Læsetid: 4 min.

Det nye flertal

30. maj 2002

DET VAR KUN i ganske få meningsmålinger i året op til folketingsvalget sidste år, at der tegnede sig et rent højreflertal mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Når det skete, blev det i reglen fejet af banen som en umulighed – alt for mange faktorer skulle på en og samme tid være til gunst for højrefløjen. Hos Venstre var man ret sikker på, at fire af partiets mærkesager fremstod som klare vindersager – nemlig skattestoppet, bedre forhold for ældre, flere midler til syge og mere lov og orden.
Derimod eksisterede der en vis nervøsitet for, at det ville lykkes den daværende SR-regering at få Venstre til at fremstå som usympatisk hos marginalvælgerne på grund af dets krav om skrappere udlændingelov og færre penge til verdens u-lande. Denne nervøsitet forsvandt fuldstændigt i kølvandet på terrorangrebet på USA den 11. september – idet der opstod en langt stærkere fælles forståelse blandt et markant flertal af danskerne om, at der virkelig er grund til at frygte den muslimske indvandring. Valget kunne derfor ikke komme på et bedre tidspunkt for de borgerlige.

DET HISTORISKE VALG er netop for en gang skyld historisk, fordi det for første gang siden 1920’erne skabte et rent højreflertal i Folketinget. Siden den uheldige Venstre-bonde Madsen-Mygdals højreregering fra 1926 til 1929 har skiftende borgerlige regeringer været nødt til at indgå udvandede forlig med enten små midterpartier eller med det store Socialdemokrati. Den konservative Poul Schlüter, der styrede skiftende regeringer fra 1982 til 1993, nåede af samme årsag aldrig at styre landet i nogen speciel ideologisk retning. Han havde ganske enkelt ikke flertallet til det.
Dette borgerlige flertal – uplettet af eksempelvis radikale, centrum-demokratiske eller kristelige korrektiver – har den nuværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Hans VK-regering har et komfortabelt flertal sammen med dets parlamentariske støtteparti, Dansk Folkeparti, hvis indflydelse på politikken nærmest er uden sidestykke for et ikke-regeringsparti. Pia Kjærsgaards partis indflydelse er større end den indflydelse, som Socialistisk Folkeparti havde under det såkaldte Røde Kabinet fra 1966 til 1968, da folkesocialisterne ganske vist ikke besad ministerposter, men de facto var med i regering alligevel. Fogh har siden valget indgået alle afgørende aftaler med Dansk Folkeparti – mest afgørende finansloven og udlændingeloven. Derfor har Danmark i øjeblikket noget så sjældent som en regering, der fører blokpolitik.

REELT HAR FOGH heller ingen anden mulighed. Den politiske virkelighed i dag er, at der reelt kun eksisterer to flertalsmuligheder for VK-regering: Enten at gå sammen med Dansk Folkeparti – eller at gå sammen med Socialdemokratiet. Den normale tredje variant med de små midterpartier eksisterer ikke på grund af det klare folketingsvalg. Da statsminister Fogh i sin valgkamp gjorde det til en særlig dyd, at han ville holde sine løfter, gjorde han det ud fra den sædvanlige christiansborgske logik. Den tilsiger, at det er okay, at man efterfølgende ikke kan gennemføre alle sine løfter på grund af, at der i politiske forlig både skal gives og tages. Sådan er det, når der skal tages hensyn til forligspartnere. Men med det rene højreflertal har Fogh fået den for dansk politik så sjældne mulighed, at han rent faktisk kan gennemføre hele sin politik.
Dansk Folkeparti har sagt ja til stort set det hele – og derfor er Fogh reelt tvunget i armene på dem. Hvis han i stedet valgte at indgå i seriøse forhandlinger med de socialdemokrater, der som bekendt tabte valget, ville hans ideologiske politik ikke kunne gennemføres – og han ville derved bryde sine egne løfter på en for de borgerlige vælgere uforståelig måde.

ALT TYDER DERFOR på, at landet i denne valgperiode ikke vil få mindre, men tværtimod mere blokpolitik. VK-regeringen vil selvfølgelig forsøge at få især socialdemokrater og radikale med i nogle vigtige forlig for at udviske billeder af en ren højreregering. De to tidligere regeringspartier står i et vanskeligt dilemma, hvor de risikerer, at de mod en minimal indflydelse på indgåede forlig kommer til at hjælpe VK-regeringen med at blive opfattet som midtsøgende. Derfor er det i virkeligheden klogere, at især Socialdemokratiet – men også de øvrige oppositionspartier – bruger det kommende halve år på at formulere klare alternativer.
Socialdemokratiet, der ganske vist tabte valget, men stadig repræsenterer en lille tredjedel af befolkningen, har især brug for at komme ud af den noget bitre taberrolle. Partiformand Poul Nyrup Rasmussen har lovet en ny start på partikongressen i september – og der er grund til at forvente et stort og gennemarbejdet forslag på et samlet alternativ. Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten aner man efterhånden dårligt, hvad mener om ret meget – ud over kritik af regeringens dagsorden. Derfor bør også de hver især bruge sommeren til at tænke nye og konkrete bud på en samlet politik. Den ladhed og surhed, der har præget de tre små oppositionspartier, hjælper næppe centrum-venstre i dansk politik i at genvinde tabt terræn.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her