Læsetid: 6 min.

Den nye puritanisme

Vi lever i en så poleret tid, at man kommer til at tænke på den franske adels sidste dage, tiden med silkedragter og pudderparykker. Den småborgerlige forargelse har gode kår, men må vi ikke snart være fri?
21. december 2005

Vi lever i en mørketid. Her tænker jeg ikke på den lave sol, der er over vores land i disse dage. Men på de mørklægningsgardiner, vi selv trækker ned for vore vinduer. FN's højkommissær mener, at nogle mennesker i Pakistan skal have lov at forbyde tegninger i en dansk avis. Nogle overtroiske forestillinger i et fjernt land skal bestemme over ytringsfriheden i Danmark. Med et ondt smil kunne man kalde det globalisme.

Professorerne Isi Foighel og Eva Smith og - selvfølgelig - frihedens statsbetalte kapitulant, Morten Kjærum, agiterer for selvcensur. For nylig blev der stor ståhej, fordi folketingsmand Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti sagde, at Islam er en terroristisk religion.

Det er der vel ikke noget usandt i at sige, al den stund bomberne brager i restauranter på Bali og i Egypten og i tog og busser i Madrid og London. Og de, der udløser bomberne, erklærer sig som islamister og begrunder deres massemord med skriftsteder i Koranen.

Det er da heller ingen hemmelighed, at Muhammed både plyndrede og snigmyrdede. Og at han myrdede 800 jøder, som han ellers havde givet frit lejde. Samt at han havde samleje med en ni-årig pige - altså var pædofil. En køn plante at se op til, ham Muhammed!

Løgn er unatur

At Islam gennem sin historie har været en krigerreligion, der går på erobringstogt i andre lande, turde heller ikke være nogen skrøne.

Hvorfor må en folketingsmand så ikke sige disse ting?

Fordi vi lever i en så poleret tid, at man kommer til at tænke på den franske adels sidste dage, tiden med silkedragter og pudderparykker, før guillotinens tid i 1789. Dengang den affable adel gemte de fattiges undertrykkelse og de riges råddenskab under artige falbeladers tykke pudderlag.

Løgn er unatur. Og unatur fører til undergang eller oprør.

Hvor er den politiske debats frimodighed blevet af? Hvor er den offentlige debats lattermilde demaskering af hykleriet, som er Holbergs arv til os?

Da jeg skrev min første bog, Tør du være fri?, i 1968, var fri abort, nøgenbadning, homoseksualitet, porno, børn uden for ægteskabet forkasteligt, forargeligt og mestendels forbudt.

Disse indsnævringer af menneskers egen råderet over deres liv var vi nogle, der gik til angreb på. Vi syntes, de var forvrængninger af det frie menneskes natur. Vi vandt. Vi fik i det store og hele disse forstokkede meningsløsheder afskaffet.

Men nu har onde guder igen gjort friheden afmålt og sænket en ny gang tabuer ned over vore syndige hoveder.

Forargelsen over Jørgen Leths liderlige liv i troperne blev til hekseforfølgelse. Manden, der med sin lyriske magi skænkede TV 2 hundredtusinder af sommerseere til en så dødssyg sport som cykelrytteri, blev fyret af ren og skær småborgerlig forskrækkelse. Selv om tusindvis af de forargede utvivlsomt har hygget sig i smug over den af Jørgen Leth åbenbarede forestilling om mulatpigens tilgængelige bagdel!

Dumhedens tid

Hvis Leth nu havde nøjedes med at gøre det, som de fleste jo godt vidste, at han gjorde, og ikke havde skrevet om det, havde ikke en sjæl gøet ad ham. Det er altså ikke liderligheden, men den frie tale om liderligheden, der er forbrydelsen. Ikke handlingen, men offentligheden omkring den er ethvert bigotteris anstødssten.

Ved kommunevalget blev Louise Frevert mødt af en bølge af forargelse, fordi hun engang har optrådt nøgen. Efter min målestok er det tværtimod en dyd, at et menneske med en smuk krop og et smukt ansigt stiller begge dele til skue, så ikke bare den skønnes familie, men almenheden kan glæde sig over det. Det var faktisk sådan noget, vi i 1968 kaldte for socialisme. Men i 2005 var de autonome socialister de værste til at håne den nøgne Louise Frevert.

Jo, det er blevet mørketid, dumhedens tid.

Det ny snerperi er kommet til os, samtidig med at muslimerne er kommet til landet. Om de to fænomener har noget med hinanden at gøre, skal jeg ikke afgøre. Men den muslimske kultur er gefundenes Fressen i en mørketid.

Nogle af de muslimske påbud er det rene galimatias set med danske øjne, såsom forbud mod at spise svinekød, omskæring af småbørn og stening af 'utro' kvinder ( ikke 'utro' mænd. De må godt. For Islam er en mandsreligion.).

Måske var der mening med denne galskab i et beduinsamfund i 600-tallet. Men i et moderne samfund er det overtro og trolddom. Vanvittigt, at vi i Danmark i 2005 i ramme alvor skal tage stilling til idiotiske og barbariske stammeritualer af den slags. Det var sådan noget som Peder Most-bøgernes forfatter, den berejste Walter Christmas, for 100 år siden berettede om som udslag af den mest formørkede hedenskab.

Men disse muslimske tabuer er nu blevet seriøse samfundsspørgsmål, som vi skal tage stilling til i Danmark i 2005. Forleden diskuterede man med alvorlige stemmer i et radioprogram i Danmarks Radio, om det ville være en god ide at hugge hånden af tyve!

Man kan håbe, at ikke alle 3.-400.000 muslimer i Danmark agter at følge sharialoven i dens mest rabiate udgave. Og man kan håbe, at årtiers ophold i det gemytlige Danmark filer de rettroendes kanter lidt til.

De hårde nakkers tid

Håbet beskæmmer ingen. Men der er foreløbig ikke noget der tyder på, at muslimerne vælger konsensus-vejen. Hizb-ut-Tahrirs fremgang hos de unge. Dødsdommene og demonstrationerne mod Jyllands-Postens tegnere. Strengheden hvormed de muslimske landes regeringer og ambassader ser på sagen. Muslimernes hellige afstandtagen fra at gifte sig med danskere.

Det er ikke forbrødringens tid. Det er de hårde nakkers tid.

Sært nok er det ikke mindst den danske ungdom, der i 70'erne stod for frigørelse fra tabuerne, der nu som ældre værner om censur. Vi skal skånsomt holde hånden over overtro og trolddom, også når den udøves i Danmark og indebærer kvindeundertrykkelse og seksualforskrækkelse.

Vi har pudset straffeloven på dem, der ikke udtrykker sig affabelt nok. Racismeparagraffen 266 b har sat hængelås for munden af menigmand. "Man binder os på mund og hånd," skrev PH. Men nu er det ikke tyskerne der binder os. Det er vores egen, og især den akademiske, såkaldt venstreorienterede, overklasses virkelighedsforskrækkede artighed.

Munkemarxisterne har sammen med Det Radikale Venstre været kernetropperne i forsvaret for den muslimske storindvandring og de islamiske loves knæsættelse i Danmark.

I en børnehave må danske børn kun have leverpostej og svinekød med på maden, hvis madpakken anbringes i et køleskab for sig og fortæres i et lokale, hvor børnehavens muslimske børn ikke befinder sig. Absurd. Men virkeligt.

Ingen ville i 1970'erne have løftet et øjenbryn over at en avis med glimt i øjet tegnede Muhammed. Anderledes i dag. Revolutionens fortrop er på deres gamle dage blevet reaktionens bagtrop. Det er set før. De glade, nationalliberale Hostrup-studenter i 1840'erne, der indførte demokratiet, blev siden hen til 1860'ernes og 70'ernes sure borgerskab, der satte en stopklods for frihed og folkestyre.

I indvandringssagen sank munkemarxisternes ned i deres eget ideologiske hængedynd. De havde med en vis ret prædiket, at Den Tredje Verden var blevet udbyttet og undertrykt af den hvide kapitalist. Så når disse udbyttede stakler kommer op til os, gør vi en passende afbigt for Vestens gamle udbytning ved at indrette vores eget offentlige rum efter de hæmninger og tabuer, en oldtidsreligion fra Østen har pålagt sig selv, også når den er kvinde- og menneskefjendsk. som Islam er!

Vi lever i en mørketid. Der er brug for lys. Lyset fra den fri tale.

Ole Hyltoft er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu