Læsetid: 3 min.

Den nye sag

15. juli 2002

20 ÅR EFTER aids-epidemien begyndte at tage livet af de rige og smukke i den vestlige verden, gør livsforlængende medicin og rekordlave hjemlige infektionsrater det nemt for en velstillet borger at vende ryggen til aids-kirkegården i de fattige dele af verden. Kan man som kynisk vesterlænding afskrive Afrika syd for Sahara som fjernt og fortabt, bliver det alligevel svært at gøre det samme med epidemiens nye ynglepladser i Østeuropa, Rusland og verdens mest folkerige lande, Kina og Indien. Med 40 millioner hiv-smittede og 70 millioner forventede aids-dødsfald over de næste 20 år, er aids er ved at blive intet mindre end den mest dødelige epidemi i verdenshistorien.
På trods af spæde optimistiske røster fra forskere og medicinalfirmaer på den forgangne uges aids-konference i Barcelona, er realiteten, at en effektiv vaccine og en fuldstændig kur har lange udsigter. Samtidig
vies den meste forskning til den undertype af hiv, som de vestlige landes borgere får. Og pengene til at få situationen bare nogenlunde under kontrol i de fattige lande, vil de rige lande endnu ikke give slip på.

ALLIGEVEL er der grund til nogen optimisme. Mens politiske ledere generelt var enige om at blive hjemme fra aids-konferencen i Durban i 2000, vrimlede Barcelona med vicepræsidenter, ministerpræsidenter og sundhedsministre. Mange af dem, der førhen var mål for aktivisternes vrede, som f.eks. den amerikanske senator Jesse Helms, har nu sluttet sig til koret af vrede stemmer. Aids-kampen er blevet den moderne politikers darling, og få vil i dag vove at påstå, at hiv er bøssers og umoralske individers pest. Afrikanske ledere, der har lurepasset i årevis, er nu af omstændighederne tvunget til åbne øjnene. Mange mangler stadig at vise handlekraft i forhold til at ændre kulturelle vaner og forbedre sundhedssystemer, men når en epidemi skærer en velvoksen skive af ungdommen ud af et lands produktionssektor, er det svært at forholde sig helt passiv. Og i de lande, hvor epidemien truer med at udvikle sig med afrikansk
hast, er det værd at hæfte sig ved, at et effektivt modangreb endnu kan nås.

DET, DER mangler, er, at politiske ledere i både Nord og Syd omdanner de mange pæne ord til handling. Aids udryddes næppe i dette århundrede, men det er en epidemi, der kan bremses væsentligt. Forebyggelse og behandling er nøgleord, og det er en vigtig pointe, at de to ikke kan adskilles. Mens behandling til verdens fattigste borgere for bare to år siden blev opfattet som en umulig drøm, er der i dag en langt større forståelse for, hvorfor behandling og forebyggelse nødvendigvis må gå hånd i hånd. Ja, man får i princippet mere for hver bistandskrone brugt på forebyggelse. Men hvilken u-lands-borger vil lade sig teste og risikere stigmatisering og diskrimination, hvis han ved, at muligheden for at blive behandlet er ikke-eksisterende?
Bekymringer om at manglen på rent vand og ure til at holde styr på pillerne reelt gør afrikanerne ude af stand til at håndtere livsforlængende medicin, har vist sig grundløse. Pilotprojekter viser, at også analfabeter værdsætter livet så meget, at de finder en måde at gøre medicinen til en daglig vane, så de holder sig i live til gavn for deres familier og deres samfund.
Samtidig er prisen på medicinen faldet så meget, at det nogle steder kan lade sig gøre at behandle for helt ned til en dollar om dagen. Bistandsorganisationer som danske Danida, der stadig kun går på forebyggelsesbenet, må dele disse erkendelser og begynde at tænke mere i helheder.

DEN NYOPRETTEDE Globale Aids Fond er et stort og vigtigt skridt, og de 10 milliarder dollar, som FN anbefaler som årligt grundbeløb, burde kunne findes. Beløbet svarer til ti dages OECD-støtte til landbruget eller fire dages globale militærudgifter.
Røgskyerne fra WTC-tårnene havde næppe lagt sig, før verden havde skrabet et milliardbeløb sammen til kampen mod terror. Aids er en lige så presserende kamp. Få kan være i tvivl om, at vi lever i en globaliseret verden, og advarslerne om de sikkerhedsrisici, aids og den deraf følgende fattigdom og desperation udgør, bør ikke overhøres.
Hensynet til den globale sikkerhed er en særdeles god grund for de rige lande til ikke at vende ryggen til de fattige i Syd. En endnu bedre grund er vores almene medmenneskelighed.

sny

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her