Læsetid: 8 min.

Nye tider for Time

Time Magazine er et magasin, hvis navn dækker verden som intet andet, tilsyneladende uimodtageligt for ændringer. Men tiden går, og den journalist, som står i spidsen for Times internationale udgaver, har sat en stille revolution i værk
19. januar 2007

Indrammet af den ikoniske røde ramme er hovedhistorien i denne uges Time Magazine en 10 siders analyse af Kinas tilsynekomst som den næste supermagt, skrevet af en tidligere underviser ved London School of Economics, som nærmest blev journalist ved et tilfælde.

Michael Elliott, født i Liverpool, er ikke blot forfatter til denne globale forsidehistorie, han redigerede også samtlige udgaver af verdens nemmest genkendelige nyhedsmagasin fra Irland i vest til Japan i øst.

Michael Elliott tilbringer en stor del af sin tid med at flyve frem og tilbage mellem New York, hvor han bor, og London, hvorfra han redigerer Europa-, Mellemøst- ogAfrika-udgaverne, samt Hongkong, hvorfra han redigerer Asien-udgaven.

Den dag vi mødes, er han på sit London-kontor med udsigt til den palladiske storhed i William Chambers' Somerset House. Elliott er ikke helt så pyntet i sin krøllede, blå t-shirt.

Det er dagen derpå. Boremaskiner hamrer løs på gaden mod Waterloo Bridge, og et antal skriveborde står ubemandede hen, fordi de daglige brugere nu føler virkningerne af en helt ekstraordinær fest afholdt i The Royal Courts of Justice med deltagelse af bl.a. Bob Geldof, Cherie Booth og Mary Quant i anledning af 60-årsdagen for Time Magazine i Europa. De, som i dag plejer deres ømme hoveder, skulle prøve at leve livet i Elliotts tempo.

Nogle timer tidligere havde han været i Hongkong for at fejre Times Asien-udgave på Hotel Ritz Carlton i selskab med folk som den filippinske præsident, Cory Aquino, og den indiske politiker og dynastiarving, Rahul Gandhi.

"Jeg forlod selskabet kl. kvart i 11 i går aftes og styrtede til lufthavnen for at nå et fly klokken et. Jeg sov lidt om bord på flyet, tog ind på et hotel for at skifte tøj og derfra direkte til festen her."

Det kan godt være, han er i form til at feste, men journalisten Elliott nyder stor anseelse og er formentlig den eneste, som har været chefredaktør på både Time, Newsweek og The Economist, de tre store engelsksprogede ugeblade.

Han bliver stadig - efter fem år på magasinet - overrasket over den indflydelse, Time har.

"Jeg vil nødig lyde arrogant, men jeg har arbejdet mange forskellige steder, og jeg synes, det er forbløffende, hvor magtfuldt brandet er, og hvordan du kan få adgang til specielle mennesker og overtale dem til at gøre ting for dig," siger han og henviser til en nylig artikel om arven efter Charles de Gaulle, skrevet af Jacques Chirac.

Sådan gør man på Time

Tolkningen af nyheder er Times vigtigste opgave.

"Jeg mener, at nyhedsdækningen er vores hjerteblod. Det er vores kernemission at rapportere og analysere de virkelig store begivenheder."

Som tilfældet var med denne uges globale forsidehistorie om Kina, påtager han sig gerne større opgaver selv.

En forsidehistorie om Mellemøstens fremtid, med overskriften 'The Way Out ... of this Mess', illustreret med et billede af en mand på flugt fra Beiruts ruiner, blev trykt med Michael Elliotts egen byline i slutningen af sidste år. Selve artiklen, der på klassisk Time-facon fulgte efter tre billedopslag, der viste de menneskelige omkostninger ved krigen i Libanon, fyldte fire sider med analyser, bød på seks 'nøgler til fred' og blev understøttet af syv korrespondenters reportager fra fire forskellige kontorer rundt om i verden. Sådan gør man på Time.

"Et af vore traditionelle udtryksmidler, der går helt tilbage til Henry Luce (som grundlagede Time i 1923, red.), har været multi-reportagerne stykket sammen af en enkelt journalist, normalt i New York, fra artikler, der kom ind fra hele verden. Det er måske blevet en kliché, men jeg har skrevet mange forsidehistorier netop på den måde - og jeg er meget stolt af dem."

I sit tidlige voksenliv havde Elliott, nu 55, ingen planer om at blive journalist. Efter eksamen fra universitetet i Oxford begyndte han at undervise, først ved Northwestern University i Chicago og siden ved London School of Economics. Han var 33 og tæt på at acceptere et jobtilbud som management-konsulent hos Deloitte, da Andrew Knight, dengang redaktør for The Economist, overtalte ham til at komme til bladet.

"Han sagde til mig, at 'du tjener meget færre penge, men du får det meget sjovere', og begge dele var sandt."

Ven med Bill Clinton

Han var på bladet i 10 år, hvor han var chef for Washington-kontoret og politisk redaktør. Derudover arbejdede han på ITV's nyhedsudsendelse, Eyewitness. Her hed produceren Simon Shaps, der nu er tv-direktør for ITV.

Elliott kom til Newsweek i 1993, og i fem år var han redaktør for Newsweek International, før han skiftede til Time i 2000. For fire år siden blev han adlet for sin mangeårige journalistiske indsats.

Højdepunktet som reporter var nok dækningen af den amerikanske valgkamp i 1992, hvor han blev gode venner med Bill Clinton på dennes sejrstogt mod Det Hvide Hus.

"Vi var meget heldige med, at Bill Clinton faktisk godt kunne lide The Economist."

Elliott lavede senere en dokumentarserie for Channel 4 med Amerikas daværende førstefamilie, The Clintons. Serien blev nomineret til en pris af British Academy of Film and Television Arts.

Tsunami

Michael Elliott nærer mere blandede følelser for dækningen af tsunamien i 2004. Elliott var så tæt på bølgen, da den ramte Thailands kyst, at Fox News beskrev ham som 'tsunami-overlever', hvilket gjorde ham noget forlegen.

"Jeg var ude at spille golf. Jeg var på sjette hul, tsunamien var 250 meter borte, og jeg vidste ikke engang, det skete. Vores caddy blev meget ophidset, og vi kørte tilbage til klubhuset, hvor helvede var brudt løs."

Efter at have sikret sig, at hans familie var i sikkerhed - de boede på et hotel i nærheden - indså Elliott, at han havde et arbejde at passe, og han etablerede fire Time-hold, der skulle rapportere fra Thailand, Indonesien, Sri Lanka og Indien. Den efterfølgende 'specialreportage', med sort forside, en overskrift, der blot lød 'Tsunami, December 26, 2004', og et billede af en sørgende kvinde på stranden, fyldte 33 sider.

"Fem minutter fra hvor jeg opholdt mig, oplevede man rystende ødelæggelser," husker Elliott.

"Men jeg er umådelig stolt af det arbejde, reporterne lavede den uge. I Asien-udgaven fyldte vi det hele."

Time er stolt af sine traditioner, og en af dem er ikke at gøre noget for at skjule dets amerikanske rødder til trods for Elliotts opgave: at sælge magasinet i områder, hvor mistænksomheden over for den amerikanske regering er udbredt.

"Det er en del af vores DNA. Time er, sammen med bl.a. Coca Cola og Disney, et af de helt store amerikanske brands. Det ville være galskab at forsøge at løbe fra det."

Den amerikanske arv

Han har tilbragt det meste af sit voksenliv i USA og taler engelsk med en smule amerikansk accent.

"Vi er et internationalt nyhedsmagasin og skriver ikke kun om USA, selv om jeg håber, vi skriver bedre om det emne end nogen andre."

Elliott mener, at magasinets amerikanske arv er et vigtigt salgsargument i forbindelse med de udenlandske udgaver.

"De kommer til os, fordi de ønsker et amerikansk perspektiv på internationale nyheder, og det er noget, vi kan give dem."

Time havde selvtillid nok til at inkludere den sejrrige amerikanske general, Douglas MacArthur på listen over de 60 asiatiske helte gennem de seneste 60 år og krediterede ham for hans rolle i genopbygningen af det moderne Japan efter 1945.

Man har sat fingeraftryk på historien, hvad enten der er tale om en enkeltperson, en organisation, en bevægelse, en begivenhed eller en trend, når man kommer på forsiden af Time. Men selv om Elliott er på udkig efter overvældende fotografisk billedsprog som f.eks. en kneblet russisk dukke som symbol på angrebet på menneskerettighederne under Vladimir Putin, siger han, at intet er bedre til at fange opmærksomheden hos en tilfældig køber end den berømte røde kant på forsiden.

"Dette røde bånd svarer til, at Financial Times er lyserød. Det er ikonisk. Det fortæller, at den historie, vi har sat på forsiden, er vigtig, fordi vi har gjort os den ulejlighed at sætte den ind i den røde ramme."

Designet blev introduceret i 1927, fire år efter bladets fødsel, og er kun blevet droppet en enkelt gang. Det skete i forbindelse med terrorangrebet den 11. september 2001, hvor man syntes, den sorte ramme til forsiden var mere passende.

Radikal forandring

Men til trods for de værdier, der ligger i traditionen, har Time også indset nødvendigheden af at følge med de hastige forandringer i mediebilledet.

"Magasinet har ændret sig radikalt. Vi er blevet mere analytiske," siger Elliott.

"Bag det hele ligger de nye medier. Andre faktorer spiller ind, men jeg er ikke bange for at sige, at de nye medier er så afgørende for, hvad vi foretager os."

Som en konsekvens af denne udvikling fik Times online-udgave, Time.com, et grundigt eftersyn i sidste uge.

En del af de strategiske overvejelser er at bygge Time.com op som vores 'breaking news'-redskab, og så bruge magasinet til analytiske og reflekterende artikler. Vi har et globalt netværk af korrespondenter. Vi har ikke samme ressourcer som BBC eller de samme muligheder som AP og Reuters, men vi kan analysere. Hvis folk gerne vil vide, hvad de nordkoreanske atombombesprængninger betyder, kan vi hurtigt give dem det i vores analyser."

En vigtig del af det nye Time.com er The Ag (en forkortelse af aggregator, samling), et sammendrag af de bedste historier fra hele verden og samlet i, ja, Cardiff, af en blogger og journalist, Matthew Yeomans, som forsøger at sende stoffet tids nok for læserne i New York til at få et tidligt morgenindblik i, hvad der sker rundt omkring i verden.

Elliott er ikke spor ked af, at systemet virker ved at koble læserne op til konkurrenterne.

"Vi holder os ikke for gode til at benytte andres stof."

Med en endnu væsentligere ændring har Time i denne måned skiftet udgivelsesdag, så det nu kommer i slutningen af ugen i stedet for i begyndelsen. Ændringen har næsten været et kulturchok for de ansatte - de har skullet vænne sig til, at deres uge ikke længere slutter lørdag aften men om onsdagen - og ændringen er et svar på det tidspres, læserne ligger under for.

"I weekenden kan folk bruge et par timer på at forsøge at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. Det er et fantastisk tidspunkt for ugemagasiner."

Elliott tror, at en deadline i midtugen tvinger magasinerne til at fjerne sig fra nyhedsstrømmen og i stedet anlægge det analytiske perspektiv, som læserne kræver.

I vores rodede og frenetiske medieverden kan weekendens relative ro muligvis give Time den tid, man behøver for at demonstrere en stor udgiverinstitutions fortsatte relevans. Elliott selv har ikke dette pusterum. Hans enestående rolle kræver, at han overskrider tidszoner for at dække en nyhedsverden, som aldrig sover. Nede på gaden larmer boremaskinerne uafladeligt, og Elliott kommer i tanke om, at han har et globalt magasin, han skal redigere.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her