Læsetid: 3 min.

Nye tømmermænd til den danske sportsnation

En hønefuld rooligan er blevet offer for danskernes kollektive raseri efter lørdagens overfald i Parken. Også de internationale medier hvæser og sprutter, men enkelte maner til besindelse
5. juni 2007

Det er ikke risikofrit for danske sportsentusiaster at tænde fjernsynet i disse dage. Der går snart ikke en uge, uden at en bastion synker i grus i sportens verden.

Først røg illusionen om ørnen fra Herning, som viste sig at flyve på alt andet end opvinde. Historien gik verden rundt, og som sportsnation dalede Danmark i alverdens anseelse. Og som om det ikke var nedtur nok, stod så nationalsporten for skud, da en af de ellers så gemytlige danske rooligans mod slutningen af den højdramatiske EM-kvalifikationskamp mod Sverige i lørdags i Parken slap ind på banen og gav dommeren på munden i en brandert ud over det sædvanlige. Dermed formøblede han på hele nationens vegne et potentielt dansk point på den stenede vej videre mod EM og samlede glødende kul på sit eget omtågede hoved i form af først danskernes og siden den ganske verdens vrede.

Dårerne forstyrrede fest

De danske medier startede med at korsfæste den fordrukne viking med lidet flatterende tilnavne på en stribe forsider, og siden har de internationale medier fulgt trop.

"Dårerne forstyrrede festen," skriver svenske Dagens Nyheter bl.a. i en kommentar, hvor den tyske dommer Herbert Fandel får fuld opbakning til beslutningen om at stoppe kampen før tid.

"Det var helt rigtigt at afbryde kampen. Et nødvendigt signal til fodboldverdenen. Desværre tror jeg ikke, det når frem til dem, som burde høre det," skriver sportskommentator Johan Esk.

Han mener, det er en ringe trøst for svenskerne, at dommeren tildelte dem sejren efter at kampen blev afblæst.

"(Fodboldelskerne) ville hellere se Ljungberg lave 4-3 på straffe end at få 3-0 af dommeren," skriver han.

Selvom Norge er på behørig afstand af begivenhederne, har chefen for det norske landshold, Åge Hareide, alligevel fundet anledning til at udtrykke sin forargelse over begivenhedernes gang. Aftenposten skriver, at Hareide ikke ville have været nådig, hvis en norsk fan havde ødelagt EM-håbet.

"Jeg ville sandsynligvis have forfulgt ham resten af livet. Det er ikke noget, jeg vil anbefale nogen at gøre," siger landsholdschefen til Aftenposten.

I modsætning til den danske og svenske presse mener Åge Haraide dog, at det var en overreaktion at standse kampen.

"Selvom dommeren bliver ramt, synes jeg, han skulle have ladet spillet gå videre. Parken er fuld, det er synd for dansk fodbold," siger Haraide og fortsætter:

"Jeg føler, at dommeren tabte hovedet lidt."

Proportioner i debatten

Midt i den opskruede stemning forsøger International Herald Tribune dog at mane lidt til besindelse.

I en artikel mandag holder avisen tildragelserne i det dansk-svenske opgør op imod en kamp på det afrikanske kontinent, hvor en hjemmesejr på 3-0 i Zambia fik dødelig udgang for 12 tilskuere, da der udbrød panik på stadion, og tilskuerne prøvede at slippe ud.

Under overskriften 'Det grimme spil degenererer - Hooliganisme i Danmark; 12 dødsfald i zambiansk massehysteri,' påpeger avisen en kedelig tendens inden for fodboldverdenen, men forsøger også at bringe lidt proportionssans ind i debatten. Der er dog et stykke fra en kæberasler til 12 ihjeltrampede tilskuere, synes moralen at være.

Det synspunkt bakker kommentaren i svenske Dagens Nyheter op om. For selvom det er uheldigt, at det lod sig gøre for en overrislet rooligan at komme tættere på dommeren, end han havde krav på, ville alternativet være værre.

"Alternativet er arenaer, som ligner bunkere," skriver Johan Esk.

Og det er den slags arenaer, hvor man ikke kan slippe væk, når der udbryder panik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu