Læsetid: 4 min.

Nye mislyde?

27. august 2003

HVAD ER DET, der er i vejen med den nye kompositionsmusik? For et eller andet må der vel være galt, siden ingen tilsyneladende gider at lytte til den. Den nye kompositionsmusik sælger stort set ingen plader. Det er musik, som de danske landsdelsorkestre sjældent tør binde an med.
Det er musik, som kun fylder ganske lidt i DR, fordi det generelt betragtes som værende for mærkeligt, for knudret eller for grimt til at skabe den behagelige knastfri vellyd, som klassisk musik gerne skulle beruse os med. Og det er musik, der stort set er uden publikum. For som Anders Beyer i går kunne berette i sin reportage fra Suså festivalen, som er et af de sidste samlingssteder for den nye kompositionsmusik i Danmark, er det også en musik, som savner et ungt publikum.
Den nye kompositionsmusik er blevet en form for ’reservatmusik’ forbeholdt en lille sluttet skare, som har værnet stædigt om den, lige siden den atonale musik gjorde sit indtog i Danmark i 1950’erne. Schönberg, Stockhausen, Berg og Webern og de hjemlige Nørgaard og Gudmundsen-Holmgreen er just aldrig ligefrem blevet ’folkeeje’ på trods af, at den ’ny’ musik rent årstalsmæssigt ikke længere er så ung og ny igen.
Måske fordi mange af komponisterne selv blev så forelskede i at eksperimentere med form og for opslugte af at studere deres egne og de nærmeste kollegers/konkurrenters partiturer til at kunne ænse verden udenfor? Eller måske fordi den moderne, klassiske musik umiddelbart virker for svært tilgængelig.
Muligvis har vi relativt let ved at betragte og begribe moderne og abstrakt billedkunst, ballet og teater – men når det gælder moderne musik, går der pludselig mental ’kronhjort ved skovsø’ i den. Schönbergs tolvtone-musik er ikke lige umiddelbart til at nynne med på. Gudmundsen-Holmgreens koncert for cello og båthorn kan heller ikke nydes som behagelig baggrundsmusik, mens man drikker rødvin, hvis man da vil undgå at spilde i den pæne sofa.

LIDER VI AF ET ’VIVALDI SYNDROM’, kunne passende være det næste spørgsmål? Skal klassisk musik helst være lyden af en verden i harmoni, før vi kan værdsætte den? Lyden af en atomiseret verden virker tilsyneladende alt for påtrængende.
Når vi via billedkunst konfronteres med en verden, der er faldet fra hinanden, er det langt lettere at vende et blindt øje til og hurtigt haste videre mod et andet motiv. Lyd er derimod langt mere konfronterende, anmassende og vanskeligere at slippe uden om. Lyd kan også virke fysisk ubehageligt og i et ubemærket øjeblik angribe følelsesregistre, vi helst så forblev uberørte.
Alligevel er der stadigvæk moderne, klassiske komponister, som ufortrødent fortsætter deres virke. Og de får da også ørenlyd ved både Suså og Salzburg festivalen – og ved BBC’s promenadekoncerter i Royal Albert Hall i London. Her opførte man i sidste måned On the Transmigration of Souls af John Adams, hvor tekstbidder fra efterlysningsplakater over savnede personer efter 11. september indgår i værket. Både anmeldere og publikum var enige om, at et værk som dette viste den kontemporære, klassiske musiks relevans og styrke, når den bruges som besk og barsk refleksion over tiden.
Men når endnu en måned er gået og dette års promenadekoncerter er afsluttet, vil medierne og publikum atter glemme alt om Adams og i stedet vende ørerne mod Beethoven, Brahms og Bach, som endnu en gang vil trække fulde huse.

HVORNÅR GIK DET SÅ GALT for den moderne klassiske musik, siden det stadigvæk er de samme, gode, gamle kendinge, som får folk til at gå til klassiske koncerter og investere i klassiske plader?
Ifølge Nicholas Kenyon, som er ansvarlig for BBC’s dækning af den klassiske musik, gik det ’galt’ for de klassiske komponister, da de efter Anden Verdenskrig forsøgte at skabe et nyt, musikalsk sprog, som endte med at blive en tand for esoterisk for utrænede ører i almindelighed og et bredt publikum i særdeleshed.
Alligevel kan man meget passende spørge sig selv, hvordan utrænede ører nogensinde skal kunne trænes, hvis de aldrig konfronteres med musik, der byder på visse udfordringer? For både 50, 100 og 150 år siden kunne publikum snildt finde på at udvandre fra koncerter, hvis musikken blev for uudholdelig. I dag skal den klassiske musik helst glide ned uden de store synkebevægelser, da det jo både koster mange penge at komme ind og høre den, og da det derudover også først og fremmest er ’pæne’ mennesker, der lytter til den.
Det er, som om »forbindelsestrådene mellem de skabende ånder og det levende musikliv er skåret over«, som Anders Beyer bemærkede i sin reportage. Måske derfor er det så vanskeligt at komme med et endegyldigt svar på, hvad der er i vejen med den nye kompositionsmusik, siden ingen lytter til den. Komponisterne kan ikke komme til publikum – og publikum kan ikke komme til komponisterne, da der bliver stadigt færre fora for musik, der ikke lige lyder som Vivaldi, men som en moderne verden i opbrud.

kns

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her