Læsetid: 4 min.

Nye ofre for 11-9-2001

24. marts 2003

»Dette er krigens virkelighed. Vi bomber. De
lider.«
Den britiske krigsreporter Robert Fisk,
der befinder sig midt i Bagdad,
på forsiden af The Independent i går

FOR FEM-ÅRIGE Doha Suheil kom krigens gru allerede i fredags. Et krydsermissil – affyret langt, langt væk ved et tryk på en tast på en computer af en anonym amerikansk soldat – eksploderede tæt på hendes hjem i Bagdad-forstaden Radwaniyeh. Missilet, der vejer omkring halvandet ton, sendte store og knivskarpe splinter i alle retninger – nogle af dem ramte Dohas ben og endnu værre hendes rygrad. Hun er nu lam i sit venstre ben. Det er krigsreporteren, Robert Fisk, der fortæller om Dohas skæbne – og om den 50-årige Amel Hassan og hendes fem-årige datter Wahed, om drengene Sade Selim på 11 og storebror Omar på 14, om 23-årige Imam Ali, og om flere andre, som alle er kvæstede af granatsplinterne.
Fisk rapporterer fra al-Mustansaniya Hospitalet, hvor de første hundreder af sårede irakere er indlagt efter den første amerikansk-ledede sønderbombning. De er fattige allesammen, kommer fra usle hjem, ofte træhuse, som så nemt bryder sammen, når eksplosionerne rammer i nærheden.

LIGE MEGET, hvor meget præsident George W. Bush og forsvarsminister Donald Rumsfeld lover at undgå civile, så går det hele tiden ud over netop civile. Derfor stiller Fisk det oplagte spørgsmål: Hvorfor skal en pige som Doha eller en dreng som Wahed, begge fem år, nu rammes af USA’s hævntørst over terrorangrebene den 11. september 2001? Doha og Wahed har af indlysende årsager intet at gøre med den terror. Nu er det imidlertid dem, der lider. De seneste dage har vist, at de amerikanske og britiske ’nålestiksoperationer’ heller ikke i denne krig altid rammer perfekt. De rammer uafladeligt ved siden af – hvilket de to mest kendte eksempler, dels de to vildfarne bomber i nabolandet Iran, dels den amerikanske nedskydning af et britisk fly, er så åbenlyse eksempler på. Krigens tabstal steg dramatisk i går til over hundrede; antallet af kvæstede er langt større; og flere hundredetusinder af irakere er allerede på flugt. Den lethed, hvormed især amerikanerne påstod, at de besejrede irakerne med de første dage, viste sig i løbet af søndagen anderledes nuanceret. De første reportager fra den egentlige front viste, at de amerikanske og britiske soldater, som rent faktisk er i kamp, er anderledes bekymrede end indtrykket er fra briefinger i Qatar og i Pentagon.

SELV OM krigen nu er igang og ikke kan standses, så er den ikke blevet mere retfærdig. Den amerikanske præsident George W. Bush, som har varmet op til krigen i halvandet år, har hverken kunnet bevise, at Saddam Hussein udgør en trussel mod verdenssamfundet, eller at han samarbejdede med Osama bin Ladens terrornetværk. Bush fik aldrig overbevist FN om behovet for at gå i krig nu, men alligevel angriber han nu med al den voldsomme våbenkraft, som verdens mægtigste nation besidder. Den militære Bush-doktrin – som giver USA retten til at angribe ethvert land på kloden blot på formodet mistanke – er nu igang med at vise dens syge udførsel. Krigen, som USA ikke kan undgå at vinde til slut, vil blive fulgt af, at aggressoren – samme USA – skal søge at skabe fred og demokrati. Risikoen for, at krigens gru og manglende begrundelse i stedet fører til øget ustabilitet, nye konfrontationer og ny terror i regionen og den øvrige verden er desværre nærliggende.
Det moralske lederskab, som præsident Bush påtager sig, er så hult, at det gør ondt. Den evige sabelraslen, som præger Bush, og den manglende respekt for international retsorden, der kendetegner hans styre, diskvalificerer ham som en lederfigur.

DESVÆRRE ER Danmark også i krig – og derved i den grad medansvarlig for de rædsler, som Iraks børn, kvinder og gamle udsættes for i disse døgn. Statsminister Anders Fogh Rasmussen prøver at fremstille sig selv som en international statsmand – men er i virkeligheden en kedelig blanding af en logrende skødehund og en pinlig kujon. Han er en skødehund, fordi han har besluttet sig for at bakke op om USA’s kurs – uanset hvad præsident Bush synes at bryde af internationale normer.
Han er en kujon, fordi han i måneder har spillet med fordækte kort – ved at hævde, at han agtede at følge FN-sporet, for så alligevel at bryde det, og ved at melde afbud til enhver offentlig debat med sine hjemlige politiske modstandere. Fogh fremstår i dag som en af denne verdens mest krigsivrige regeringschefer – og risikerer derved at bidrage til en langt mere ustabil verden – i stedet for at tilhøre gruppen af eftertænksomme vestlige ledere.

DE KRIGSFANGER, som Irak i går viste frem for åbne tv-kameraer, erindrer os også om, hvilken uhyggelig despot Saddam Hussein er. Det er åbenlyst imod Genève-konventionen at ydmyge de rædselsslagne amerikanske krigsfanger på den måde. Ingen bør holde hånden over Saddams forbrydelser – og enhver ønsker ham fjernet fra magten. Den krig, som USA har ønsket, er nu i gang og vil ultimativt fjerne despoten fra magten – men med alt, alt for mange
civile døde og kvæstede til følge. Det er ikke den rigtige måde. Lad os håbe, at det går så hurtigt som muligt.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her