Læsetid: 2 min.

Nye oplysninger om RAF-terrordrab vækker opsigt i Tyskland

De tyske myndigheder dømte åbenbart de forkerte for terrordrabet på rigsadvokaten Buback for 30 år siden. Flere politikere kræver efterforskning genoptaget
23. april 2007

Historien om den tyske terrorisme bør delvist skrives om.

Det fastslog Tysklands største avis, Bild, i går, nu da nye oplysninger om et af de helt centrale drab fra terroråret 1977 kan tvinge de tyske myndigheder til at genåbne efterforskningen. Det sker, netop som forbundspræsident Horst Köhler er ved at overveje, om han skal benåde en af de drabsdømte RAF-terrorister, nemlig Christian Klar, der har siddet 24 år i fængsel.

For 30 år siden markerede det koldblodige mord på den vesttyske rigsadvokat Siegfried Buback og dennes to ledsagere startskuddet på den venstreekstremistiske terrorgruppe Rote Armee Fraktions 'Offensiv 77', hvis bortførelser og terrordrab et halvt år senere kulminerede i det såkaldte tyske efterår, der rystede det daværende Vesttyskland i sin grundvold.

Men den 54-årige Klar, som dengang blev opfattet som en af Tysklands farligste terrorister, affyrede slet ikke de dræbende skub imod Buback og dennes ledsagere i Karlsruhe.

Det siger eksterroristen Peter-Jürgen Boock i et opsigtsvækkende interview med nyhedsmagasinet Der Spiegel. Boock står dermed frem som dén informant, som sidste onsdag fik Bubacks søn Michael til at skifte kurs og opfordre Köhler til at benåde Klar, inden denne har afsonet sin mindstestraf i 2009.

Terrorister holdt tæt

Lige siden RAF blev opløst i 1998, har de forhenværende terrorister ellers holdt tæt og nægtet af oplyse, hvem af dem der affyrede de dræbende skub mod deres i alt 34 ofre. Men Boock udpeger nu direkte en af sine gamle kampfæller Stefan Wesniewski, der hidtil ikke har været bragt i forbindelse med Buback-drabet, som morderen.

"Jeg ønsker, at Christian Klars ansøgning om at blive benådet kun bliver målt op imod de gerninger, han virkelig har begået," siger Boock, der selv afsonede 17 års fængsel.

Der Spiegel påpeger i en stor artikel diverse fejl og mangler ved retsopgøret efter Buback-drabet.

Således skal en anden eksterrorist allerede i starten af 1980'erne have fortalt efterretningstjenesten om Wesniewskis medvirken, men oplysningerne blev ikke brugt, da Klar og to andre blev idømt livsvarigt fængsel for drabet. Og politiet skal længe have vidst, at en af de dømte, Knut Folkerts, slet ikke var i Tyskland på drabstidspunktet.

Den tyske rigsadvokat ville søndag ikke kommentere de nye oplysninger. Men flere politikere, der hidtil kategorisk har sagt nej til at benåde Klar, kræver nu efterforskningen genoptaget.

"Hvis myndighederne i årevis har haft kendskab til det nøjagtige forløb uden at videregive oplysningerne til retsvæsnet, er der behov for et juridisk og politisk efterspil," siger formanden for det liberale oppositionsparti FDP, juristen Guido Westerwelle, til avisen Welt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her