Om få uger går århusianerne i stemmeboksen. Meget er på spil ved dette byrådsvalg - ikke kun borgmesterkæden, men selve byens fremtid, sjæl og identitet. Fire store byudviklingsprojekter vil f.eks. på sigt (måske) forøge byens befolkning med små 70- 100.000 nye borgere.
For at sætte det lidt på spidsen: Skal Århus være en moderne, vidensbaseret og kulturel nysgerrig kosmopolitisk by midt i Europa? Eller skal Århus være en tilbageskuende, industritung og kulturelt bange provinsby i nationalstaten Danmark?
Helt afhængig af politisk temperament og ståsted, orienterer man sig mere mod det ene udviklingsbillede frem for det andet. Anderledes kan det ikke være. Men kan man af den grund konkludere, hvilken af de to store traditionelle politisk blokke i byrådet, der er mere til det ene frem for det andet?
Nej - vil mit svar være efter at have siddet i byrådet i snart fire år. De politiske brudflader går nemlig kun på overfladen ned imellem de to traditionelle blokke: Den socialistiske og den borgerlige - mit eget parti, Det Radikale Venstre, har valgt at placere sig et helt tredje sted.
Værdier og holdning
Men hvor går brudfladerne i byrådet - og byen som sådan - så i dag? Med fordel kan man lade sig inspirere af de to amerikanske forskere Paul Ray og Sherry Ruth Anderson, der i deres bog The Cultural Creatives fra 2000 og senere fulgt op af Paul Ray's rapport The New Political Compas fra 2002, beskriver de politiske konsekvenser af den nuværende økonomiske, sociale og kulturelle udvikling i vor del af verden.
I den danske presse er der blevet skabt et billede af, at samtlige radikale folketings- og byrådsmedlemmer er tvangsindlagt til at have Richard Floridas bog The Rise of The Creative Class liggende under hovedpuden. Og rigtigt er det, at Richard Florida har haft en afgørende indflydelse på debatten - ikke bare i Det Radikale Venstre - om hvilke samfundsfaktorer, der driver økonomien og byvæksten frem i disse år.
Hvor Florida har en (frisk) økonomisk analyse af udviklingen af de nordeuropæiske lande og USA, er Paul Ray og Sherry Ruth Andersons bog en værdi- og kulturanalyse af de selv samme lande og stater. Og konklusionerne er overraskende relevant læsning.
Paul Ray og Sherry Ruth Anderson tager nemlig afsæt i en lang række seriøse statistiske værdi- og holdningsundersøgelser gennem de sidste 30-40 år i USA og Europa. Og de to amerikanske forskere konkludere, at der i USA og Nordeuropa er opstået fem (politiske) værdi-grupperinger. Med afsæt i disse tegner Ray og Anderson et helt nyt politisk kompas, som sprænger den traditionelle politiske blokopdeling; Demokraterne over for Republikanerne i USA. Og i Danmark den socialistiske blok over for den borgerlige (plus/minus Dansk Folkeparti).
Kompasset rundt
Det nye politiske kompas består i følge dem af følgende fem hovedgrupper (meget forenklet præsenteret her):
- I Nord: De kulturelt kreative, der består af mennesker, som skaber nye, progressive (organisations- og virksomheds-)kulturer, der hvor de arbejder og/eller bor. Mennesker, der tillægger den enkelte ansvar for eget liv, men uden at ville 'sælge ud' af fællesskabets sociale ansvar over for dets udstødte. Med et andet ord 'sociale entreprenører'. Mennesker, der er motiveret af og drevet frem af de store grænseoverskridende (livs)spørgsmål som bæredygtigt miljø, kvinders rettigheder, kulturel mangfoldighed, social retfærdighed og globale menneskerettigheder. I denne gruppe finder du også de ny-spirituelle.
- I Øst: De kulturelt konservative, der rummer mennesker, som er utrygge ved den nuværende (globale) samfundsudvikling, og som længes efter de gode gamle (industri)dage. Her finder du også det religiøse højre.
- I Syd: Business-konservative, der ser den nuværende liberalistiske og globale udviklingen som et plus. De vægter markedets dynamik og pengene i borgernes egne lommer frem for flere offentligt finansierede institutioner og initiativer.
- I Vest: De konventionelt (tænkende) venstreorienterede, der vægter en stærk og stor offentlig sektor, og som ser den nuværende samfundsudvikling som en trussel mod det solidariske velfærdssamfund, der er bygget op gennem de sidste 50-60 år.
- I midten af dette nye kompas, finder man mennesker, der - af den ene eller anden grund - enten føler sig fremmedgjorte og/eller uvidende over for den aktuelle politiske diskussion og debat. Mennesker, der føler sig så socialt, kulturelt og økonomisk marginaliserede, at de ikke har overskud til at tage stilling til, hvad der sker i det land eller det lokalområde, de bor i.
De kulturelt kreative
Paul Ray og Sherry Ruth Anderson vurderer, at der i den amerikanske befolkning er omkring 35 procent af de 'kulturelt kreative', 19 'kulturelt konservative", 14 'business-konservative', 12 'konventionelt venstreorienterede' og op til 20 procent af de politisk og socialt 'fremmedgjorte og uvidende'.
Et af de helt væsentlige budskaber i bogen og rapporten er, at der er en stor gruppe af 'kulturelt kreative' i både det demokratiske og republikanske parti.
Men at mange af disse 'kulturelt kreative' ikke føler sig specielt politisk repræsenteret af den politik, de respektive politiske store partier fører.
"Så hvad ville der egentlig ske, hvis et af de allerede eksisterende partier eller et helt nyt parti, var i stand til at opsamle og formidle de behov, ønsker, drømme og visioner denne gruppe af 'kulturelt kreative' har til deres eget liv og for samfundet som sådan," spørger de to amerikanske forskere.
Et spørgsmål, der også vil være relevant at stille i en dansk/århusiansk politisk kontekst. For hvis man 'fordansker' Paul Rays og Sherry Ruth Andersons nye politiske kompas og fordeler (med lidt løs hånd) de politiske partier i Danmark på de fem hovedgrupper, får man følgende billede:
- I Nord: De kulturelt kreative. Her vil du finde størstedelen af mit eget parti, sammen med dele af Socialdemokraterne, dele af SF, dele af de Konservative plus enkelte Venstrefolk.
- I Øst: De kulturelt konservative. Her finder vi Dansk Folkeparti sammen med dele af Socialdemokraterne og dele af SF (plus en enkelt eller to Venstremænd og Konservative kvinder).
- I Syd: Business-konservative. Dette hjørne er befolket af Venstrefolk og den nyliberale fløj af Det Konservative Folkeparti plus et par stykker fra af mit eget parti.
- I Vest: De konventionelt (tænkende) venstreorienterede. Her holder Enhedslisten til sammen med dele af Socialdemokraterne og SF.
I midten af dette nye kompas: Her finder man, lige som i undersøgelsen fra USA, gruppen af mennesker, der - af den ene eller anden grund - enten føler sig fremmedgjorte og/eller er uvidende over for den aktuelle politiske diskussion og debat.
Set med Århus-briller
Hvis man kobler ovenstående 'fordanskede' udgave af kompasset, med den anden væsentlige konklusion i Paul Ray's rapport, bliver det først rigtigt interessant set med politiske Århus-briller.
Paul Ray beskriver nemlig hvilke af disse værdigrupper, der har det mere eller mindre (værdi)let med hinanden. Han konkluderer at:
- der er en historisk værdialliance mellem de kulturelt kreative og de konventionelt (tænkende) venstreorienterede.
- ligeledes er der en naturlig alliance mellem de kulturelt konservative og business-konservative.
- tilsvarende er der et meget anstrengt forhold mellem de kulturelt kreative og de kulturelt konservative.
- og helt galt går det med dynamikken mellem de konventionelt (tænkende) venstreorienterede og de kulturelt konservative.
- derimod er der fra tid til anden et brugbart allianceforhold mellem henholdsvis de konventionelt (tænkende) venstreorienterede og business-konservative og det samme gælder for de kulturelt kreative og business-konservative.
Oversat til en her-og-nu-politisk Århus-virkelighed, så passer ovenstående alliance-billede egentlig ganske godt med dynamikken i byrådssalen gennem de sidste fire år. For det er ikke nogen hemmelighed, at Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti i Århus Byråd gang på gang har stået i hvert sit politiske ringhjørne (indskudt bemærkning: Jeg vil personligt medgive Dansk Folkeparti, at de ofte stiller relevante spørgsmål - men jeg er så umådeligt uenig i de politiske svar, dette parti kommer med). Derimod har Venstre igennem hele byrådsperioden - måske af rent taktiske grunde - haft det lettere ved at sidde ved samme politiske bord som Dansk Folkeparti.
Den personlige kemi
Når det kommer til dynamikken mellem Det Radikale Venstre på den ene side og Socialdemokraterne og Venstre på den anden, så har der fra tid til anden været et særdeles udmærket samarbejde mellem de tre partier. Nogle gange mellem alle tre partier på samme tid. Andre gange to og to. Hvorimod relationen mellem dele af SF og Enhedslisten på den ene side og Det Radikale Venstre på den anden side vel bedst kan beskrives som politisk fastfrosset, eller når det går højt: neutralt. At dette er tilfældet har givet vis lige så meget at gøre med manglende personlig kemi som politisk enig- eller uenighed at gøre (desværre havde jeg nær skrevet).
Men hvis man som almindelig borger i Århus identificerer sig mest med gruppen af 'kulturelt kreative' - hvad jeg tror mange gør - , hvor placerer man så sin stemme i det kommende kommunalvalg? Hos de radikale? Hos SF, Enhedslisten, Socialdemokraterne eller for den sags skyld på en af de opstillede konservative og venstrefolk?
Det vil den kommende valgkamp afgøre.
Uanset mandatfordelingen, så håber jeg af et inderligt hjerte, at det er de 'kulturelt kreative' i vores by, der ved deres stemmeafgivning den 15. november afgør, hvordan Århus som bysamfund skal udvikle sig de næste 30-40 år.
Uffe Elbæk er byrådsmedlem for Det Radikale Venstre og formand for skole- og kulturudvalget i Århus
