier på såvel venstre- som højrefløjen udtrykt deres dybeste foragt for de såkaldte 'medieintellektuelle' - når man ikke blot og bart har ignoreret dem eller forsøgt at tie dem ihjel.

I mellemtiden er deres essays blevet udgivet og genudgivet, strøget til tops på bestsellerlister og oversat til flere sprog. Deres netværk inden for kultur-, forlags- og medieverdenen har slået rødder, og deres status som kommentatorer af verdens gang er blevet en selvfølge.

De har udbygget deres samarbejde med franske toppolitikere og nogle af fransk erhvervslivs mest magtfulde aktører. Er der ingen filosofi, er der til gengæld megen magt.

Men hvem er disse Nye Filosoffer? Spørgsmålet er 30 år efter stadig relevant. I den seneste tid har de rettet deres sympati mod en stor avis i et lille land mod nord, forsvaret som ny bastion i krigen mod 'anti-totalitarismen'.

Bernard-Henri Lévy - født 1949 - er med egne ord "Frankrigs største intellektuelle". Grundet de mange referencer til ham i især tabloidpressen, hvor hans trademark er den opknappede skjorte - gerne helt ned til bæltestedet - forkortes navnet af praktiske grunde BHL - ikke at forveksle, trods onde tungers stædige insisteren, med BHV, navnet på en fransk butikskæde kendt som stedet, hvor man kan finde og købe alt.

I den seneste måned har BHL på fransk tv gjort udfald mod "fascislamismen" og signeret et "Manifest mod den islamiske totalitarisme" i den satiriske ugeavis Charlie Hebdo på den radikale venstrefløj.

Manifestet, hvor BHL præsenteres som "fransk filosof, født i Algeriet, engageret i kampen mod alle det 20. århundredes 'ismer' (fascisme, antisemitisme, totalitarisme og terrorisme)", indledes med ordene: "Efter at have bekæmpet fascismen, nazismen og stalinismen står verden nu over for en ny global trussel af totalitær type: islamismen."

Udgangspunktet er denne gang striden om Muhammed-tegningerne, men BHL er ikke på udebane. Det historiske sus genkalder første selviscenesættende sætning i hans første bestseller fra 1977: "Jeg er det naturlige afkom af et diabolsk par, fascismen og stalinismen."

Under læsningen af Barbariet med et menneskeligt ansigt forklarer en anden, men højt respekteret tænker af totalitarismen, Claude Lefort, hvorledes han svingede "mellem vanvittig latter og indignation over den groteske retorik og talens armod".

Efter endt læsning af BHL's næste satsning, Guds Testamente, der kommer året efter, får han historikeren Pierre Vidal-Naquet på nakken. I et åbent brev til den unge mand udhæver kritikeren blandt alle fejlene nogle eksempler i form af "en lille antologi over 'perler' en middelmådig gymnasieelev værdig". I sit svar beskylder Lévy historikeren for "censur" og for opfindelsen af en ny genre: "Den filosofiske politirapport."

Et par år senere spørger den konservative politiske filosof Raymond Aron til den nye fiksstjerne på Frankrigs intellektuelle firmament: "Af offentlig interesse eller offentlig fare?" En håndfuld researchede bøger, der er udkommet i løbet af de sidste par år og alle møntet på BHL, bekræfter de værste formodninger. Udover hvad Aron kaldte hans faglige "uhæderlighed", afdækkes alt fra tænkerens systematiske løgne i den offentlige sfære til hans griskhed i privaten.

André Glucksmann - født 1937 - er lige fra første færd en forførende herre, der hurtigt indynder sig hos adskillige, forskellige franske tænkere. Med sin første bestseller, Komfuret og kannibalen fra 1975, hvor han drager parallellen mellem nazismen og kommunismen, vækker han derfor så meget desto mere furore.

Ligesom Bush udspiller Glucksmanns offentlige interventioner sig i de store modsætningers arena som en kamp mellem Det Gode og Det Onde. "Bushist? mig?" udbryder han dog i dag og fortsætter, "jeg glemmer aldrig, at Bush betragter Putin som en good guy". Udover sit forsvar for krigen mod Irak og hans hævdelse af landets "masseødelæggelsesvåben" er han idag kendt som tjetjenernes intellektuelle væbner.

En anden fjende er "nihilismen", som han har observeret i optøjerne i de franske forstæder, nej'et til EU-forfatningen og blandt kritikerne af "retten til at karikere".

I sit seneste indlæg for en uge siden i Le Monde betitlet Civilisationers chok? Nej: filosofiers forsøger han at rydde op i rodebutikken: "Skal man placere negationen af Auschwitz og desakraliseringen af Muhammed på samme niveau?" Nej, fremturer Glucksmann, for det første forhold vedrører historiske fakta og det sidste forhold trospørgsmål. Som den selvudnævnte "koleriske tænker" konkluderer, må man kalde "en kat en kat".

Som Alain Finkielkraut - født 1949 - i dag fremfører, var han aldrig en af de Nye Filosoffer. Øjeblikkeligt gennemskuede han "operationens aggressive marketingsdimension". Ikke desto mindre er det et faktum, at han har mere til fælles med dem end sin uafladelige hævdelse af jødedommen til mange jøders store frustration.

Forrige år stod han bag et opråb mod "den hvide racisme," "antisemitisme" og "antirepublikanisme" blandt franske forstadsbørn for strategisk at komme højreekstremismen i forkøbet. Sidste år fortsatte kampen i et interview i den israelske avis Haaretz, der selv overrasket refererede tænkerens udfald mod de franske forstæder og latterliggørelse af det franske landshold, der i dag ikke længere er multietnisk men "sort, sort, sort". Konklusionen var profetisk: "Anti-racismen bliver i det 21. århundrede, hvad kommunismen var for det 20."

Efterfølgende modtog han et støttebrev fra Gluscksmann. De Nye Filosoffer havde og har ikke nogen filosofi.

De er heller ikke nye længere, men under anti-totalitarismens fane har de stadig en fælles fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu