Læsetid: 4 min.

Nye midte? Se til højre

14. juni 1999

Den franske centrum-højrepolitiker François Bayrou, spidskandidat for partiet UDF til EU-valget, blev forleden spurgt af en journalist, om han ikke havde lyst til at slutte sig til den socialdemokratiske gruppe i Strasbourg-parlamentet. Dette ironiske spørgsmål skyldes, at Bayrou - på linje med andre borgerlige franske politikere - dag efter dag skamroser de europæiske socialdemokrater med Gerhard Schröder og Tony Blair i spidsen, der bekender sig til liberalismen og markedsøkonomien. De franske højrepolitikere beundrer Schröder, og de forherliger Blair.
Det underforståede budskab i disse kærlighedserklæringer er, at de franske socialister skiller sig ud som dogmatiske og ortodokse - forhistoriske og isolerede i Europa.

Lionel Jospin betegner vedholdende Schröder og Blair som sine "venner," men man fristes til at konstatere, at med sådanne venner har han slet ikke brug for fjender.
Schröders og Blairs nye fælles manifest for et "fleksibelt og konkurrencedygtigt Europa" er blevet modtaget med begejstring af det franske højre, der finder, at det er som skabt til at slå de franske socialister oven i hovedet med. "De to siger simpelt hen, at de franske socialister tager fejl over hele linjen," triumferer Bayrou.
Den gaullistiske politiker Pierre Lellouche, der står præsident Chirac nær, siger, at det tysk-britiske manifest får Jospin til at fremtræde som "den gamle franske venstrefløjs sidst mohikaner."

Højres begejstring for manifestet (Vejen frem for Europas Socialdemokrater, præsenteret i London den 8. juni efter et møde mellem Blair og Schröder) burde egentlig være nok til at gøre det suspekt. Og Jospin har da heller ikke tøvet med at tage afstand fra det. I virkeligheden har manifestet givet ham en velkommen anledning til at markere sig til venstre, mobilisere sine egne vælgere og styrke sammenholdet i regeringskoalitionen med kommunisterne.
Det mest forbløffende er, at regeringscheferne for to af de tre vigtigste vesteuropæiske lande gør sig bemærket med et manifest, der i bund og grund er udtryk for den ældgamle søgen efter den 'tredie vej'. At 'social-liberalismen' endnu engang kan præsenteres som noget nyt.
Måske må det være tilladt at minde om, at den tredie vej og den social-liberale løsning var på mode for 50 år siden. I de nordiske lande var det en kæphest, der blev redet af de danske radikale og især det svenske Folkeparti under ledelse af økonomiprofessoren Bertil Ohlin.
I de samme år lancerede den tyske Forbundsrepublik under kristelig-demokratisk ledelse den "sociale markedsøkonomi," der stort set var udtryk for det samme kompromis. For 40 år siden - på den historiske partikongres i Bad Godesberg i 1959 - bekendte det tyske socialdemokratiske parti SPD sig i realiteten til denne model og afsvor de tendenser til dogmatisk socialisme, der i en årrække havde stækket partiets vælgerappel. Denne kursændring gav bonus.

Tony Blair har lanceret sin politik under betegnelsen "den tredie vej." Den tanke er ham tilsyneladende fremmed, at de socialdemokratiske partier i forvejen er udtryk for en tredie vej og for en midterpolitik.
Den tredie vej, der blev fulgt i store træk i alle vesteuropæiske demokratier fra 1945 og fire årtier frem, og som franske politologer ofte betegner som "socialt demokrati" - praktiseret af såvel centrum-venstre som centrum-højre regeringer - var netop et kompromis mellem liberalistiske og socialistiske tendenser.
Socialdemokrater er pr. definition moderate. De bekender sig - som Jospin formulerer det i dag - "til markedsøkonomien, men ikke til markedssamfundet."
Det nye - og ved nærmere eftertanke foruroligende - er at Blair og Schroder nu vil finde en ny tredie vej og en ny midte, ikke mellem liberalisme og socialisme, men mellem ultraliberalismen og den socialdemokratisme, der i årtier var anerkendt som - netop - en tredie vej.
Hermed rykker midten radikalt til højre. Det er en kapitulation over for tidens neoliberale korstog og politikkens abdikation til fordel for økonomien. Jospin understreger da også, at hans parti er et "moderne socialdemokrati," men "mere politisk" end de to søsterpartier.

I den praktiske politik er der ikke de store divergenser mellem Blair-Schröder og Jospin. Den franske leder - hvis resultater med hensyn til økonomisk vækst i øvrigt er noget mere overbevisende end de to andres - er i virkeligheden meget pragmatisk, for eksempel med hensyn til privatiseringer.
Men han vil ikke skrive under på et manifest, der så stærkt understreger den liberalistiske nyorientering, og man kan undre sig over, at hans to kolleger lægger navn til et - i øvrigt ofte overfladisk og klodset formuleret - skrift, hvor markedskræfternes dynamik, fleksibilitet, lavtlønsektor, lavere selskabsskatter, mindre stat, individets ansvar for sig selv og så videre overskygger det sociale.
Efter næsten to årtier med vægt på monetær ortodoksi, valutaunion og økonomisk liberalisering kunne man have troet, at det var det sociale Europa, der havde brug for et skub fremad, men de to regeringschefer vælger 'mere af det samme.' Bag den provokerende tone mærker man en forstemmende konformisme.

Hvis den slags betragtninger ophøjes til program, vil oppositionen til venstre for socialdemokraterne få vind i sejlene. I Frankrig må Jospin gå en delikat balancegang for at holde sammen på koalitionen med kommunisterne, mens disse trues af konkurrencen fra et voksende ekstremt (trotskistisk) venstre.
Men i Tyskland er der en venstrefløj inden for Schröders eget parti SPD, hvor London-manifestet møder modstand. Som fællesnævner i Europa har denne middelmådige tekst iøvrigt ingen chancer, for venstrepartierne i de latinske lande er traditionelt mindre åbne over for liberale tanker end i Nordeuropa. B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu