Læsetid: 4 min.

Nye krigsformer kræver nye slags regnskaber

Rodet i regnskaberne i Irak viser, at de vestlige regeringer ikke er rustet til at styre deres egen privatiserede krigsførelse
1. august 2005

Den gode nyhed er, at der findes genopbygningsprojekter i Irak, som er gennemført. Den dårlige er, at yderligere syv millioner dollar til Hilla-regionen er sporløst forsvundet, at fire undersøgte vandprojekter byder på huller i regnskaberne "over hele linjen", og at hullerne tyder på bedrageri for millioner af dollar hos amerikanske firmaer og embedsmænd.
Sådan lyder konklusionen på den revisionsrapport, som lørdag blev udsendt af den amerikanske kongres' særligt udnævnte revisor for genopbygningen af Irak, Stuart Bowen. Revisionsrapporten er den seneste i en lang række, der rejser kritikpunkter over USA's håndtering af den irakiske genopbygning. Én side af sagen er Iraks egne oliepenge, der som rapporteret i Information fredag ser ud til stort set at være væk uden dokumentation.
En anden er de 18,4 milliarder dollar af amerikanernes egne skattepenge, som kongressen har tildelt genopbygningen (heraf er 200 millioner øremærket til Afghanistan).
Her står det foreløbig klart, at Halliburtons division Kellogg, Brown & Root (KBR) havde frie hænder til at fakturere i Irak i de første ni måneder af besættelsen. Pentagon satte ingen øvre grænser for udgifterne, krævede ingen kontrol og så ingen kvitteringer.

Rådvilde politikere

KBR tog 73 millioner dollar for mobil indkvartering til luftvåbnets 101. division, dobbelt så meget som hæren ville have gjort det for; KBR opkrævede 88 millioner dollar for måltider, som aldrig var blevet serveret; KBR indkøbte flåder af Mercedes-lastbiler til 85.000 dollar stykket til forsyning mellem baserne, lod dem køre uden varer, og kørte i ørkenen uden reservedele eller -dæk. Brød lastbilerne sammen, efterlod chaufførerne dem i vejkanten og brændte dem af, så ingen andre kunne bruge dem. En anden ven af Pentagon, A.P. Møller-Mærsk, som ifølge World Policy Institute er det selskab, der målt i vækst i kontrakter med Pentagon har haft mest udbytte af Irak-krigen, har måttet forlade Irak efter demonstrationer og sagsanlæg fra de irakiske myndigheder mod den eksklusive og uigennemsigtige danske drift af Iraks næststørste havn. Imens er politikerne rådvilde; Troels Lund Poulsen fra Venstre udtalte til weekendens Information, at det ikke kan være en dansk regerings opgave at føre kontrol med vores allieredes eller danske firmaers opførsel i Irak. Hvad der ikke står klart er, hvis opgave det så er.

Den privatiserede krig

Rådvildheden har en forklaring. Irak-krigen er en ny type krig, som de krigsførende magter ikke endnu har udviklet passende styringsinstanser til. Det skyldes privatisering. Under den første golfkrig i 1991 var kun én af 100 amerikanere fra styrkerne privatansat; i den nuværende krig nærmer frekvensen sig en ud af ti. I den nye "slanke" krigsførelse skæres alle ekstra opgaver fra, så amerikanske soldater kan koncentrere sig om at kæmpe: Opbygningen af baser, transport, fødevareforsyning, men også sikkerhedsvagter og -foranstaltninger, en udgiftspost, der ifølge de nyeste tal fra den amerikanske ambassade fylder 16-22 procent i det nuværende genopbygningsforbrug. Idealet er, at jo flere opgaver der udføres af private virksomheder, jo mere vil markedets egne sorteringsmekanismer sikre, at opgaverne udføres bedst og billigst. Visionen blev ifølge analytikeren Chalmers Johnson udtænkt af firmaet Brown & Root (før fusionen med Kellogg) på bestilling af Dick Cheney, mens han var forsvarsminister i den første Bush-regering. I 1992 betalte Pentagon nemlig Brown & Root 3,9 millioner dollar for en redegørelse for, hvordan man kunne bruge outsourcing til at reducere militærets afhængighed af tropper til logistik. Bagefter vandt Brown & Root selv kontrakten til at gennemføre planen.
I 1995 blev Dick Cheney direktør for Brown & Roots moderselskab Halliburton, og sidst i 90'erne tog det private erhvervslivs indtog i krigen for alvor fart med to Halliburton-opgaver: Genopbygningen af Saddams oliefelter - hvis ødelæggelse Cheney i sin tid som forsvarsminister havde anført - og opbygningen af militærbaser på Balkan efter de amerikanske bombardementer i juni 1999. Og Irak er den mest privatiserede krig nogensinde.

Indsigten går tabt

Spørgsmålet er nu, hvordan man sikrer politisk retning i de internationale projekter - fra krigsførelse til genopbygning. Her er overfaktureringen langt fra det alvorligste problem.
I den forvirring, der nu i Irak spreder sig om placeringen af ansvaret for den genopbygning, der er gået op i røg og udokumenteret forbrug, går én fællesnævner igen: uigennemsigtighed. Når en stat overgiver offentlige opgaver til private firmaer, går den offentlige indsigt tabt. Ingen firmaer har pligt til at redegøre for deres forretningspraksis; ingen firmaer er underlagt offentlig aktindsigt. Når stater overgiver en stigende mængde opgaver til private firmaer, falder gennemsigtigheden proportionelt. Det er ikke firmaernes skyld. Firmaers pligt er at tjene penge og at gøre det på en måde, der minimerer konkurrenters indsigt i deres forretningsgang. Men staterne mangler endnu redskaberne til at sikre, at deres politik gennemføres - det er den ultimative, ikke-privatiserbare opgave.
Det frie marked fungerer altid kun i nøje fastlagte rammer (såsom de strikt ritualiserede regler for aktiehandel), og det gælder i skærpet grad vor tids privatiseringer af regeringsførelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her