Læsetid: 8 min.

Den nye velfærdsstat

Vores forestillinger om velfærdsstaten har ændret sig. Velfærdsstaten er en positiv faktor - måske den vigtigste - til sikring af landets konkurrenceevne
4. september 2006

Globalisering. Det er et af nutidens mest brugte - og misbrugte - ord. Det er også blevet flittigt anvendt af Velfærdskommissionen til at begrunde ændringer i velfærdsstaten og dens opgaver. Især velfærdsfordelingen (hvad og hvem skal ressourcerne gå til), og velfærdsfinansieringen (hvem skal betale, hvor meget, og på hvilke måder) er blevet koblet til den globale økonomi, og det forventede pres der kommer herfra på statens finanser og på de private virksomheders konkurrencedygtighed.

Hvorvidt påstanden er rigtig, ved ingen! Heller ikke de der påstår, at de gør det! Og slet ikke Velfærdskommissionen. Den har nemlig ikke studeret, hvilke teknologiske udviklingstendenser, der i den nærmeste fremtid vil præge den internationale økonomi?

Den har heller ikke analyseret de forventede kapitalbevægelser; eller hvor kapitalen vil investere - i hvilke lande, i hvilke teknologier? Ej heller har den set på de internationale handelsforhandlinger (DORA bl.a.) og kalkuleret hvorvidt de fører til mere eller mindre frihandel?

Det samme gælder for det indre marked inden for EU, og for EU's regulering af servicemarkeder, finansinstitutionerne, og meget andet.

Der er hundrede af spørgsmål, som Velfærdskommissionen ikke har studeret, og som det er nødvendigt at have svar på for at vide, hvorvidt og i hvilken retning den internationale økonomi bliver mere eller mindre global.

For Velfærdskommission og regering er globaliseringen en bussemand. Den store trussel, der kommer ude fra, som er ukontrollerbar, og som kræver blind tilpasning. Og som man derfor ikke behøver at vide noget om. Den står der bare - truende som en sort sky! Og bliver som sådan anvendt til at skabe forståelse for det 'nødvendige' - velfærdsstatslige reformer.

Relle problemer?

Derfor ved vi heller ikke om de indgreb, der er sket, er de rigtige. Eller om de er de rigtige på det rigtige tidspunkt. Vi ved, at 80'ernes og 90'ernes indgreb har ført til økonomisk succes. Men ikke helt hvorfor, og slet ikke om de fortsat vil gøre det i fremtiden. Og som regel er det også godt nok. I hvert fald var det sådan tidligere. Men i tilfældet med velfærdsforliget er det måske alligevel ikke godt nok.

Velfærdsforliget har nemlig en betydelig længere tidshorisont, end hvad der gjaldt for velfærdsforligene i 'de gyldne 30 år' fra 50 til 80.

For det første forholder det sig til samfundets strukturelle aspekter - arbejdsmarkedets sammensætning, befolkningens uddannelsesniveau, familieinstitutionen som samfundsbærende institution, og så videre. Det griber ind i samfundets institutioner, de langsomt foranderlige dele, hvorfor vi først vil kende forligets fulde konsekvenser om 20 måske 30 år.

For det andet griber det ind mod problemer, som endnu ikke eksisterer, men kun statistisk kan forudsiges. Det skyder m.a.o. mod samfundets inderste dele og mod en fjern horisont uden sikkerhed for, at problemerne er reelle. Der er derfor også god grund til, at forliget følger to sigtekorn. Det ene er de uforventede konsekvenser af fortidens velfærdsstat - systemfejlene; og det andet er forventninger til udviklingen i den internationale økonomi - globaliseringen.

I prioriteringen mellem de to er der dog ingen tvivl: Systemfejlene er den egentlige årsag til forliget; og globaliseringen den ramme hvori de er blevet synlige. Og anderledes kan det ikke være. Men det er en påmindelse om, at alle politisk-økonomiske indgreb - nu som tidligere - sker på grundlag af erfaringer, og at alle indgreb uomgængeligt vil få uforventede konsekvenser.

Ny velfærdsstat

Hvilke konsekvenser det aktuelle forlig vil få, ja, det er i sagens natur umuligt at forudsige. Men jeg skal pege på to - og en følgeslutning.

Alle vil de understrege min samlede konklusion: At vore forestillinger om velfærdsstaten - dens formål, opgaver, og dens berettigelse - har ændret sig.

På den måde krystalliserer Velfærdsforliget, hvad især de tre-fire arbejdsmarkedsreformer i 90'erne startede, nemlig en ændring i vore forestillinger om velfærdsstaten. Af samme grund ved vi også dags dato, hvad det er for visioner, som nu - såvel som i fremtiden - vil styre vor bedømmelse af, om velfærdsstaten løser de rigtige opgaver, på den rigtige måde og med de ønskede konsekvenser. Anderledes sagt: Vi ved nu, i hvilke retninger vi skal kigge for at opdage fremtidens uforventede konsekvenser!

Konsekvens 1:

Den første konsekvens af velfærdsforliget er denne: At fremtidens velfærdsstat bliver anderledes end i dag. I stedet for en velfærdsstat med den opgave at forsikre den enkelte mod tabt indkomst (ved invalidering, arbejdsløshed, skilsmisse, og anden såkaldt "social ulykke"), udvikles nu en velfærdsstat, der investerer i den enkelte for at garantere, at denne tidligt, længe og effektivt bliver fast tilknyttet arbejdsmarkedet. Der er en forskel på den kompenserende stat, og den investerende. Den første - den velfærdsstat som blev grundlagt i 30'erne og nedlagt fra 80'erne - havde til formål at forsikre den enkelte mod social eksklusion, men først når den sociale ulykke havde ramt og behovet var indtrådt.

Den havde også til opgave at stille velfærdsgoder til rådighed for alle - uanset stand, rang, køn og formue, og derved at give alle lige muligheder for at blive uddannet, få adgang til viden, og til informationer.

Den anden - den velfærdsstat som langsomt blev startet i 90'erne og hvis grundsten nu er lagt - har til formål at bygge den enkelte op, udstyre ham eller hende med kompetencer, der beskytter mod social ulykke. Altså mod forventede risici.

Den første - som jeg kalder fordelingsstaten, fordi den fordeler velfærdsgoder til de som er ramt af social ulykke, og den sidste - som jeg kalder konkurrencestaten, fordi den investerer i fremtidens konkurrencedygtige borger - er meget forskellige.

De har forskellige formål, varetager forskellige opgaver, bygger på forskellige visioner. Fordelingsstaten bygger på erfaringerne med 30'ernes økonomisk krise, og de sociale risici der her viste sig ved at leve i en åben kapitalistisk økonomi. Konkurrencestaten bygger på erfaringen med fordelingsstaten og på den viden, at en stor og ressourcefuld velfærdsstat - mod forventningerne og mod intentionerne - kan skabe nye uligheder. For eksempel når de, som modtager kompensation, ekskluderes fra arbejdsmarkedet, fordi de mister kompetencer, mister incitament, eller i det hele taget mister tilknytning til arbejdsmarkedet.

Den bygger også på den overbevisning, at den internationale økonomi i dag er mindre forudsigelig end tidligere. Og at kravene til fremtidens arbejdskraft derfor også er mindre forudsigelig end tidligere.

Den sætter i det hele taget velfærdsstatens formål og opgaver ind i en ramme af fordums erfaringer og af visioner om fremtiden, og lægger op til at velfærdsstaten skal investere i fremtiden, ved at gøre tre ting: (1) skabe en arbejdskraft, der er internationalt konkurrencedygtig; (2) mobilisere alle i den arbejdsdygtige alder til at arbejde; og (3) skabe incitamenter til, at alle får interesse i at arbejde, og hvis ikke, at de så bliver nødet, overtalt, eller presset til det, og under ingen omstændigheder bliver hindret heri eller får foræret muligheden for at lade være.

Konkurrencestaten

Det er dog ikke bare i Danmark, at konkurrencestaten er under bygning. Det er over hele Europa. Og især i de nordiske lande, men også i Holland og Irland. I Irland taler man om "Udviklingsstaten", i Holland om "Konkurrencestaten", og i EU har man siden 2000 og Lissabon-strategien søgt at fremme en "social mode", hvor velfærd ses som en konkurrencefaktor, og velfærdsgoder som en social investering.

Udviklingen i Danmark er derfor ikke enestående. Det enestående er derimod, at konkurrencestaten her blev støbt før noget andet sted (bortset fra i Sverige!), og at vi nu ved, at Danmarks nuværende økonomiske succes kan begrundes i dette fortrin.

Tænk på al virakken omkring "flexicurity", og den danske model. Tænk på, hvorfor politikere fra Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien valfarter til Danmark, og hvorfor Frankrig (indtil videre med mindre held) og Tyskland (indtil videre med lidt større held) kæmper for at gøre deres arbejdsmarkeder mere fleksible, og for at indføre såkaldt familievenlige politikker.

Eksemplet er Danmark - fordi Danmark var tidligere fremme med at ændre syn på velfærdsfordelingen: Fra en økonomisk omkostning til en social investering!

Konsekvens 2:

Netop dette viser så hen til den anden konsekvens: At velfærdsstaten bliver en positiv faktor - måske den vigtigste - til sikring af landets konkurrenceevne.

Der er således forskel på at se velfærd som en ressource og at se velfærd som en omkostning. Forskellen er så stor, at når visionerne skifter, skifter også opfattelsen af, hvilke problemer velfærdsstaten skal løse, og hvorfor.

Det var det, der skete under Nyrups regeringer i 90'erne. Og det er det, der nu krystalliseres under Fogh. Gradvist er fortidens systemfejl blevet synlige, gradvist er fremtidens udfordringer blevet klare.

Af samme grund ved vi, at det er børnene, og familierne og derfor kvinderne, der bliver omdrejningspunktet for fremtidens velfærdsindgreb. Men også: At det er kvindevenlige politikker, der skal sikre landets økonomiske konkurrenceevne - den vækst der bl.a. skal bruges til velfærd, og den velfærd, som i hovedsagen skal danne grundlag for en yderligere vækst.

Kvinden kommer dog ikke i centrum af feministiske grunde, men af økonomiske og konkurrencemæssige - fordi det har vist sig, at familier med dobbeltindkomst er nødvendige; fordi det har vist sig, at familier med dobbeltindkomst er svære at få til at hænge sammen, og fordi det har vist sig, at familier, der går i opløsning, gør børnene udsatte for fremtidige sociale risici.

Kvinden i centrum

Kausaliteten er således simpel nok. Det samme er følgeslutningen. Følgeslutningen bringer uafviseligt børnene, familien, men især kvinden, i centrum for konkurrencestatens sociale investeringer. Dog mindre i Danmark end i sammenlignelige lande.

I Danmark har familie- og børnepolitik nemlig længe stået centralt i velfærdsinvesteringerne. Hvorfor der da også er relativt flere kvinder på arbejdsmarkedet end i andre lande, og flere kvinder med mere end ét barn, der stabilt er tilknyttet arbejdsmarkedet, og flere familier hvor der er en mere ligelig arbejdsfordeling mellem mand og kvinde om hjemme-arbejde.

De nordiske velfærdsstater er således længe blevet indrettet på familier med dobbeltindtægt - og har skabt familienormer, hvor forbilledet er lighed mellem mand og kvinde.

Det er da også kun i de nordiske lande - som tidligere vist - at velfærdstaten både er effektiv og leverer lighed, og også kun her at fertilitetsraten (altså antallet af børn født per fødedygtig kvinde) er for opadgående.

Det samme gælder ikke i Sydeuropa, ej heller i Nordvesteuropa, hvilket da også gør, at netop Italien og Spanien, ligesom Tyskland, men i mindre grad Frankrig (som længe har haft familievenlige politikker på niveau med de nordiske stater), nu kæmper for at bygge velfærdsstater i billedet af de nordiske.

Med andre ord: Den danske velfærdstat er bæredygtig, fordi det danske samfund er et lighedssamfund. Alligevel vil familie- og kvindepolitik være kerneopgaver for fremtidens nordiske velfærdspolitik.

Samtidig vil politikken - og ikke bare familie- og børnepolitikken - blive knivskarpt målrettet. Den vil sigte på 'hin enkelte', (det enkelte barn, den enkelte unge, den individuelle familie) med det formål at investere i dennes personlige konkurrencedygtige og minimere den enkeltes risici.

Hvor fortidens fordelingsstat greb ind over for klasser og socialgrupper, der investerer konkurrencestaten i den enkelte. Den har til formål at gøre den enkelte konkurrencedygtig.

Af samme grund er et nyt grundlag for velfærdssolidaritet under udvikling, ligesom et nyt sæt af værdier om fællesskab og individ. Om det handler det næste essay.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu