På svensk hedder det er nöjesfält, på dansk ligger det tungere med vores forlystelsesområde. Derfor har Københavns bystyre antaget begrebet partyzone, nu med henblik på Nyhavn, et ord, der med sin forlorne lummerhed dog i sig selv er nok til at fremkalde mere ubehag end lyst. For områdets beboere tegner et skrækscenarie sig med nattelarm og forurening af det højt stiliserede havnekvarter, der ellers lukker ned for løjerne ved midnatstid.
Natten går stille for anker i Nyhavn,
lyset og larmen går langsomt i stå.
gusen har svøbt sig om lygternes øjne,
se, hvor de misser, så søvnige små.
Sådan indledte Sigfred Pedersen sit Bellman-lignende digt Nyhavns-nætter, hvor nu, efter at kældrenes støj og musik var forstummet, drømmerne, bohemerne, gøglerne blev budt velkommen til en mindernes fest hos den modne digter, der har afsluttet ungdommens sange og viser. Nu var det ikke længere Søren, der kommer.
Og i dag er Nyhavn ikke længere sømændenes druk- og kampzone, som ellers blev idylliseret og romantiseret af den ene digter efter den anden med Tom Kristensens Nyhavns-Odyssé i spidsen, hvor smudsigheden antikiseredes:
Min Odyssé var kravlende. Mit Middelhav var gråt,
Charybdis var en kælderhals, som måbed sort og trang.
Nausikaa var en gadetøs. Men himlen klang i blåt
omkring hotellet Øresund, hvor små sirener sang.
Værtshusene, hvor især godtroende svenske turister i efterkrigstiden blev rullet, er for længst erstattet af moderigtige spisehuse og kæderestauranter, hvor nydelige værtinder af en helt anden kaliber står ved døren og byder ind.
På gode dage er der mylder ved cafébordene, og bolværket er tæt besat af de håndholdte bajeres tilhængere mellem musikanternes ben i en tættere trængsel, end selv Tivoli kan byde på.
Frilandsmuseum
En bekymret beboer i kvarteret søgte forleden i Politikens kronik at dæmme op for Ritt Bjerregaards og Klaus Bondams partyglade zoneplaner ved at fremholde kanalens gennemrestaurerede, museale karakter som bevaringsværdig over for truslen om diskotekiseringens natlige ballader og nedslidning. Og om at se pigerne erstattet af dørmænd. Om Nyhavn ligefrem skal have status af frilandsmuseum, ved jeg ikke, men også jeg ser nødigt Nyhavn forvandlet til en fulde-mandszone i stil med den nærliggende svinesti Go-thersgade i weekendens festhumør.
Forbindelsesleddet Kongens Nytorv er ikke byens vildeste sted om natten, men det sker, at en Søren tumler rundt på vej til Katinka eller nye forlystelser, som allerede fortalt af bohemedigteren Carl Bagger (1807-46), der i Promenaden om Natten aflyttede to fulderikker, som ikke havde fået nok:
Hører du, Søren? Nu Klokken er to,
Klokken er to nu og vi ere tvende,
Hele vort Selskab er gaaet til Ro,
Det tog for tidligt en Ende.
Måske var da Nyhavn parat med et partytilbud.
Digtet er fra dengang, hvor H.C. Andersen netop boede ovre på den anden side af Nyhavn og skrev på sine første eventyr. Også i dag bor der poeter ved kanalen. De skal have skrivero. Og andre borgere i de brogede huse skal have nattesøvn for at kunne protestere og sammen med os andre stadig have overskud til at glæde sig over byens historiske herlighedsværdi.
