Læsetid: 4 min.

Den nye tyske midte

2. marts 1998

Den ualmindeligt klare valgsejr til SPD og frem for alt Niedersachsens minsterpræsident, Gerhard Schröder, ved delstatsvalget i Niedersachen søndag, betyder, at Schröder bliver SPD's kanslerkandidat ved forbundsdagsvalget den 27. september. Allerede efter de første nogenlunde sikre valgprognoser stod det klart for Lafontaine-fløjen, at det ville være umuligt at afvise Gerhard Schröder som SPD's kansler-kandidat.
Dermed har SPD styrket sine chancer for at vinde forbundsdagsvalget betydeligt. Gerhard Schröder er den eneste, der - alt ifølge meningsmålingerne - er i stand til at stå distancen mod Kohl. Og hvis SPD fortsætter med at spille sine kort så dygtigt, som hidtil har været tilfældet, og bibeholder Lafontaine på en fremtrædende og frem for alt synlig plads, synes SPD's chancer gode.
Valget betyder for delstatens Niedersachsens vedkommende, at man her fortsætter med en socialdemokratisk flertalsregering nu under ledelse af Gerhard Glogowski, da Schröder jo forsøger sig i Bonn.
På forbundsplan får valgresultatet endvidere den konsekvens, at SPD og De Grønne bibeholder deres flertal i Forbundsrådet, det tyske Andetkammer, hvorved de fortsat kan blokkere Kohl-regeringens lovforslag. Hvilket styrker SPD og Schröder yderligere, da de dermed kan forhindre Kohl-regeringen i at gennemføre den lovede reformpolitik og ikke mindst de skattelettelser, der ellers lige akkurat kunne nå at få virkning før forbundsdagsvalget i september.

Hvad er det da for et parti og en kansler-kandidat, der hermed toner frem. Ja, parallellen til Tony Blair og New Labour i Storbritanien er af og til dukket op i den tyske og ikke mindst den internationale presse. Man har heri bemærket, at SPD har søgt råd og inspiration hos briterne, og påpeget, at SPD endda har gjort, hvad de kunne for at efterligne briterne i trangen til at inkorporere internt modstridende politiske emner under samme tomme symbolpolitik - hvorefter sammenligningen er blevet afsluttet med et næsten afværgende ord om, at Schröder ikke er nogen Blair.
Nej vel, men hvad med det tohovede væsen Lafontaine-Schröder? De Grønnes spidskandidat i Niedersachsen, Rebecca Harms, luftede således i nærværende dagblads weekendudgave den holdning, at konkurrencen mellem Lafontaine-Schröder var ét stort trick, med formål at vinde især grønne stemme i delstatsvalget i Niedersachsen.
Bluff eller ej, dobbelt-kandidaturet og Schröders alt-eller-intet-kampagne har båret frugt. SPD har via de to sideløbende spidskandidater udvidet partiets vælgerterræn. SPD har via Schröder formået at overtage konservative stemmer ved hjælp af begrebet "Neue Mitte", den ny midte, og derved udvidet SPD's rækkevidde på bekostning af de borgerlige partier.
Her har duoen med Lafontaine haft en central rolle. For "den nye midte" er defineret som et sted mellem Lafontaine og Kohl, hvorved Schröder kan samle stemmer hos både SPD og CDU, endda det liberale FDP.
Schröder har derfor på nogle tidspunkter i valgkampen uden problemer kunnet fremstå som borgerligt-liberal, på andre socialdemokratisk og arbejdervenlig. En placering, der af og til har ledt til internt modstridene udsagn, men dog mest har været fyldt af tom retorik og gode "photo-op's".
Schröder har på den ene side søgt at være "Genosse der Bosse", Bossernes Kammerat, og tonet frem som erhvervslivets mand. Han har derfor gerne og ofte ladet sig afbilde blandt kendte og mindre kendte erhversledere, helst i flok, og helst med sig selv i midten. Schröder tillagde sig sågar en overgang et image med cigarstump på skrå i mundvigen á la Ludwig Erhard - manden bag tyskernes økonomiske mirakel i halvtredserne og tredserne - og fremhævede endnu oftere end ellers fordringen om en ny "Modell Deutschland", kodeordet for tysk efterkrigs-stolthed over økonomiens vækst.

På den anden side har Schröder også ønsket at fremstå som de svages beskytter og arbejdernes mand - det er jo Socialdemokratiet, han kandiderer for - hvorfor han, lige i rette tid før valget, lod delstaten Niedersachsen opkøbe Preussag-Stål A/S til en pris af en milliard D-mark. Virksomheden stod for salg til en østrigsk køber, hvorved 13.000 arbejdspladser muligvis var truede af rationalisering.
Den traditionelle socialdemokratiske profil er dog primært blevet opfyldt af Oskar Lafontaine, der med sine retoriske evner og visionære ord har holdt det socialdemokratiske vokabular i hævd. Således har Oskar Lafontaines funktion i den niedersachsiske valgkamp - frivilligt eller ej - primært været at holde Schröder fast forankret i det socialdemokratiske bagland. For uden Lafontaine kunne man godt af og til tvivle på Schröders parti-tilhørsforhold og spørge, om det var SPD eller CDU, han stillede op for.
SPD som helhed er dog ikke noget New Labour på tysk grund. SPD har ikke flyttet sig væsentligt, hovedvægten ligger stadig omkring Lafontaine og de mere traditionelt mindede partibosser - i al fald, hvad de politiske programmer og positionspapirer angår.
Hvis der er én lære, man kan trække af hele hurlumhejet omkring Schröder-Lafontaine, er det, at SPD er fuldt ud regeringsdygtige - forstået i rent machiavellianske eller magtpolitiske termer. Det er lykkedes SPD at holde alle kort ind til kroppen, hvad kansler-kandidat spørgsmålet angik. De har kunnet for-dreje de politiske udmeldinger til uforståelighed og har formået at lyve den samlede tyske og internationale presse ret op i ansigtet uden at blinke - endsige skændes indbyrdes - så meget som én eneste gang. Alt sammen med formålet over alle: At fravriste Kohl regeringsmagten i Bonn. Koste hvad det vil.staun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her