Læsetid: 3 min.

Den nye ulighed er ny

17. april 2007

Det er den ifølge Lykkeberg slet ikke, for andre har før Olsen vist at uddannelsessystemet længe, måske altid, har været en stærk faktor i reproduktionen af social ulighed. Alt er stort set ved det gamle, fristes man til at sige, når det gælder reproduktionen af social ulighed.

Men det er jo netop det der ikke er tilfældet. Der er sket en forandring, og det er den Olsen gør rede for, og som han kalder for ny.

Lykkeberg er tilsyneladende så træt af at høre om videnssamfundet som årsagen til og svaret på alting, at han overser Olsens helt centrale argumentation for, at noget faktisk er forandret: Hvor det danske uddannelsessystem tidligere medvirkede til at reducere den sociale ulighed, går det i dag den modsatte vej.

Uligheden øges

Uligheden øges, og det er ikke på den fede måde, som det kan fremstå når V, K og DF forsvarer udviklingen.

Det viser Olsen og peger på flere årsager men lægger især vægt på, at hvor uddannelsessystemet tidligere i relativ stor udstrækning var i stand til at reducere ulighedstendenserne, så bidrager systemet i dag yderligere til, at øge det sociale og kulturelle skel der går gennem befolkningen.

Gabet mellem de 5/6 som klarer sig godt og den sidste sjettedel (vi taler altså om op mod en million mennesker i Danmark!) øges.

Og ydermere er der tilsyneladende ingen, der politisk kerer sig om dem nederst i pyramiden.

Sammenhængskraft

Regeringen og DF forstår ikke, hvad det er for en ulighed, de er i færd med at skabe, og hvilken radikal svækkelse af sammenhængskraften i samfundet der vil følge deraf.

Socialdemokraterne snobber opad og forsøger at være hippe ved at synge med på videnssamfundets nye noder, de radikale tænker mere på elitens behov og vil akademisere hele vejen igennem, og venstrefløjen fokuserer på en marginal gruppe som er meget synlig og meget dårligt økonomisk stillet.

Imens glider en kolossal gruppe af unge længere og længere ud i samfundets margin, meget i lighed med de unge arbejdsløse i 1970erne som ingen heller dengang interesserede sig for, og som man derfor lod sidde på bænken.

Mangler færdigheder

Forskellen er blot, at de unge arbejdsløse dengang var kommet rimeligt gennem deres skoleforløb og således var parat til arbejdsmarkedet, hvor ingen imidlertid var interesserede i at tage imod dem. De unge, som hægtes af i dag, kommer ud til et arbejdsmarked, hvor dørene står åbne, men de mangler de mest basale færdigheder, som kan sikre dem en fremtid på dette arbejdsmarked.

Det er, så vidt jeg kan se, det nye som Olsen vil diskutere. Og det er der vel god grund til. Hvad det er Lykkebergs øvelse går ud på, står til gengæld ikke helt klart for mig.

Kulturel kapital

Måske er det at pege på, at de kulturelle værdier i det videnssamfund, som Lykkeberg tilsyneladende er træt af at høre om, på Bourdieusk vis slår igennem og rammer de unge uden tilstrækkelig social og kulturel kapital på lommen, så de falder igennem uddannelsessystemet med et brag.

Når det ikke skete i samme grad i det sene industrisamfund, var det måske fordi magtrelationerne var anderledes, og den kulturelle kapital derfor også var det. Under alle omstændigheder bør man nok ikke tage Bourdieu så alvorligt, at det stiller sig i vejen for en nødvendig diskussion af rimeligheden og fornuften i at indrette samfundet og uddannelsessystemet, så en stor gruppe efterlades med uhyre ringe mulighed for social mobilitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her